Skal du skifte bank?

Panama-krisen får mange til at overveje at droppe Nordea. Men måske skal man lige holde hestene et øjeblik, inden man evt. river Dankortet i stykker.

For hvor finder man en bank med moralen i orden? De fleste banker optræder nemlig fra tid til anden i historier, der tyder på en blakket moral og en flosset etik, hvor pengene til hver en tid kommer før end menneskene.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke anbefale brug af nogen bestemte banker. Det ligger ikke i Danmarksbloggens regi – og Danmarksbloggen ved heller ikke nok om økonomi til at gøre det.

Danmarksbloggen vil dog anbefale, at man tænker sig om, når man vælger bank. For det du´r jo ikke udelukkende at vælge sin bank med hjertet, hvis den samme bank er i så elendig en økonomisk forfatning, at man risikerer at miste sine sparepenge, som fx kunderne i Roskilde Bank gjorde det.

Tjek derfor risikovurderingen af din bank ud – og husk, at pengeinstitutter med et risikoindeks højere end 450 kan være udsatte og behæftet med en risiko, som bør give kunder og investorer anledning til at holde et vågnet øje med disse institutter:

https://www.banken.gl/media/334200/Risikovurdering-2014-tabel-2-.pdf

Læs også hvad Forbrugerrådet via sit blad Tænk siger om bankkrak og god bankskik: http://taenk.dk/gode-raad/bankkrak-hvis-din-bank-gaar-konkurs

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk konsekvens efterlyses

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk