Carl Nielsen – 150 år

Det er i dag 150 år siden, at Danmarks måske største komponist Carl Nielsen blev født lige syd for Odense i en fattig familie.

Talentet var dog så stort, at den musikglade Carl Nielsen først konkurrerede sig ind i regimentsmusikkorpset i Odense – og efter eksamen på Musikkonservatoriet ind i Det Kongelige Kapel som andenviolin i 1889 og senere i 1908 som andenkapelmester ved Det Kgl. Teater.

Han skulle dog snart komme til at spille førsteviolin som dirigent i Musikforeningen i København i 1915 – og som direktør for Musikkonservatoriet i 1931. Det sidste nåede han dog kun at være i ni måneder, inden han døde.

Carl Nielsens navn knyttes i dag sammen med de værker, der også har vundet international anerkendelse, hvad enten der er tale om symfoniske værker som fx ”De fire temperamenter” eller ”Fynsk foraar” – eller operaen, hvor ”Maskerade” for længst har opnået status som Danmarks nationalopera. Det bliver heller ikke bedre end Holbergs ord og Carl Nielsens musik.

Men Carl Nielsen har også komponeret viser, sange, kantater, kammermusik, orgelværker, klaverværker, koncerter og korværker. Det er fx ham, der er manden bag ””Den danske sang” og ”Jeg ved en lærkerede”.

Listen er uendelig lang. Tjek den selv – og hør noget af det skønneste musik nogensinde komponeret i Danmark på hjemmesiden tilegnet jubilæet: http://www.carlnielsen.org/

Danmarksbloggen bøjer sig i dybeste respekt for en mand, der gav – og stadig giver – danskerne så meget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk