1. søndag i advent: Det handler om økumeni

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi starter i dag 1. søndag i advent med at gøre opmærksom på den store økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke også i dag kl. 14 i anledning af reformationen, hvor både Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon vil stå for gudstjenesten. Men de er ikke alene. Repræsentanter fra andre kristne trossamfund vil også både prædike og stå for bønner.

Læs mere her: http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/oekumenisk-seminar-og-jubilaeumsgudstjeneste-i-reformationens-tegn

Men hvad er en økumenisk gudstjeneste? Ja, kodeordet er økumeni, og det har intet med økonomi at gøre, hvis man troede det. Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder “den hele beboede verden”

Økumeni er derfor simpelthen samtale, dialog og samarbejde mellem de kristne kirker med det mål – eller den drøm – at vi en dag kan samles igen i én fælles kirke, forenet i troen på Gud, Søn og Helligånd.

Men da de kristne kirker ikke er enige om væsentlige ting, som om hvorvidt nadveren er reel eller symbolsk, om hvorvidt Helligånden kommer fra både Gud og Sønnen – eller kun fra Gud, om vi skal praktisere barnedåb eller voksendåb – og mange flere endnu, så har det lange udsigter. Men de kristne kirkesamfund giver ikke op, men forsætter med at prøve – og med at tale og være sammen. Og dét er vejen frem.

Danmark er også et af de lande, hvor økumenien står stærkest, og hvor stort set alle kristne kirker er gode til at respektere og samarbejde med hinanden.

Så ja, det kan være, at mange danskere har svært ved at tale om tro. Men mange af dem, der kan tale om tro, og som også åbent tør stå ved deres kristendom, er åbne og inkluderende i en grad, så resten af samfundet kunne lære noget omkring netop accept af forskelligheder, også de mest grundlæggende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

At bede en bøn for flygtningene

En bøn spreder vandene i det kirkelige Danmark.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard har forfattet en bøn, som flere præster gerne vil bede – men som enkelte ikke vil under henvisning til at bønnen efter deres mening er selvgod og politisk.

I bønnen kan man blandt andet læse:

Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øje til at se disse flygtninge som søstre og brødre.

Læs mere – og læs også hele bønnen her: http://www.fyens.dk/indland/Kvalmegraensen-naaet-Praest-vil-ikke-sige-boen-for-flygtninge/artikel/2788355

Danmarksbloggen noterer sig i denne sammenhæng, at: 

1) Religion og bøn spiller en stigende rolle i Danmark.

2) At det er positivt, at folkekirken engagerer sig. For en kirke, der holder sig væk fra hverdagen og nutiden, bliver hurtig en museums-kirke – og så er der ingen grund til at have en kirke. Ved at engagere sig viser folkekirken derimod sin berettigelse i nutidens danske samfund som statskirke og som samlende faktor i det danske samfund.

3) At kristendommen handler om at hjælpe de svageste og tale kærlighedens sag – det var og er Jesus liv det stærkeste vidnesbyrd om – og det kan aldrig være selvgodt. Tværtimod er kristendommen det modsatte af selvgodhed og egoisme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk