Statsministerens nytårstale

Så har statsministeren holdt sin valgtale – undskyld nytårstale.

For det var et reelt valgoplæg, som Mette Frederiksen kom med fra et tåge-dækket Marienborg. Et valgoplæg, som delte sig i tre hovedområder:

  1. Den grønne dagsorden – hvor Danmark skal være et grønt foregangsland. Man skal fx kunne flyve grønt på en indenrigsrute i 2025 – og i 2030 skal al indenrigsflyvning i Danmark være grøn. For det nuværende politiske flertal svigter ikke, lød budskabet. Det vil mange med interesse for at bevare Amager Fælled og undgå Lynetteholmen så ikke være enige i.
  2. En stram indvandrerpolitik med begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, med flere kvinder af udenlandsk herkomst i arbejde – eller som det hedder fra Mette Frederiksen: Logisk arbejdspligt, så passiv forsørgelse afløses af ret og pligt. Det vil også være godt for ligestillingen og integrationen – og det vil mindske børnefattigdommen, mener hun.
  3. Velfærd. Vi kan ikke spare os til mere velfærd, lyder budskabet fra statsministeren. Vi skal ind til kernen, ind til hjerterummet og mindre kontrol, og det skal fx gøres ved, at alle kommuner i Danmark selv skal bestemme, hvordan børnehaverne, folkeskolerne og ældreplejen skal indrettes. Det lyder lidt som væk med Djøferne og deres ligegyldige projekt-og-kommunikations-fnidder-fnadder – og er noget, som mange potentielle socialdemokratiske vælgere vil kunne lide.

Mange vil også kunne lide den sundhedsreform, som der tales om.

Der er også kun 518 dage til der senest skal være folketingsvalg i Danmark igen – og Mette Frederiksen vil gerne kunne huskes på andet end Corona, mink og sms´er.

Derudover fik Mette Frederiksen tid til at nævne Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, som falder sammen med Danmarks 50 år som medlem af det, der i dag hedder EU – og som engang var en kul-og-stål-union, men som statsministeren i dag kalder en klima-union.

Det klinger lidt hult … ligesom at Danmarksbloggen ikke er sikker på, at statsministeren har ret, når hun siger, at et svagt Europa er et svagt Vesten. Ikke hvis man med Europa mener EU, som mere er en kolos på lerfødder styret af en elitær overklasse i Bruxelles, som ingen almindelige mennesker i medlemslandene kan nå.

Det er i grunden også ret paradoksalt, at statsministeren indenrigspolitisk vil have beslutningerne på det lokale niveau, men de skal op på det internationale niveau, når det gælder udlandet. Men det er ikke vejen frem.

Vi skal have magten tilbage til nationalstaterne.

Og ja, det kan lade sig gøre. NATO er fx ældre end EU, og fungerer stadig – ja, er endda vældig stærk, måske fordi NATO holder sig til en enkelt opgave (forsvar), og består af selvstændige stater.

EU kunne – og burde – være det samme, hvis EU handlede om noget så enkelt som handel mellem selvstændige lande. Sådan startede EU – og sådan skal EU være igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *