Kristne grave i Ribe som propaganda for Dansk Folkeparti???

Det bliver spændende at følge med i, om Dansk Folkeparti bruger et nyligt arkæologisk fund i Ribe som propaganda for deres holdninger til indvandrere af muslimsk herkomst.

Sagen er nemlig den, at man i nærheden af Ribe Domkirke har fundet beviser på, at omkring 2-3000 kristne er blevet begravet dér i løbet af 800-tallet – eller omkring 100 år før Harald Blåtand gjorde danskerne kristne i årene efter 965.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/2014-07-24-danskere-var-kristne-l%C3%A6nge-f%C3%B8r-harald-bl%C3%A5tand

Sådan et fund er selvfølgelig smadderspændende historisk set. For nej, danskerne som helhed var absolut ikke kristne i 800-tallet, men vi tillod åbenbart kristne at bo og virke i Danmark alligevel, ihvertfald i Ribe, hvor Nordens apostel, den første kristne missionær Ansgar skal have bygget den første kirke nogenlunde dér, hvor Ribe Domkirke ligger idag.

Læs mere om Ribe her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Læs mere om Harald Blåtand og de første kristne her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie del 3 og del 4:
http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
http://danmarksbloggen.dk/?p=3389

De asatro vikinger var altså tilsyneladende både rummelige og tolerante, når det drejede sig om tro – og også mere end Dansk Folkeparti og mange danskere er det idag.

Danmarksbloggen kunne derfor godt forestille sig, at Dansk Folkeparti kunne finde på at bruge historien fra Ribe til at hævde: SE VI HAR RET. Vi skal passe på med, hvem vi lukker ind i landet.

Danmarksbloggen kan høre – ikke Thuelsen Dahl eller andre prominente DF´ere – men nogle lidt længere nede i rækkerne sige følgende: Danskerne har siden vikingetiden været altfor godtroende. Dengang lukkede vi en lille gruppe kristne ind, og se hvad der skete? Vores gamle asatro forsvandt, og de kristne overtog hele landet. Det er så også ok – det var trods alt en dansk konge, der gennemførte kristningen. Men ligenu er vi i samme farlige situation med muslimerne. Dem har vi også selv lukket ind, og hvis ikke vi passer på (læs: får dem smidt ud), så ender det med, at de (muslimerne, red.) overtager Danmark, der så bliver et muslimsk land med sharialov, minareter, burkaer og hele pivtøjet. Ja, det har formentlig hele tiden været deres plan.

Danmarksbloggen er ikke enig. Danmarksbloggen tror ikke på, at muslimerne pønser på en magtovertagelse i Danmark. Danmarksbloggen mener heller ikke, at det er et problem at lukke andre grupper ind i Danmark.

Tværtimod så mener Danmarksbloggen, at vi beriges af forskellighed og nye input – men selvfølgelig at vi også skal værne om de gode frihedsrettigheder som demokrati og menings-, tros- og ytringsfrihed. Dét siger sig selv. Men det kan vi netop bedst, hvis vi åbner op og lukker ind – og selv går forrest med et godt eksempel.

Så er det også lettere at forlange respekt og tolerance af andre. For nej, vi må heller ikke være naive. Dér findes bindegale fundamentalister som imamen fra Aarhus, der mener, at jøderne skal dø. Folk som ham skal vi selvsagt ikke acceptere, men han er ikke alle muslimer. Heldigvis.

Det gælder om at bevare fornuften og evnen til at skelne … og dét kunne de gamle vikinger i Ribe for over 1000 år siden. Lad os være ligeså gode og kloge som dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk