Påsken – kort oversigt

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thoughts on “Påsken – kort oversigt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *