Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1950´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1950´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1950´erne: The New Look

Krop og frigørelse hænger uløseligt sammen.

Men i 1950´erne var det pæne look stadig på mode, endda i en version, som modeskaberen Dior døbte ”The New Look” – som var en stil med en smal talje, der blev markeret med feminine skjorter eller jakker med talje og skød, stor, brusende nederdel, sko med lette hæle, hat og handsker. Stilen og navnet kom egentlig allerede i 1947, men den påvirkede modebilledet gennem hele 1950-årtiet.

Det er en meget feminin stil, som mange stadig forbinder med den glamour, som de store Hollywood-film fra perioden også repræsenterer. Og som især eftertiden læser ind i 1950´erne, fx i alle tiders ungdomsfilm ”Grease”, som selvom den er fra 1978, er et portræt af 1950´erne, der stadig ses af unge piger. Men stilen dyrkes også i de mange film og tv-serier, som der siden hen er lavet med netop denne tidsepoke som ramme.

Fortiden er også dejlig nem at håndtere, også når tesen er, at dengang var mænd rigtige mænd – og kvinder var rigtige kvinder – hvad det så end er. Og vi danskerne kunne skam også være med.

Dansk films formentlig mest romantiske øjeblik stammer nemlig også fra 1950´erne, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer i ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951 danser alene rundt i den tomme dansesal til tonerne af sangen ”Den allersidste dans”.

Det er ren 50´er-nostalgi med ham i uniform og hende i hvid, flot kjole, når de sammen svinger sig i dansen, mens han synger.

Sangen, der har melodi af Kai Normann Andersen, holder endnu – også fordi Kim Larsen har givet den nyt liv med stor respekt for det vemod, som den mest af alt handler om, når natten er forbi, og det er tid til at drømme og sværme om evig kærlighed. Og måske allermest den kærlighed, man aldrig fik – og derfor heller aldrig glemmer.

Om Georg Jorgensen – eller rettere Christine Jorgensen – også kunne lide filmen og melodien, vides ikke. Men her var der i mere end en forstand tale om New Look.

Christine Jorgensen, der efterfølgende fik sig en karriere i Hollywood, og som så strålende ud, startede nemlig ud som en mand, men blev som den første i verden kønsskifteopereret om til en kvinde – og det endda i Danmark, inden hun i 1954 rejste hjem til New York igen, hvor den danskfødte nu kvinde, havde sin base, som ikke kun blev brugt til glamour, men også til at tale transseksuelles sag.

Virkelighedens verden handlede selvfølgelig ikke (kun) om muser, kjoler, køn, kærlighed og sange.

Virkelighedens verden var en hel anden i 1950´erne – omend kvinderne kom endnu mere frem..

Reelpolitisk betød det mindre, men symbolsk var betydningen stor, da Grundlovsændringen i 1953 gjorde det muligt for kvinder at arve tronen. Altså et skifte, der gjorde den 13-årige prinsesse Margrethe til kronprinsesse og senere regerende dronning af Danmark.

Danmark fik også sin første kvindelige borgmester i årtiet, nemlig Eva Madsen i Stege på Møn, der blev borgmester i 1950. Ikke pga valg, men fordi den forrige borgmester døde i et trafikuheld. Dog var det hende, som der blev peget på.

Men for langt de fleste kvinder var det i 1950´erne – trods forbedrede arbejds- og barselsforhold – stadig hårdt at være kvinde, især hvis man var en af de mange, der ikke havde en mand, der tjente rimeligt godt. Kvinder med egen uddannelse – og deraf mulighed for et spændende job – var også stadig et fåtal.

Op igennem årtiet blev det dog muligt for flere og flere kvinder at gå hjemme, og det var for mange noget, som de skattede meget højt. Så kan nutiden dømme de kvinder og kalde dem bagstræberiske, men var de nu også det?

Historien skal altid bedømmes på samtidens og ikke nutidens præmisser – og hvis valget stod imellem at bo i tredje baggård på Nørrebro og knokle på en fabrik – og lave alt derhjemme – eller bo i Hvidovre i en af de (dengang) moderne lejligheder og kunne gå hjemme og ”kun” have ansvaret for hus og børn, ja, så tror jeg nok, at de fleste – også nutidskvinder – ville vælge at gå hjemme.

En af dem, som kendte til bagsiden af medaljen, var Tove Ditlevsen (1917-76), dette følsomme og sarte menneske, der skrev så stærkt om det at være pige – og kvinde. Hun debuterede allerede i 1939, og hun breder sig over mange årtier i dansk historie.

Men der skal skrives om hende netop her i 1950´erne, hvor de pæne piger begyndte at gøre oprør på måder, som de aldrig havde gjort det før, hvor der blev kæmpet kampe – også og måske især indeni pigerne og kvinderne selv, som der ikke var blevet før. Kampe, som også prægede Tove Ditlevsens liv og digtning hele vejen.

For både på papiret og i livet kæmpede hun med sig selv og sit komplicerede sind, som på den ene side gav hende evnen til at udtrykke sig smukt, poetisk og lyrisk som ingen andre i 1900-tallet, men som på den anden også betød, at hun til sidst ikke magtede mere og begik selvmord.

Men inden da havde hun forfattet digte og romaner som ”Pigesind” (1939), ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), ”Jeg er din barndoms gade” (1942), ”Kvindesind” (1955), ”To som elsker hinanden” (1960) og mange andre om så forskellige emner som kærlighed, overgreb, misbrug, opvæksten på Vesterbro, kvindens kærlighedsløse liv i middelklassen og meget mere.

Dén dag i dag citerer mange unge kvinder Tove Ditlevsens digt fra 1942, hvis de holder en tale til deres mand under bryllupsmiddagen:

Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit. 

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Mange kunstnere har også brugt hendes ord – mest kendt er nok Anne Linnets musik til ”Barndommens gade”.

Kunstnerne fyldte meget i 1950´erne – og på nær dansk films store helt Paul Reichhardt var det kvinderne, der tegnede billedet: De to gange Bodil og en gang Helle, der alle tre stod for den glamour, som både damebladene og filmens verden dyrkede.

Vi starter med Helle Virkner (1925-2009), der er kendt for et hav af roller på film og teater. Mest kendte på film er hendes roller i ”Poeten og Lillemor-filmene”, i ”Huset på Christianshavn” og så selvfølgelig rollen som Elisabeth Friis i ”Matador”. På teatret var hun både udøvende kunstner og direktør på blandt andet ABC-teatret.

Men også Helle Virkners privatliv er kendt. Tre gange var hun gift, mest kendt er ægteskabet med den danske statsminister Jens Otto-Krag, som hun blev gift med i 1959. Et ægteskab, der betød, at hun også kom på mange rejser og mødte mange statsoverhoveder – og at en del kaldte hende for den danske Jackie Kennedy.

De mindede også lidt om hinanden, den amerikanske præsidentfrue og den danske statsministerfrue. De havde i hvert fald begge en sikker feminin stil – helt i tro med tiden. Helle Virkner var så modigere, når hun sammen med kollegaen Malene Schwartz spillede Nyhavns-luder i Cirkusrevyen.

Eller da hun efter skilsmissen fra Krag selv gik ind i politik, og i flere år var en del af byrådet i Frederiksberg kommune for Socialdemokratiet.

Stil, ynde og skønhed var der også over Bodil Kjer, som Helle Virkner i øvrigt overtog en rolle fra på Det Kgl. Teater, da Bodil Kjer måtte flygte til Sverige.

Bodil Kjer (1917-2003) er en af dansk film og teaters helt store skuespillerinder. Hun var stort set gennem hele karrieren knyttet til Det Kgl. Teater, hvor hun spillede både Holberg-komedier, dramatiske roller som Lady Macbeth og Medea samt mere moderne partier som Maggie i ”Kat på et varmt bliktag”.

Men også på film spændte hendes vingefang bredt. Fra titelrollen i ”Jenny og Soldaten”, som er en ret ukendt filmperle over musen i ”Mød mig på Cassiopeia” til titelrollen i Panduros ”Bella” samt en rolle i den Oscar-vindende ”Babettes gæstebud”.

Sidst i karrieren rejste hun i mange år rundt med Ebbe Rode og optrådte med forestillingen ”Kærestebreve”.

Hun modtog selvsagt også et utal af æresbevisninger, altid med samme glæde, kløgt og humor, som hun også mødte sine medmennesker og sin omverden med.

Det er derfor også nærliggende at spørge, om hun har lagt navn til Bodil-prisen?

Og ja, det har hun – sammen med Bodil Ipsen, der er en generation ældre, men som også var en grande dame, der ligesom Bodil Kjer spillede både komedier, tragedier og moderne stykker – og både film og teater – og det i dén store stil og format, så vi skal tilbage til en Johanne Luise Heiberg og op til Ghita Nørby for at finde noget tilsvarende.

Dansk teaters fire store damer er nemlig (indtil videre) disse fire: Johanne Luise Heiberg, Bodil Ipsen, Bodil Kjer og Ghita Nørby.

Den første Bodil blev i øvrigt uddelt i 1948 – efter sit amerikanske forbillede Oscar´en.

Og det var netop Bodil Kjer, der vandt den for bedste kvindelige hovedrolle for indsatsen som Jenny i ”Jenny og Soldaten”. Poul Reichhardt vandt den også for bedste mandlige hovedrolle i samme film. Og filmen fik også en Bodil for bedste film.

Skuespillerinder var også populære i 1960´erne, men der skete også mange andre ting. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk