I denne yndige og frydefulde sommertid iler Danmarksbloggen med en jordbær-reminder.
For det er vigtigt at huske at få masser af de søde, røde jordbær, som der er så mange af i disse uger.
For jordbær skal nydes og spises: Ad-libitum fra bakken, sammen med mælk eller fløde i en dyb tallerken, skåret ud i skiver og drysset med sukker på hvidt brød som jordbærmadder, blandet sammen med marengs, flødeskum og vanillesukker som eton mess, og hvad man ellers kan finde på.
Jordbær er pragtfulde, og sommertid er jordbærtid. Skøn, skøn jordbærtid.
Og når der spises jordbær, så samles der sol, lys og sommer, så lagrer vi kraft og saft til at tære af i den kolde tid. Og dét har vi brug for.
Især når vi husker at nyde jordbærrene og dét Danmark, der er allerskønnest her i de lange, lyse dage og de korte, lyse nætter.
Så spis (en masse) jordbær.
Carpe diem, grib dagen, sagde romerne. De havde ret.
Grib sommerdagen, gør den og Danmark til en oase af varme, lys og kærlighed for alle, der møder dig – og alle de andre, der vælger de søde jordbær og glæden og kærligheden til fremfor de sure rønnebær, mismodet og misundelsen.
For vi er altfor gode til her til lands at fokusere på efterårets mørke, kulde og regn, på de sure rønnebær, mismodet og misundelsen – på griskheden og grådigheden.
Lad os istedet lære at være gavmilde og at nyde sommerens lys, varme og sol, de søde jordbær, glæden og kærligheden, når de er der – og tænke med taknemmelighed på det hele om efteråret, drømme om det om vinteren og glæde os om foråret til det altsammen kommer igen.
Til det bliver sommer igen – jordbær igen.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Nu har jeg fået lyst til jordbær