Hvad I har gjort mod mine de mindste, det har I gjort mod mig, siger Jesus i Nyt Testamente.

Men dét glemmer de katolske gejstlige, der i den italienske film ”RAPITO” river den 6-årige jødiske dreng Edgardo Mortara fra hans familie, fordi hans kristne barnepige siger, at hun har nøddøbt Edgardo, da hun frygtede, at han ellers ville ende i Limbo, hvis han døde, dengang drengen var alvorlig syg. Og så må Edgardo Mortara væk.

For som kristendøbt kan han ikke blive hos de vantro jøder, var forklaringen, der gav 100% mening i datidens religiøse vanvid i Italien. Og ja, det var vanvid. Det var en tid, hvor tro var vigtigere end, at en lille dreng kunne vokse op sammen med sine forældre og sine mange søskende, hvormed han levede et dejligt liv, fuld af kærlighed og tryghed – og de jødiske ritualer.

For troen var som sagt grundlaget for ALT i livet – også hos den jødiske familie, som i de kommende år – mens Edgardo voksede op blandt andre kidnappede drenge i Rom – ikke en eneste gang overvejede at konvertere til kristendommen, selvom det ellers kunne bringe familien sammen igen.

Noget, som virker absurd for undertegnede, der – selvom jeg er troende kristen – kunne konvertere til hvad som helst – også det store spaghetti-monster, hvis det gjaldt min familie.

Men den grundtvigianske menneske-først-filosofi fandtes ikke i datidens Italien, som var martret af mange modsætninger og mennesker, som i en blodig brydningstid krampagtigt holdt fast i deres egen tro og kultur. For det var en epoke med mangel på medmenneskelighed, masser af magtbegær og såvel politiske som væbnede kampe mellem den gamle pavestat og det nye Italien.

Og det er ikke fiktion. Filmen er baseret på en autentisk historie med udspring i Bologna, som midt i 1800-tallet var en del af pavestaten, og hvor den katolske kirke reagerede med en magtfuldkommenhed og en religiøs fanatisme, som vi i dag skal til visse muslimske lande for at finde paralleller til.

Det er altså stærke sager, som vises i de mere end to timer, filmen varer – og som samtidig er en uendelig lang række af billeder, der hver og et kunne være et guldaldermaleri.

For selvom historien er grum og drengens skæbne grusom, så kan man ikke lade være med at nyde skønheden i de kaskader af billeder fra floder, haver, broer, torve, gader, synagoger, paladser, kirker og huse både ved nat og dag, som kommer i en strøm så lind, at den kun kan måles med det antal Ave Maria´er, som diverse katolske præster med paven i spidsen burde have bedt konstant som bod for de dødssynder, som de begik.

For det var ikke kun Edgardo Mortara, men også andre børn som blev taget fra deres forældre med begrundelsen, at man skulle redde deres nu kristne sjæle fra de frygtelige jøder, som havde slået Jesus ihjel. Ret beset var det romernes soldater, som stod for korsfæstelsen – altså italienerne selv. Men lad det være.

For mere vigtigt set med nutidsøjne er det at forstå, at filmen viser, at antisemitismen har dybe historiske rødder i Europa, og at det måske også er en af grundene til det jødehad, som pt. igen viser sit grimme fjæs på vores breddegrader.

Det er derfor en historisk og samfundsrelevant film, som er direkte og nådesløs i sin kritik af den katolske kirke, der stadig ikke har sagt undskyld i sagen – men som i år 2000 til gengæld saligkårede dén pave, som stod bag kidnapningen af Edgardo Mortara.

En romersk-katolsk kirke, som også stadig mener, at der er midlertidige verdslige sandheder – og så er der den evige sandhed, som selvfølgelig er den, Romerkirken selv står for. Jesus gav jo selv Himmeriges nøgler til disciplen Peter, som var den første pave, er argumentationen herfor.

”RAPITO” er derfor også en religiøs film, som giver så meget til dén, der kan afkode måske især jødedommen.

Der er især én scene, som viser, at Edgardo trods sin tvangs-konvertering til kristendommen stadig er jøde, om ikke andet så ubevidst. Nemlig da han tænker selv, tager ansvar og piller naglerne ud af Jesu hænder og fødder, hvorefter denne stiger ned fra korset, tager tornekronen af og går sin vej. Som var Jesus et almindeligt menneske – og ikke Frelseren. Men det er jo også netop, hvad Jesus er ifølge jøderne, som stadig venter på Messias.

Den lille jødiske beholder Mezuzah fylder også i filmen – og listes således ned i kisten af den på overfladen til kristendommen konverterede mor til sit ligeledes på overfladen konverterede, kristne barn. Det ser Edgardo som dreng, og som voksen prøver han samme trick – bare med indviet kristent vand i stedet.

Mere skal ikke røbes her, men filmens slutning er rystende og viser, at Stockholms-syndromet i vor tid kun er for amatører. For 170 år siden var der tale om seriøs hjerne- og sjælevask.

Filmen er også fuld af små hints, religiøse symboler som fx det kristne pilgrimssymbol muslingeskallen Edgardo finder på vejen fra Bologna til Rom, dengang han stadig kunne huske den jødiske aftenbøn, som han siden hen måske glemte. Måske fortrængte.

For ”RAPITO” er filmen om, hvordan et menneske kan formes, fornedres og ydmyges – og alligevel ende med at elske, ja forsvare dem, som gjorde fortræd. En voldsom film, en rystende film, som skal have fem ud af seks af de kipaer, som jødiske mænd bruger.

”RAPITO” er også en film om kvinder versus mænd, følelser og relationer versus forfængelighed og prestige. Så mange temaer er på spil i en film, som er så ganske anderledes end film fra den protestantiske og angelsaksiske del af verden. Her fokuseres der som bekendt på følelser og kun på følelser, og alle skal kunne afkode alt.

Sådan er det ikke her. ”RAPITO” fordrer, at du kan noget historie og religion, men også at du køber ind på en mere kønssterotypisk dagsorden. Det sidste er ikke interessant, men at kræve noget af tilskueren er positivt. For der sker noget, når vi får muligheden for at udvide vores horisont.

Filmen er som sagt i store træk historisk korrekt, og historien fylder stadig i de jødisk-katolske relationer, som den fyldte aviser over hele verden, dengang midt i 1800-tallet, hvor en stakkels 6-årig dreng blev fjernet fra sin familie, fordi katolske præster ville ”redde hans sjæl”. I dag giver den slags vanvid om ikke forvaring på ubestemt tid, så dog en lang-lang fængselsdom.

”RAPITO” kan ses i GRAND TEATRET, som i denne uge for 10´ende gang afholder den italienske festival ”MADE IN ITALY”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk