Anmeldelse: “Helligtrekongersaften”

Man ved, at højsommeren nærmer sig, når der er premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og i år er skibet ladet med Shakespeare og hans ”Helligtrekongersaften”.

Skibet skal tages helt bogstaveligt, for scenen er bygget som et kolossalt skib i blå og grønne nuancer med lidt hvidt og tre gule stole. Både i bredden og højden fylder skibet også godt ud og danner rammen om en af mesterens klassiske forviklingskomedier om længslen efter kærlighed, menneskenes mange dårskaber i den forbindelse og alt det andet, som i vor tid er ligeså basale livsvilkår, som de var det på Shakespeares tid.

Til premieren i går aftes var det også et særdeles veloplagt publikum, der bænkede sig med tæpper, rosévin og hvad der ellers måtte være tilbage fra den picnic, som mange havde holdt inden forestillingen på det grønne græs omkring de røde tilskuerbænke.

Der var derfor en afslappende stemning med masser af grin og udbrud, som mindede undertegnede lidt om den medlevende atmosfære, man altid oplever på det genopførte Globe Theatre i London – dér hvor man spiller Shakespeare på originalsproget, endda i den gamle engelske version, men som regel i et nyt og anderledes regi.

Det samme gør Grønnegårds Teateret. Her er det også klassisk Shakespeare, når det kommer til det sproglige, hvor man havde valgt Niels Brunses oversættelse, så man får så mange lag med som muligt. Og ja, blankvers kan godt lyde tørre for nutidsører, men de er også en del af Shakespeare, som man ikke kommer udenom, hvis man vil lære mesteren ordentligt at kende.

Det bliver til gengæld farverigt, når det kommer til kostumerne, hvor der ikke var en eneste nuance på paletten, som ikke sås på scenen – og ofte tilsat lidt eller meget guld. Det gav alt sammen stykket ekstra kant.

En af de mest markante var den nærmest skrigende gule, som en stærkt spillende Ann Eleonora Jørgensen optrådte i, mens hun øvede sig på at smile og trække op i skørterne. Ann Eleonora Jørgensen har før stået på scenen i Grønnegårds Teatret, og hun er en gave til det klassiske teater, da hun har både den dramatiske sans og den komiske timing – og så det der udefinerbare, som i mangel af bedre kaldes udstråling og evnen til at komme over scenekanten.

Det samme kan siges om Troels Lyby, der virkede mere end overbevisende i rollen som den elskovssyge hertug Orsino, der nok kan besejre en hel verden, men ikke kan hitte ud af sit eget følelsesliv.

Men også Niels Ellegaard viste, at han kan mere end være sjov i et telt på Bakken, hvorfra mange ellers kender ham på denne tid af året. Men det klæder ham at skulle være andet, selvom han OGSÅ er morsom i rollen som narren.

Julie Agnete Vang spiller grevinden Olivia med en fantastisk fornemmelse for figurens sårbarhed midt i al snobberi og forfængelighed.

Og sådan kunne man blive ved med at nævne alle skuespillerne, som også tæller Laura Bro, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle, Morten Hauch-Fausbøll, Henrik Lund og Søren Birch Plum.

For alle udfylder deres roller omkring den centrale figur Viola – eller Cesario, som hun laver sig om til, da hun iklæder sig mandetøj for at få en mulighed for i en patriarkalsk verden at danne sig den fremtid, som hun ønsker.

Hun spilles af Katrine Greis-Rosenthal med lige præcis den rette mængde sødme, gå-på-mod, energi og umiddelbarhed, som man forventer at finde hos et modigt ungt menneske, der er kastet ud i voksenlivet og skal skabe sine egne rammer – langt væk fra alt det trygge.

Grønnegårds Teatret leverer i år en forrygende aften under de grønne trækroner, hvor vi griner og frydes over de mange farver, de finurlige replikker, den glimrende komik og timing, som leveres fra sceneskibet, der sejler denne version af ”Helligtrekongersaften” sikkert i havn.

Ja, sågar en lille fægtescene snydes vi ikke for – den måtte i øvrigt godt vare lidt længere. For komik er også kroppens sprog – og også hos Shakespeare. Så lidt mere action havde klædt en ellers god forestilling.

Danmarksbloggen kvitterer med fire ud af seks guldmasker, som den grevinden koket tager på, da hun første gang møder den forklædte Viola og forelsker sig brændende i samme … fordi hun tror, at den unge kvinde er en mand …

For konventionerne skulle holdes på Shakespeares tid … også de kønslige, ja måske især de kønslige. Ellers ville samfundet falde sammen, mente man. Heldigvis er vi kommet videre. Eller er vi?

”Helligtrekongersaften” spiller til og med d. 24. august. Det er Christoffer Berdal, der har iscenesat.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk