Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Har Sverige alligevel ret?

Coronakrisen raser – og den koster meget på alle planer. Heldigvis er der grund til forsigtig optimisme, melder statsministeren – også selvom vi kigger ind i nogle uger nu, hvor det forventes at gå den gale vej, når man ser på antallet af alvorligt syge og døde.

Men derfor er man alligevel gået i gang med at tale om, hvad der skal ske på den anden side – når det tidspunkt altså kommer.

Det er i det hele taget en stor diskussion, for dels skal man definere kriterierne for, hvad der skal til for at en åbning går i gang – og dels for hvornår det kan ske.

For det er meget sværere at åbne et land op igen – på den rigtige måde og i det rigtige tempo – end at lukke det ned.

Men samfundet skal åbnes op på et tidspunkt – og vi skal også opbygge flokimmunitet. Det er den eneste langtidsholdbare måde at redde ældre og svækkede på.

En fungerende flokimmunitet kræver, at 60 procent af befolkningen har haft COVID-19. Men det får man kun, hvis man bliver smittet – og for at blive smittet, skal man være sammen.

Så hvem ved? Måske har svenskerne alligevel ret – hvis altså de ældre og svækkede svenskere kunne finde ud af at holde sig hjemme, som deres statsepidemiolog Anders Tegnell anbefaler det. Det kan de så kun delvist.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det ikke givet, hvem det gør det rigtige.

Der er næsten dobbelt så mange mennesker som os i Sverige, og de har på nuværende tidspunkt 110 døde, hvor vi har 72.

Så nej, undertegnede er ikke længere så skråsikker på, at det er os, der har ret – og svenskerne, der tager fejl.

De kommende uger og måneder vil – måske – vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk