Forsigtig optimisme

I nat går vi over til sommertid – og med hvilken nyhed i bagagen: Der er grund til forsigtig optimisme, når vi taler om Corona-virussens udvikling i Danmark.

Med andre ord: Strategien virker. Vi får den blide bakke og ikke det stejle bjerg.

Derfor kan der godt komme dage i april, hvor der dør 100 danskere om dagen, som tv-lægen Peter Geisling sagde det på DR for lidt siden.

Han beskrev også forløbet som en tur gennem en stor og mørk skov. Vi er stadig midt inde i skoven, og der er stadig lang vej ud. Men nu ved vi, at vi tog den rigtige vej, dengang vi stod ved korsvejen og skulle vælge, hvad strategi, som vi gik efter.

Men altså der er lang vej endnu – og de tre H´er gælder stadig:

Hold afstand

Hold hænderne rene

Hold ud

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje: Hold grænserne lukkede, indtil den her Corona er brændt ud.

Normalt er Danmarksbloggen ikke tilhænger af grænser og skel mellem mennesker. Men den nuværende virkelighed er så langt fra noget normalt, som det kan være.

Så selvom vi kan tillade os at være forsigtigt optimistiske, er det mere vigtigt end nogensinde at fortsætte med de nye vaner.

Så hold fast, hold ud og bliv ved. Så kan vi nemlig få skovlen under denne lede virus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk