Julehjælpen er et plaster

Danmark har aldrig været rigere, end vi er det i dag. Derfor kan det også virke paradoksalt, at der er så mange danskere, der har brug for julehjælp.

Men sådan er det jo … når politikerne ikke vil være sig deres ansvar bevidst og fordele goderne retfærdigt, men i stedet hellere vil sidde på bagsædet som bankernes og kapitalens lydige lakajer og hjælpere i den evige jagt på mere rigdom til dem, der i forvejen har så rigeligt.

En så menneskeforagtende grådighed, som banker og storkapital i disse år lægger for dagen, virker – om muligt – endnu mere himmelråbende uretfærdigt her i denne tid, der med de enorme rigdomme som Danmark besidder, kunne være en sød juletid for alle – også de mange tusinde, der i disse dage søger julehjælp.

Det er også derfor, at julehjælp – hvor godt det end er for den enkelte familie – altid kun kan være et plaster på såret. Det er strukturelle ændringer og ansvarlige politikere, der skal til, hvis der for alvor skal ske noget.

For et samfunds fattige og udsatte er som det lille barn i krybben afhængig af andres omsorg og varme og kærlighed.

Og her er der – mildt sagt – plads til forbedring i Danmark anno 2014. Og må Danmarksbloggen minde om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svage og udsatte – og at her har politikerne og andre med magt hovedansvaret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk