Ønsker Kristendemokraterne at komme i Folketinget?

Ønsker Kristendemokraterne overhovedet at komme i Folketinget? Man kan godt tvivle, når man tænker på, at partiets to hovedsager er genindførelsen af lukkeloven og afskaffelsen af den frie abort.

For det er mere end svært at samle opbakning til de to sager blandt danskerne.

Læg dertil at Kristendemokraterne ikke ønsker, at homoseksuelle skal have børn, selvom partileder Stig Grenov på DR dog slog fast for lidt siden, at homoseksuelle ikke er onde mennesker (sic!).

Det er så absurd, at det ikke giver mening. Især fordi Stig Grenov – også – taler om næstekærlighedens store betydning.

Tilsammen gør det så også, at vi er nede i noget, der minder om promiller, der kan bakke op om partiet og deres mærkesager. Heldigvis.

Danmarksbloggen er nemlig – for at sige det ligeud – glad for, at Kristendemokraterne formentlig ikke kommer ind i Folketinget.

Samme skæbne kunne Danmarksbloggen så også godt ønske overgik et andet dansk parti, der desværre vokser ret meget, fordi det taler til den indre svinehund i mennesket – og som hver femte dansker forventes at sætte kryds ved.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk