Anmeldelse: ”Vågekonen”

I slutningen af april udgav Brændpunkt Ellen Dahl Bangs bog ”Vågekonen”, der er en fiktiv fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet om den fattige vågekone Erika, der elsker brændevin lige så meget, som hun hader landbetjenten, når han kommer for at hente hende til endnu et dødsleje i den lille landsby, hvor handlingen udspiller sig.

I løbet af bogen følger vi derfor Erika til mange dødslejer hos mange forskellige slags mennesker – både høj og lav, sympatisk og usympatisk – der også tager afsked med livet på mange forskellige måder. For døden er lige så mangfoldig som fødslen, og vores psykologi afgører, hvordan vi lever – og hvordan vi møder den endelige afslutning. Erika selv er mærkeligt upåvirket af de mange dødsfald, selvom hun også lærer et eller andet undervejs, der kan forberede hende til den dag, hvor det bliver hendes egen tur. Om den dag så kommer i ”Vågekonen”, skal ikke afsløres.

Det skal til gengæld, at vi får mange tilbageblik i Erikas liv – tilbageblik der afslører, hvorfor hun er blevet, som hun er. Det handler som altid om kærlighed – og som oftest om manglende kærlighed og manglende ømhed. Her fra en mor, der synes, at Erika lignede faderen, som forsvandt, og som moderen omtalte med det tyske ord Teufel, som betyder djævel – hvad Erika udmærket vidste.

Og derfra blev de dårlige kim lagt – og Erika lærte aldrig at forlige sig med autoriteterne eller tro på menneskers godhed. Hun møder heller ikke hverken omsorg eller respekt, men lærer i stedet at tage, hvad hun kan få – også når det handler om mad, mønter – og især brændevin, især når Døden har været dér, og høstet endnu en sjæl.

”Vågekonen” er letlæst og skrevet i flydende sprog, som er et rigt og nuanceret billedsprog. Man ser hver episode for sig, som var det en scene i en teaterforestilling. Hele opbygningen af bogen er også egnet til fortællekunst – især på grund af gentagelserne i handlingen, de bevægelser som man for sit indre blik ser Erika gøre, uanset om hun gennemroder en døds bolig for at se, hvad hun kan finde, eller om hun vakler døddrukken gennem skoven for at komme hjem til hytten, hvor hun bor.

Malurt er så også noget, som man putter i brændevin – og Danmarksbloggen er desværre nødt til at gøre det her. For nok hævder bogen intetsteds at være andet end en fiktiv fortælling. Men det havde klædt bogen at gøre opmærksom på, at man i bogen dør, som man gør det i vores tid, nemlig alene. Men at sådan var det ikke dengang i starten af 1800-tallet. Dengang samledes slægten og landsbyen om dødslejet – og bagefter var der begravelse og gilde.

En faktuel efterskrift om vågekoner og dødslejer, som de typisk foregik i begyndelsen af 1800-tallet, savnes derfor. Især fordi man må formode, at nutidens læsers viden om vågekoner og dødslejer i starten af 1800-tallet er rimeligt begrænset.

Det kunne have været noget i stil med:

Datidens vågekoner var dem, som sad hos de døde på hospitalerne om natten – når de såkaldte stuekoner sov. Stuekonerne var dem, som passede de dødende og de syge om dagen – en slags sygeplejersker inden den moderne sygepleje blev opfundet. Hverken de eller datidens vågekoner var i reglen for godt kørende, men både stuekoner og vågekoner boede dog sikkert på hospitalets jorde i små huse, hvor de havde hvert sit rum ikke ulig nonneceller – lige bortset fra at konerne i højere grad greb brændevinsflasken end korset.

Så her er Erika helt rigtigt beskrevet i sit alkoholmisbrug. Men en dødende var nærmest aldrig – og slet ikke i en landsby – overladt til en drukfældig vågekone. Her trådte landsbyens stærke fællesskab, som både støttede og begrænsede den enkeltes tilværelse, altid til. Datidens døende var i det hele taget sjældent alene, som alle dødende er det i bogen, når Erika træder ind ad døren.

For dels så var datidens mennesker per definition bange for at være alene, for så kunne de underjordiske og alt det farlige, som var i mørket, lettere nå dem – og allerfarligst var det ved livets overgange som fx døden.

Og dels så sørgede man for, at familierne blev så store, så der altid var nogen, som overlevede tidens enorme dødelighed. Man boede også flere generationer sammen. For slægten skulle føres videre – og der skulle være nogen til at tage sig af én, når man blev gammel – og når man skulle dø, og det var der også i reglen.

Og endelig så tilkaldte slægten altid præsten, når det led mod enden. For nok er den sidste olie noget, som hører katolikkerne til. Men alligevel var det kutyme i protestantiske Danmark at få præsten til dødslejet, så man kunne få gjort sine mellemværender med Vorherre op, inden man skulle forlade denne jord.

Danmarksbloggen giver Vågekonen fire ud af seks pægle brændevin, som dem Erika lever af og på. Det er en bog, som beskriver den moderne og ofte ensomme død. Men scenen er sat i starten af 1800-tallet, og tager udgangspunkt i en kvindeskæbne, der når vi ser på omsorgssvigtet og misbruget var alt for almindeligt. Ja, stadig er det i vor tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *