Anmeldelse: Jean de France

Qua en vis pandemi, som De, Kjære Læser, måske har hørt om, kom Danmarksbloggen ikke til premieren på Grønnegårds Teatrets opførelse af Holbergs ”Jean de France” i juni.

Til gengæld var undertegnede til stede i går på selve Bastilledagen. Frankrigs store dag, hvor Les Bleus fejrer sig selv og alt, der er fransk – præcis som Jean de France i skikkelse af Nicolai Jørgensen gør det. Tout les francais est tout grand, som han nok ville sige det.

Og sikke en skikkelse klædt i hvidt, sølv og snobbethed. Nicolai Jørgensen er en gudsbenådet skuespiller, og fra det øjeblik han svinger ind i Odd Fellow Palæets Have (hvor vi er, fordi Grønnegårds Teatrets normale hjemsted Designmuseum Danmark renoveres), er han i centrum som dén franske klovn, han gestalter.

15 uger før rejste Jean de France ellers som den bortlovede unge københavnerknøs Hans Frandsen til Paris. Men her skete transformationen – la transformatión, som han sikkert ville kalde det. For ikke alene brugte Hans/Jean en ukristelig masse penge i Paris, han tillagde sig også franske eller fransklydende gloser og det, som han mener, er franske manerer. Den ene værre end den anden.

Men grinagtig at betragte og spillet med den mest udsøgte forståelse for Holbergs ønske om at vise Hans/Jean som en gennemført latterlig skikkelse.

Omkring denne hofnar danser så et væld af Holbergs kendte figurer, som vi møder igen og igen i hans komedier. Udover Nicolai Jørgensen spilles de af Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen – og de er alle sat på rette sted og plads.

Særligt lægger man dog mærke til Tom Jensen, der spiller Jean de France´s modpol og kommende svigerfar Jeronimus, hvor man bag snusfornuften og bedsteborgerligheden kort aner en lille længsel, når han mindes hans nu afdøde kone. Det er en fin detalje, selvom Jeronimus selv hurtigt glemmer det.

For man må være praktisk og sikre børnenes fremtid og egen anseelse i den lille provinsielle by, som København var i 1700-tallet – og som København måske er stadigvæk.

For komediens morale – at man skal vogte sig for at sende de unge ud og møde nye sæder – har stadig mange tilhængere. Det er også i 2021 god latin i Danmark at virke og leve efter: Ved jorden at blive, det tjener os danskere bedst. Vi kan nemlig alt det, som det er godt at kunne, og skal man endelig rejse langt, så tag til Skagen. Dér ved de også, hvad det vil sige at være dansk, som det lyder i stykket.

Det med Skagen blev så først for alvor populært lidt senere end 1700-tallet, men det er ok at få det hip med. Uge 29 – også kaldet Hellerup-ugen – i Skagen nærmer sig. En uge, som på mange måder minder om Jean de Frances krumspring for at sige og agere på de rigtige måder. Følge den seneste mode.

Der blev derfor også grinet anerkendende, når nutiden blev draget ind, selvom stykket mestendels er klassisk Holberg med komikken og de små hip. Men også de ting, som er ren 1700-tal, og som man måske ikke ved i dag.

Som fx at når man dengang gav hinanden hånden på, at man ville gifte sig med hinanden, så var det juridisk bindende. Altså en trolovelse – og derfra måtte man gerne sove sammen, også selvom vielsen i kirken først fandt sted uger/måneder senere.

Således bliver man beriget i forestillingen, der er gedigen underholdning, som slubres ned i store slurke af et publikum, der for en dels vedkommende måske ikke har været i teatret siden pandemiens start i marts 2020. Der blev i hvert fald grinet, klappet og levet med til den store guldmedalje.

Danmarksbloggen nød også den smukke sommeraften – og det sprudlende skuespil, de fine sange og alle de franske eller måske rettere forfranskede gloser, som tilsammen giver denne udgave af ”Jean de France” fem ud af seks snobber. Les snobs – som stadig findes, endda ofte i en frankofil udgave.

Så ja, en let komedie, men også til sidst et dybere filosofisk spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er den største nar?

Det skabagtige fjols, der uden andet i bagagen end fantasien og en overdreven tro på egne evner, drager ud i verden med store armbevægelser? Eller de angste, som med museskridt klumper sig sammen i egen selvtilfredshed hjemme i andedammen?

Det må enhver gøre op med sig selv.

God sommer sålænge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *