Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.  Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905
00´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6912

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1990´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 1900´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1990´erne: Guldpigerne

Berlinmuren faldt i 1989 og med det indvarsledes en ny tid, der kun varede i små 12 år til den skæbnessvangre septemberdag i 2001, hvor verdenen ændrede sig totalt, og dagsordenen blev den, som vi stadig lever med.

Ligestillingen var stadig et emne, som fyldte i 1990´erne, hvor der blev fejret fine triumfer. Og især 1995 var et stort år, hvor Bodil Nyboe Andersen blev den første kvindelige nationalbankdirektør, Lise-Lotte Rebel den første kvindelige biskop, Nina Smith den første kvindelige økonomiske vismand og Hanne Bech Hansen den første kvindelige politidirektør. To år forinden var den radikale – og nuværende kulturminister – Marianne Jelved blevet Danmarks første kvindelige økonomi-minister.

Kvinderne satte sig altså på tunge – og guldrandede – økonomiske og juridiske positioner i det danske samfund.

Men også på sportsfronten tog pigerne guldmedaljen. Tre gange i træk – til OL i 1996, i 2000 og i 2004 vandt Danmarks håndboldpiger – de jernhårde ladies – guldmedaljer. Læg dertil en VM- og en EM-titel samt diverse sølv- og bronzemedaljer. Elleve medaljer i alt igennem de gyldne år. Mændene kan til sammenligning fremvise 2 EM-titler i det hele taget gennem alle tider – og ikke en eneste OL-medalje.

Så bemærkningen: ”Livet er for kort til kvindefodbold” kunne passende modsvares med … og for kort til mandehåndbold. Dén lukkede i hvert fald af og til munden på mændene i 1990´erne, når de begyndte på at sige, at kvinder og sport ikke hang sammen.

Men ikke alt var bolde i luften og stor alvor. Der var også plads til latter og grin i 1990´erne.

Det sørgede de to damer Anne Marie Helger og Lisbeth Dahl for på hver deres måde. Anne-Marie Helger iført farverige gevandter i sine politiske shows, hvor hun talte magten og kapitalen midt imod – og Lisbeth Dahl på scenen mange steder, men især i Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun stadig regerer som dansk revys´s ukronede dronning.

For Lisbeth Dahl er den eneste, der kan sammenlignes med Liva Weel, og som vel også overgår fru Weel, da Lisbeth Dahl ikke kun kan stå på scenen, men også kan både instruere, stå med ansvaret og spille mange andre slags roller – også på tv – når hun får lov.

På litteraturfronten var især Hanne-Vibeke Holst og Jane Aamund populære. Hanne-Vibeke Holst var og er meget optaget af kvinder og de valg, som kvinder står overfor i deres liv. Valg, som er fulde af modsætninger, konflikter og omkostninger – og som mange kvinder kan identificere sig med, når de læser hendes bøger. Men også det storpolitiske spil og hendes egen baggrund skriver Hanne-Vibeke Holst om. Jane Aamund tager også ofte udgangspunkt i egen familie – og går tit langt tilbage i slægten og til andre verdensdele. Men også hendes eget liv tages under behandling og beskrives meget åbent.

Det nære, det hjemlige var nemlig på mode – og de fleste danske kvinder var ikke særligt politisk interesserede i 1990´erne.

En undtagelse var dog Kylle, Pylle og Rylle, som de blev kaldt med henvisning til Andersines niecer fra Andeby. De kom fra blå lejr og var alle kønne, unge og veluddannede. Sociale problemer interesserede nemlig ikke Henriette Kjær, Lene Espersen og Gitte Seeberg, der kom i Folketinget for Det Konservative Folkeparti i 1994, og som alle klarede sig vældig godt. I dag laver de dog alle tre noget andet. Henriette Kjær arbejder som rådgiver og lobbyist på Christiansborg, Lene Espersen er administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder, og Gitte Seeberg er generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Noget, de hver for sig er godt tilfredse med.

For det handlede – også i 1990´erne – om den enkelte og vedkommendes egne mål, også selvom der ikke var ligeløn. Men i en opgangstid som 1990´erne betød det mindre for langt de fleste kvinder, der oplevede, at de havde rigeligt med midler til at få opfyldt deres drømme og realisere sig selv, både herhjemme og på den obligatoriske dannelsesrejse til fjerne destinationer.

Mændene var også med på dén trend, blandt andet prins Joachim, der i 1995 giftede sig med den nuværende grevinde Alexandra, som han havde mødt, mens han boede og arbejdede for A.P. Møller i Hong Kong. Ægteskabet med den østrigsk-kinesisk-engelske kvinde holdt ikke, men det var et typisk eksempel på de internationale bånd, som der blev knyttet mange af i 1990´erne.

Verden var nemlig mere åben i 1990´erne end den nogensinde har været før – og siden. Det var en tid, hvor alle – stort set – kunne rejse frit rundt i hele verden uden at risikere noget.

Det kunne man ikke i 00´erne. Tværtimod blev verden mindre og langt mere angst og lukket, også og måske især for kvinderne. Det skal vi høre om i morgen i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har revyen en fremtid i Danmark?

Revyer har igennem mange årtier været en fast del af det danske sommerland, men vil det fortsætte? Vil der også være revyer i Danmark om 10-20 år?

Revyer i betydningen en blanding af satire, sketch, dans, det tankevækkende og det gode grin.

Som i årets Cirkus-revy med Ditte Hansen, der gestalter Helle Thorning og siger VI GJORDE DET til at have ødelagt samfundet. Som betoner, at Løkke ville skabe ulighed og ødelægge velfærden, men det kunne han ikke. Men VI GJORDE DET!

Eller Niels Olsen som lummer voyour, der afslører socialt bedrageri og bliver seksuelt tilfredsstillet af det.

Eller Ulf Pilgaard, der som dansk entreprenør synger om Grønlands undergrund som grønlænderne er for dumme til at tage sig af, så det må de hellere overlade til folk som ham og drikke videre som de plejer. Men også dyb og tankevækkende, da han som dansk soldat slukker og lukker i Afghanistan.

Eller Andreas Bo i en fuldstændig forrygende præstation hvor han ene mand på scenen parodierer et hav af kendte, deriblandt de andre i årets Cirkusrevy, til en prisuddeling. Årets revynummer simpelthen.

Og så genkendelsen: Lisbeth Dahl i blomstret kjole og røde sko, der danser cha-cha og synger falsk med dårlige rim, og samtidig kritiserer kapelmesteren for at spille forkert. Hun er ikke til at stå for, heller ikke i dén rolle, der er blevet Lisbeth Dahls signatur-rolle præcis som Dronninge-parodierne er Ulf Pilgaards.

Cirkusrevyen er dansk sommerrevy, når det er bedst: Morsomt, samfundskritisk og underholdende – men vil det fortsætte?

Jeg kan godt tvivle, når jeg ser hvem, der sidder på bænkene og ler med – og ser en gennemsnitsalder, der er noget højere end til for eksempel stand-up-shows.

Men betyder det, at den danske revy nærmer sig sit endeligt? Det håber jeg ikke.

For Danmark har brug for scener, hvor underholdning, latter og samfundskritik går op i en højere enhed. Hvor spøg og alvor mødes og danner dette finurlige rum, hvor der er plads til det hele. Det rum, som er revyens adelsmærke, når den lykkes.

Det rum, hvor der bliver sagt de ting, som det kan være svært at sige i den offentlige debat. Det rum, hvor der bliver gjort grin med alt og alle i det danske samfund, og hvor “ofrene” som regel ler hjerteligt med, når de grilles på scenen.

Den danske sommerrevy er med andre ord en nødvendig ventil i det danske samfund. Derfor skal vi også værne om den.

For vi kan ikke undvære revyen, men den skal også udvikles, hvis den skal have en fremtid. Udvikles så den bevarer sin egenart, men også passer ind i tiden. Dét er en svær øvelse, men det må kunne lykkes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk