Tag-arkiv: Besættelsen

Anmeldelse: “Hitlers Danmarksbilleder”

Udgivet den af
Svar

Hitler havde en fotograf ved navn Walter Frentz, som var en af de sidste, der forlod Føreren, inden denne begik selvmord i bunkeren i Berlin foråret 1945. Frentz var oprindelig uddannet elektroingeniør, men allerede som 25-årig havde han solgt en film om kajaksport til et amerikansk selskab for den store sum på den tid af 10.000 Reichsmark. Så Frentz kunne noget med et kamera.

Det er også Walter Frentz, som står bag filmsekvenser som Hitlers køretur gennem jublende menneskemasser i Nürnberg i nazi-propaganda-filmen ”Viljens triumf” fra 1935, eller da Hitler i 1940 danser af glæde, fordi franskmændene har anmodet om våbenhvile – og en filmsekvens fra 1945, hvor Hitler med rystende hånd dekorerer en dreng fra Hitlerjugend, selvom alle ved, at der er slut for Det Tredje Rige, og russerne står lige udenfor Berlin klar til det sidste slag.

Men Walter Frentz er loyal mod det nazi-parti, som han aldrig selv blev medlem af eller en del af magtkampen i – selvom han var antisemitisk og sandsynligvis helt på linje med partiets ideologiske indhold.

Men det var kunsten, som interesserede Frentz. Så han fik lov til og penge til at smutte rundt med sit kamera og tage smukke billeder både i Tyskland og andre steder i Europa – også ude ved den Østfront, hvor der var så meget gru, men ikke hos Frentz. Ja, man kan nærmest sige, at Frentz iscenesatte virkeligheden lang tid inden nogen havde hørt om smartphones, selfies og Instagram.

Og i august 1943 var denne mand i Danmark for at tage billeder af Atlantvolden ved Vesterhavet – og det gjorde han også. Men turen til Jylland var kun en lille del af Frentz´ flere uger lange ophold ved Flødeskumsfronten, som Danmark blev kaldt.

For Danmark var en Flødeskumsfront, hvor folk bekymrede sig om, at kaffen var erstatningskaffe, og nu havde man brugt det sidste smørmærke (rationeringsmærker) og andre hverdagsting i et land, som i store træk fungerede krigen igennem.

En Danmark som set med Frentz´ linse var et land, hvor folk gik rundt i Tivoli og fornøjede sig, sad på Rådhuspladsen og spiste is, tog på stranden for at bade og hvad danskerne ellers fordriver sommeren med. Billeder, som lige så godt kunne være taget i 1938 eller i 1948. Bademoden, cyklerne og folks påklædning ville heller ikke have været så meget anderledes.

Altså et idyllisk Danmark som det understreges af de mange billeder af skibe og både, fra fiskerbådene ved Gl. Strand i København og til fiskerkutteren ved Løkken. Der mangler kun et billede af Den Lille Havfrue, så ville der have været fuld plade på Propaganda-Danmark-som-et-mønsterland.

For det spændende er nemlig det, som Frentz IKKE fotograferer: Den mangel på mad, som der kunne være i byernes fattige områder, de mange mørke baggårde og slidte boliger i København, den stigende uro i august 1943, som fører til Samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943. For der var folkestrejker og sabotageaktioner og meget andet, som viste, at den danske befolkning ikke længere ville finde sig i at være Hitlers lille, tamme kanariefugl.

Altså dele af den danske befolkning. Men der var også dele, som var mere optaget af at få sig en dukkert, gå på marked og i det hele taget leve et liv, der var meget tæt på et liv i fredstid. Og det var de danskere, som Frentz valgte at fokusere på – dog måske med hovedvægten lagt på unge og yngre mænd med nøgen overkrop. For dem er der forholdsmæssigt mange af, når man ser på udvalgte fotos.

Frentz´ billeder er interessante, både i en samtidig og en nutidig kontekst. En samtidig fordi de viser, hvorfor danskerne så længe kunne bakke op om samarbejdspolitikken efter devisen ”vi har det jo godt”. ”Brød og skuespil” virkede også dengang.

Og i en nutidig, fordi vi i denne Corona-tid igen befinder os på en Flødeskumsfront. Vi har ikke lastvogne fulde af lig, der kører igennem gaderne, telte hvor der ligger Corona-syge i vinterkulden, sygeplejersker og læger der bryder grædende sammen på grund af arbejdspresset og andre af de ting, som vi ser i mange andre europæiske lande. Nej, vi har folk, der brokker sig over ikke at kunne komme ned og træne i fitnesscentret – eller ud og spise.

Walter Frentz´ idylliske billeder af Danmark kunne derfor også tages i dag, bare i en jule-Corona-2020-version. Om dét så er skræmmende eller beroligende, må enhver selv beslutte.

Danmarksbloggen giver ”Hitlers Danmarksbilleder” fire ud af seks kameraer. For det er altid spændende at se historiske fotos, og de er godt samlet og fint beskrevet af Morten Brink Iwersen. Men det havde klædt bogen at sætte de mange fotos af sommerklædte danskere og velkendte danske motiver ind i en mere ambitiøs problemstilling end kun den forventede se-her-hvad-Hitlers-propaganda-maskine-gjorde.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

Udgivet den af
Svar

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig mere en 9. april

Udgivet den af
Svar

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk