Hvorfor skal håndbold-VM ikke til København???

Lad det være sagt med det samme: Overskriften på dette indlæg indeholder en del ironi.

Sagen er nemlig den, at Dansk Håndbold Forbund i sidste uge udpegede Næstved, Frederikshavn, Kolding og Herning som værtsbyer i forbindelse med VM i kvinde-håndbold i 2015, som skal afholdes i Danmark.

Læs evt. artikel her: http://www.dr.dk/Sporten/Haandbold/Landshold_kvinder/2014/07/07/0707085605.htm

I artiklen kan man også læse, at det hele slutter i Boxen i Herning, som udover indledende kampe, ottendels- og kvartfinaler altså også skal huse begge semifinaler og den store finale.

Til det siger formand for Dansk Håndboldforbund Per Bertelsen i artiklen fra DR: “Samtidig med at vi kan fortsætte det enestående samarbejde, vi i forvejen har med kommuner og spillesteder, som vi har tradition for at afvikle store arrangementer med.”

Citat slut.

NETOP: Boxen i Herning har tradition for at afvikle store håndboldsturneringer. Præcis som at København har tradition for at afvikle store internationale begivenheder som fx Klima-topmødet for nogle år siden – eller Det Internationale MGP, der løb af stablen i maj måned i år.

Men MGP´et gik i modsætning til håndbolds-VM ikke stille af. For nej, der er ingen københavnere, der brokker sig over, at Herning igen-igen har fået en stor håndboldturnering. Heller ikke selvom Herning-jyderne ifht MGP var helt fremme på banen og brokkede sig længe (og lidt stadigvæk) over, at det hele altid går til København.

Men det gør det hele jo bare ikke alligevel, vel? Herning har huset mange store sportsbegivenheder de seneste år som fx EM i svømning i december 2013 og herrernes håndbold-EM i januar i år. Og nu skal de altså også have kvindernes VM.

Så hvem er i grunden mest krævende, når det kommer til stykket: Jyderne, der storbrokker sig hver gang, de ikke får noget – eller københavnerne, der ikke siger noget, når det går til jyderne?

Så nej, hvis noget spørgsmål ifht placering af diverse events på dansk jord har sin berettigelse, må det derfor være dette:

HVORFOR SKAL HÅNDBOLD-VM IKKE TIL KØBENHAVN? Det kan da ikke være meningen, at det skal være jyderne, som skal have alle store sportsbegivenheder som fx håndbold – bare fordi der er flest jyder, der spiller håndbold.

Eller også så skal det netop være sådan: Være sådan at vi alle gør det, som vi er bedst til. Det kunne faktisk give god mening.

Og så skal jyderne absolut have samtlige håndbold-turneringer og også en del anden sport – ligesom at København skal have de store, internationale begivenheder.

For nok har en masse danske byer meget at byde på – set med danske øjne. Men set med de internationale briller er der kun en dansk by, der kan være med – og det er København.

Og i stedet for på sand jantelovs-manér at brokke sig og hakke ned på landets hovedstad, så ville det klæde danskerne i både øst og vest at bakke op om og være stolte af deres grønne, levende og internationale hovedstad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *