Vi har alle set film med dommedagsscenarier, læst dystopiske bøger eller set teaterstykker, der havde undergangen som tema.

Danmarksbloggen har også anmeldt flere af disse, blandt andet Kaspar Colling Nielsens teaterstykke ”Den danske borgerkrig 2018-24”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8605

Men et er fiktion, noget andet er virkelighed. Den Corona-virkelighed, som vi lever i nu – i Danmark, i verden.

En virkelighed, som man ikke kan vågne op af, selvom man de første 10 sekunder om morgenen føler, at alt er normalt. Men så bliver man desværre klar i hovedet, og så tikker virkeligheden ind.

Og så er man sig igen smerteligt bevidst, at intet er normalt, og at alt kan forandre sig til det værre om fem minutter – og også gør det. Om ikke før, så i hvert fald når der indkaldes til pressemøde i statsministeriet om aftenen.

For så ved vi, at nu får skruen et nøk til.

Et nøk som gør, at vi er nødt til at være inde og hjemme, ikke være sammen med andre, vaske hænder i et væk og holde afstand. Og danskerne over en bred kam gør det. Det er så fantastisk. Det er samfundssind på den store klinge.

Derfor rammer det også ekstra hårdt, når man ser, hvor forandret vores verden er blevet i løbet af kun en uge, som jeg gjorde det i dag.

Jeg var nemlig af personlige grunde nødt til at gå over Rådhuspladsen i København i dag.

Jeg har tit drømt om at se Rådhuspladsen uden mennesker – men man skal passe grumme meget på med, hvad man ønsker sig.

For nej, jeg ønsker mig faktisk slet ikke en Rådhusplads som den, jeg var på i dag: Ingen danskere, ingen turister, ingen cykler eller løbehjul, ikke engang en pølsevogn – kun duer og måger, som ledte efter de sidste krummer fra den sidste aften, inden pølsevognen kørte i garage.

Stop det her dystopiske mareridt – vi vil af …

Smukke bygninger som Københavns Rådhus kræver mennesker og liv omkring sig for at give mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk