Sommertid i Danmark er mere end agurke- og ferietid. Det er også juletid for de musikglade …
For her i juli er det tid til de formentlig to mest traditionsrige og populære musikfestivaler i Danmark – og nej, der er ikke tale om en sommerversion af MGP eller Syng med-arrangementer med Johnny Reimar, selvom det også appellerer til en meget stor del af danskerne – men derimod Roskilde Festivalen og Copenhagen Jazz Festival.
Begge festivaler trækker tusinder af besøgende, både danskere og udlændinge, til henholdsvis Roskilde og København. Det findes næppe heller den dansker, som ikke kender de to festivaler – eller som har været til den ene eller måske begge festivaler.
I år fylder Roskilde Festivalen selvfølgelig rigtig meget pga det legendariske band Rolling Stones, der i morgen torsdag d. 3. juli spiller på Orange Scene, hvis orange canopy-konstruktion oprindelig blev udviklet til en af deres turneer i 70’erne, men som bandet dengang kun nåede at optræde under enkelte gange.
Så selvom Rolling Stones på netop dén scene er både historisk og en af årets store – måske også den største – musikbegivenheder, så er det mest imponerende ved såvel Roskilde Festivalen som Copenhagen Jazz Festival imidlertid ikke de store verdensnavne, som begge festivaler gang på gang trækker til Danmark.
Nej, det er det forhold, at de to festivaler står så stærkt, er så fundamental en års-begivenhed for mange danskere, at det kun er julen, der er større. Ja, for nogle skal sommerens musikfestivaler nok endda være endnu større, både Roskilde Festivalen, Copenhagen Jazz Festival, Grøn Koncert, Langelandsfestivalen, Smuk Fest og alle de andre.
Danskerne er – og har altid været – et meget musikalsk folkefærd, og kan det kombineres med sommer og at være udenfor, så bliver det ikke større.
Danmarksbloggen ønsker derfor også god fornøjelse til alle, der skal til en eller flere festivaler.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk