Græsk klassiker – om familier og konflikter

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere fortsætter.

Den fjerde samtale fandt sted i går, og var som de tre første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten lektor på SDU Steen Beck. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles´s Ødipus.

Ødipus er en af de mest kendte tragedier fra Antikkens Grækenland. En tragedie, som dengang fandtes i flere versioner. Men i dag er det Sofokles´s version, som er den kanoniserede version – også fordi det er den eneste, der stadig eksisterer i sin helhed.

Men der var altså andre. Vi har fx fragmenter af versionen, som Sofokles´s evige rival Euripides skrev om drengen, der blev sat ud som nyfødt, men som overlevede og vendte tilbage, hvor han slog sin far ihjel og giftede sig med sin mor, med hvem han fik fire børn, som også led en tragisk skæbne.

For hele den samlede dysfunktionelle familie omkring Ødipus har været storleverandør af stof til alle de store græske tragediedigtere – også fordi der på deres tid formentlig har eksisteret en fælles og allerede på den tid ældgammel fortælling om familien. En fortælling baseret på græske legender præcis som i Odysseen og Iliaden, som vi har stadigvæk.

Men den store fælles fortælling om Ødipus, hans forældre og hans børn er imidlertid gået tabt ligesom at mange af tragedierne er det. Tragedier, som har givet forskellige versioner af legenderne, men som altid har haft en klar morale:

Nemlig at når man trodser guderne og går imod den naturgivne orden, så går det ilde for én selv – og for ens familie – og dermed også for samfundet. For familien er den enhed, der bærer samfundet, og familiens opløsning er samfundets opløsning.

Det er et generelt tema, som vi også ser i andre klassiske fortællinger gennem tiderne som fx Shakespeares stykker, men også moderne tv-serier baserer sig på den samme blanding af arketyper og konflikter.

Gårsdagens gæst lektor Steen Beck, der er specialist i HBO-serien ”Game of Thrones”, havde også et stort arsenal af relationer og handlingsforløb fra den populære serie, der var nærmest 1:1 paralleller til de græske tragedier.

Men ”Game of Thrones” er ikke alene. Andre serier, som man kunne nævne, er fx de danske tv-serier ”Rejseholdet” og ”Ørnen”, hvis personer er hentet fra hhv. græsk og nordisk mytologi. Skabelonerne holder nemlig, når man tager arvegodset til sig, og blander det på en intelligent måde – og alle klassikere bygger på andre klassikere.

Noget af det mest interessante kom Marcel Lysgaard Lech imidlertid med, da han beskrev Ødipus som et søgende menneske. Et menneske og ikke en konge. Derfor har han også med vilje undladt ordet konge i sin oversættelse og kalder blot tragedien for Ødipus. Fordi Ødipus er et menneske, der smides ind i verdenen, en verden som er fuld af lidelse.

En verden, hvor Ødipus stædigt søger svar på alt – og stiller hele 123 spørgsmål på græsk, 142 på dansk, men ikke får svar på nogen af dem. Eller der vil sige, jo han får af og til et svar, men det er et la-la-svar. Eller også vil han ikke forholde sig til svaret, som da han får at vide, at han er faderens morder – og at han har giftet sig med sin mor og med hende fået fire børn.

Da det så står klart for ham, at den er god nok, så stikker han øjnene ud på sig selv, for som han siger: Jeg er gået blind igennem livet, selvom jeg kunne se. Nu blinder jeg mig selv – og så kan jeg se.

Det interessante i det er, at hos grækerne er det at kunne se solen = at leve. Så ved at blinde sig selv straffer Ødipus sig selv mere end ved at begå selvmord. Han sætter sig altså i en ikke-eksistens, hvor han er bevidst om, hvad han har gjort. Han vælger selvplageriet frem for at blive udfriet fra smerten.

Det er enten mod – eller masochisme. Der findes så også en fortsættelse ”Ødipus i Kolonos”, hvor han som gammel finder fred, og får en slags svar fra guderne – især Apollon. Den er så ikke ligeså kendt – desværre. For den kunne måske give alle martrede sjæle trøst. I Antikken fandtes der også et Ødipus-tempel ved Kolonos i udkanten af Athen, så måske man kunne gå derhen og få svar, når man ikke kunne forstå, hvad der skete i ens liv = hvordan man havde gjort guderne gale eller sure.

For vi er alle mennesker, og vi søger alle at forstå – og at spejle os, og det er en vigtig pointe. Og ligesom i Antikken så kan vi også i nutiden lide at se på andre familier – og her er ingen bedre end kongefamilierne, som har konflikter, der minder om alle andre familiers konflikter – men her tilsat tiaraer, apanager og kongerøgelse, og så er det pludselig meget mere spændende og pikant.

Danmarksbloggen kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på den omtale, som det altid giver i medierne, når Europas kongefamilier opfører sig på måder, som ikke stemmer overens med tidens moral som fx i England med de nu afgåede medlemmer Harry og Meghan, der først brugte en masse penge og skabte en masse postyr, og derpå forlod skuden, inden nogen kunne nå at sige God save the Queen.

Men der er også gang i konflikterne i andre kongefamilier, som fx i Sverige med kongens yngste datter prinsesse Madeleine, der sammen med mand og børn lever et luksus-driver liv i Florida (delvist finansieret af apanagen) til stor forargelse for mange svenskere og konstant irritation for hendes far, der ellers troede, at han havde sikret datteren en god fremtid, da han sørgede for, at hendes første forlovelse blev brudt.

Sveakongen brød sig nemlig ikke om, at den første forlovede, en velhavende svensk advokat, havde været i seng med en norsk kvinde få måneder inden forlovelsen samt gjort en svensk kollega gravid. Dobbeltmoralen var så til at få øje på, da det nogenlunde samtidig kom frem, at kongen trods at han har været gift i mange år, selv igennem en længere periode havde haft et forhold til en sangerinde fra popgruppen ”Army of Lovers”.

Det hjalp så heller ikke noget at adskille prinsessen og advokaten. For som altid kan mennesket ikke gøre noget, hvis skæbnen vil noget andet.

Den svenske prinsesse opførte sig også ligeså viljefast, handlekraftigt og i sine følelsers vold som en Medea, da hun i de samme timer, som nyheden om den brudte forlovelse kom ud, rejste til New York, hvor hun hurtigt forelskede sig i en britisk-amerikansk forretningsmand, som hun nu er gift med – men som har været involveret i flere hedgefonde og andet, der ikke opfattes som det mest moralske.

Så en tilværelse i luksus med en mand med et blakket ry var åbenbart hendes skæbne, hvis man tror på determinisme – og det gør en del faktisk.

For som Steen Beck gjorde opmærksom på, så kan vi godt lide tanken om den dybe skæbne – også selvom vi lever i en sekulær verden baseret på Oplysningstidens idealer.

Gad også vide hvad Sofokles og Euripides kunne få ud af historien om den svenske prinsesse? Den udvikler sig endnu. Senest har den svenske konge taget de kongelige titler fra hendes børn, som nu heller ikke kommer til at kunne få apanage. De tre små børn er med andre ord smidt ud i kulden som en anden Polyneikes, hvis man ser det fra deres moders side.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en god græsk tragedie – eller måske bare et godt gammeldags leverpostej-drama – men med royalt glimmer, og dem følger moderne mennesker ligeså levende med i som de gamle grækere fulgte med i tragedierne, når der var festival til Dionysos´s ære.

For som Steen Beck sagde det: Så fik vi forvredet vores syn på kultur i 1800-tallets guldalder, og har lige siden opfattet finkultur og folkekultur som to forskellige ting.

Men det var de ikke – hverken i det gamle Grækenland eller på Shakespeares tid. Der blev hujet, drukket igennem og levet med for fuld skrue, når begivenhederne udfoldede sig på scenen. Det kunne vi godt genopleve, tænker Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk