Anerkendelsens betydning

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere – og skribenter:

En konsulent var på besøg på min arbejdsplads forleden dag. Jeg kendte ham ikke særligt godt, men han havde været så venlig at tage kage med til os alle. Jeg takkede pænt nej, med henvisning til at jeg er for tyk og derfor holder mig fra kage. Jeg fik at vide, at jeg da sagtens kunne tage et stykke – jeg kunne jo bare løbe en ekstra tur. Jeg forklarede så, at motion ikke var så ligetil for mig, hvilket medførte en belæring om, hvordan mine indre organer kun ville have godt af, at jeg rørte mig – og at man ikke kan styre alt med maden.

Se, det afførte en lang tankerække hos mig, som jeg vil prøve at dele. Manden kender mig ikke. Han kender derfor heller ikke min forhistorie. Han har naturligvis ret i, at motion er godt for mig. Og jo, jeg bevæger mig skam også – men det er gåture og ikke løbeture – og lige nok til at sundhedsmyndighederne siger, at det er tilstrækkeligt til, at mine indre organer har det fint.

For hvad den fremmede konsulent ikke ved er, at jeg har gigt i knæene – og i øjeblikket går til kiropraktor for at få udbedret min nakke og ryg, så jeg ikke længere har konstante smerter. Faktisk så gør jeg det så godt, som jeg kan i min nuværende situation. Jeg kæmper endda for at få det bedre, så jeg forhåbentlig en dag – udover at passe mit arbejde – kan cykle en lang tur uden at knæene gør ondt, og uden at jeg skal tage smertestillende piller for at falde i søvn pga. nakke/ryg-smerter. Og jeg er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det. I går vaskede jeg køleskabet fuldstændigt fra top til tå, og jeg fik også ordnet et køkkenskab, før jeg kunne mærke smerterne komme snigende. Så jeg holdt en pause til i dag, hvor jeg så kunne fortsætte. Igen uden at det kræver smertestillende.

Men det her drejer sig jo ikke kun om mig og min gigt.

Det drejer sig om samfundet og den måde, som vi møder vores medmennesker på. Jeg kender fx en del, som synes, at ”dovne Robert” og ”fattig-Carina” bare skal tage sig sammen og komme i gang med at lave noget. Og dét hellere i går end i dag.

Robert og Carina har begge det tilfælles, at de har valgt at stille sig frem i offentligheden og fortælle om sig selv. Til offentlig beskuelse, spe og spot. Jeg siger ikke, at de ikke kunne yde mere end de gør. Men jeg siger heller ikke, at de ikke yder det, som de kan. For jeg kender dem ikke. Jeg kender ikke deres baggrund. Jeg ved ikke, hvad de har været igennem. Jeg kan ikke dømme dem.

Jeg kender derimod en masse mennesker, der har masser af succes i deres arbejde. Jeg er selv en af dem. Og ja, vi har knoklet for at nå dertil. Undervejs har vi mødt andre, som har smilet og nikket anerkendende til os, fordi vi har knoklet. Det har motiveret os og gjort os i stand til at knokle videre.

Men ikke alle, jeg kender, er endt med succes. Jeg kender også flere, som sidder i små lejligheder uden arbejde. De har også knoklet. De har bare ikke haft samme held som os andre undervejs. Ingen har nikket og smilet til dem – de er derimod blevet set ned på for at råbe for højt af deres børn, når filmen er knækket for dem.

Men de mennesker har også knoklet. Men de får ingen anerkendelse for det. Tværtimod så sammenlignes de med Robert og Carina. Og de evner ikke alle at forklare, hvorfor de ikke er som fordomme om Robert og Carina er.

Derfor: Hvis nu vi alle kunne prøve at tænke bare lidt mere positivt om vores medmennesker. Bare lige prøve at give dem en chance. Måske endda spørge om vi kan hjælpe dem med noget. Så kan det faktisk være, at de, der nu ser ned på Robert- og Carina-typerne, en dag vil opdage, at de mennesker knokler lige så meget som alle andre, bare med meget værre odds, da ingen anerkender deres kamp.

Med ønsket om en god Kristi Himmelfart lige om lidt – og større tolerance i hverdagen.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *