I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk