Danmarksbloggen slutter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:
GAMLE DANSKE SANGE
Hver tirsdag i syv uger har Danmarksbloggen publiceret og fortalt om en af de gamle danske sange.
I dag – sidste gang – skal det handle om:
Den danske sang – mere end en sang om sangen
Som så mange af de andre danske sange er også ”Den danske sang” en lejlighedssang, denne gang til et stort korstævne i 1924 i København, hvor i alt ca. 25 kor fra hele landet i flere dage sang sammen og optrådte i Tivoli og på Det Kgl. Teater.
Og hvad var vel mere passende end en sang om sangen? Den blev i hvert fald et stort hit – og er det stadig. ”Den danske sang” har fx altid været fællessang ved Den Kgl. Opera´s åbne og gratis sommerkoncerter.
Forfatteren til teksten Kai Hoffmann er ikke ret kendt i dag, men dengang og i årene omkring 2. Verdenskrig var han ret kendt for hans nationale digte og sange. Han var i øvrigt uddannet jurist, så han var en meget atypisk digter.
Manden bag melodien kender alle derimod. Det er Danmarks formentlig bedste komponist nogen sinde Carl Nielsen, der fik teksten sendt fra Hoffmann selv, som mente, at der kunne blive en sang ud af digtet. Carl Nielsen var enig og skrev nærmet øjeblikkeligt en af sine bedste melodier.
Under 2. Verdenskrigs alsangsstævner fik sangen så en ekstra betydning med sin betoning af det danske sprog og den danske ukuelighed hyldet i og med netop den danske sang, som går helt tilbage til hedenold og altså de stolte vikinger.
Læs her hele sangen:
DEN DANSKE SANG
Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.
Syng endelig med … i dag og alle andre dage.
Læs tidligere indlæg her:
Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175
Du danske sommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=7181
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk