Gamle danske sange: Den danske sang – mere end en sang om sangen

Danmarksbloggen slutter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger har Danmarksbloggen publiceret og fortalt om en af de gamle danske sange.

I dag – sidste gang – skal det handle om:

Den danske sang – mere end en sang om sangen

Som så mange af de andre danske sange er også ”Den danske sang” en lejlighedssang, denne gang til et stort korstævne i 1924 i København, hvor i alt ca. 25 kor fra hele landet i flere dage sang sammen og optrådte i Tivoli og på Det Kgl. Teater.

Og hvad var vel mere passende end en sang om sangen? Den blev i hvert fald et stort hit – og er det stadig. ”Den danske sang” har fx altid været fællessang ved Den Kgl. Opera´s åbne og gratis sommerkoncerter.

Forfatteren til teksten Kai Hoffmann er ikke ret kendt i dag, men dengang og i årene omkring 2. Verdenskrig var han ret kendt for hans nationale digte og sange. Han var i øvrigt uddannet jurist, så han var en meget atypisk digter.

Manden bag melodien kender alle derimod. Det er Danmarks formentlig bedste komponist nogen sinde Carl Nielsen, der fik teksten sendt fra Hoffmann selv, som mente, at der kunne blive en sang ud af digtet. Carl Nielsen var enig og skrev nærmet øjeblikkeligt en af sine bedste melodier.

Under 2. Verdenskrigs alsangsstævner fik sangen så en ekstra betydning med sin betoning af det danske sprog og den danske ukuelighed hyldet i og med netop den danske sang, som går helt tilbage til hedenold og altså de stolte vikinger.

Læs her hele sangen:

DEN DANSKE SANG

Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175
Du danske sommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=7181

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Du danske sommer – natur, poesi og erotik

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Du danske sommer – natur, poesi og erotik

Det er Thøger Larsen, der har skrevet teksten til ”Du danske sommer” – ligesom han også har skrevet ordene til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, som Danmarksbloggen skrev om tidligere i denne serie. Læs mere her:

Og ”Du danske sommer” er da også fuld af natur og poesi præcis som ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Men den rummer så også erotik, dramatik og en accept af modsætningerne mellem det kolde og det varme, mellem lyset og mørket, som man ikke ser hos forgængeren. Noget, der også understreges i Otto Mortensens melodi.

Der er også næsten ti år imellem de to danske sange, idet ”Danmark, nu blunder den lyse nat” er fa 1914, mens ”Du danske sommer” er fra 1923. Til at starte med hed den i øvrigt ”Sommervise”.

Men det blev hurtigt ændret til det mere fængende ”Du danske sommer”, der er en hyldest til sanserne – og til den vildskab og livskraft, som der også er i den danske sommer, når det lyner og tordner. Både i naturen og i mødet mellem mennesker, der lever deres drømme – også de erotiske – ud.

Og netop hyldesten af sanserne, erotikken og sommeren er ikke hverdagskost i de gamle, danske sange. Men den findes altså her – som den findes i malerierne af nøgne, glade mennesker i sommersolen ved de danske strande, som Krøyer, Syberg og Willumsen fx har malet det.

Ren livsglæde i ord og billeder – i den lyse dag, men også i den lyse nat, når erotikken får frit spil i den fortryllende nat.

Læs her hele sangen:

DU DANSKE SOMMER

Du danske sommer, jeg elsker dig,
skønt du så ofte har sveget mig.
Snart kolde farver i sky og vand,
snart nøgne piger ved hver en strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Kom, kom, kom
i drømme gror under månens horn.

Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdomjubled’ din lovsang ud,
hun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.

Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din troldom spændte fra egn til egn.
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit hjerte er guld endda.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Som en rejselysten flåde: http://danmarksbloggen.dk/?p=7175

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Som en rejselysten flåde – mere end Jylland

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Som en rejselysten flåde – mere end Jylland

Ligesom så mange af de andre danske sange er også ”Som en rejselysten flåde” en lejlighedssang, her skrevet i anledning af Genforeningen i 1920, hvor Det Kgl. Teater fik Helge Rode til at skrive teaterstykket ”Moderen”, der handler om en mor (Danmark), der genforenes med sin søn (Sønderjylland).

Stykket havde premiere i 1921 og har musik af ingen ringere end Carl Nielsen, Danmarks formentlig bedste komponist gennem tiderne. I stykket indgår flere kendte musikstykker som ”Taagen letter” og ”Min Pige er saa lys som Rav” – og så også ”Som en rejselysten flåde”, der både dengang og i dag rammer de fleste lige i mellemgulvet med sin pompøse og jublende stil, der indimellem også bliver fin, poetisk og følsom.

Mange forbinder i dag sangen med Jylland og det brusende Vesterhav – og det handler den også om.

Men det er først og fremmest en friheds- og en glædessang over, at en tabt landsdel kom hjem igen – og at en forsikring om, at Danmark altid vil være frit – og dansk i betydningen det danske sprog, kristendommen og dette liv mellem de lyse dage og de mørke nætter. En sang, der rækker frem … i tusind år og tusind led at Danmark vil være Danmark.

Og ja, der findes en indspilning på fonografvalse, hvor Carl Nielsen selv spiller den på klaver …

Læs her hele sangen:

SOM EN REJSELYSTEN FLÅDE

Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.

Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Hvor smiler fager – også til dem der rejste ud

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Hvor smiler fager – også til dem der rejste ud

Det er forfatteren, digteren og nobelprismodtageren Johannes V. Jensen, der i 1925 skrev ”Hvor smiler fager den danske kyst”, som Oluf Ring satte musik til.

Johannes V. Jensen var på det tidspunkt meget optaget af natur og nation – og derfor lavede han denne version af en Danmarks-sang, der har mange ligheder med H. C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.

Begge handler de om den danske natur, den danske identitet og glæden ved Danmark, der er så stor, at mange på vej ud til andre lande og verdensdele vender deres skude og tager hjem til Danmark.

For denne version handler nemlig i høj grad også om de danskere, der rejste ud i verden – og hvor en del aldrig kom hjem mere, men blev derude i det fremmede – primært USA, som i årene omkring 1900 fik mange immigranter fra Europa – og også Danmark.

Og det er især til dem – og til søens folk – at denne sang er tilegnet med sit budskab om, at én gang dansk, altid dansk i hjertet.

Men vi andre – os hvis forfædre blev herhjemme – kan nu sagtens synge med alligevel. For sangen handler også om den danske sommer – og det at være dansk.

Læs her hele sangen:

HVOR SMILER FAGER

Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge.
Og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! hvor stort!

Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!

Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedes bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand.

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af den, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.

Men du, der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Det er selvfølgelig H. C. Andersen, der har skrevet ordene til ”I Danmark er jeg født”.

Det skete i 1850, og oprindelig var sangen et digt med titlen ”Danmark”.

Og digtet skulle bruges til at samle penge ind til det monument, der blev til Landssoldaten i Fredericia, og som markerede den danske sejr i Treårskrigen 1848-50. Men teksten viste sig hurtigt at kunne mere end bare at være en lejlighedssang.

Digtet – og sangen – beskriver nemlig smukkere end noget andet steds i den danske lyrik Danmark, historien, sproget, kulturen og landskaberne. Og det handler – trods baggrunden – slet ikke om hverken krig eller sejr – eller til H.C. Ørsteds utilfredshed om videnskab og de store tekniske landvindinger, som også skete på dette tidspunkt i historien.

Men det er netop disse ”mangler” sammen med skønheden i ordene, der alle handler om dansk identitet, der gør digtet/sangen langtidsholdbar – og som har betydet, at mange gennem tiderne har ment, at ”I Danmark er jeg født” var Danmarks rigtige nationalsang.

Sangen har da også det hele, når vi taler om kærligheden til Danmark. Med sin fine lyrik kalder den på den store nationalfølelse, den der ligger helt nede i hjertets dyb. Det føles simpelthen godt at være dansk, når man synger ”I Danmark er jeg født”, som er vores nationale dna.

Teksten er desuden blevet populær med flere forskellige melodier af Henrik Rung, Poul Schierbeck og Sebastian.

De fleste foretrækker dog Rungs melodi, der kan spilles, så den lyder både højtidelig og pompøs – eller stille og følsomt. Det kommer helt an på anslaget og instrumenterne.

Læs her hele sangen:

I DANMARK ER JEG FØDT

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Sommer og lyse nætter hører sammen i Danmark. Digtere og sangere har gennem alle tider hyldet disse nærmest magiske nætter, hvor mørket aldrig bliver fuldstændigt – men hvor tusmørket ligger fortryllende og besnærende over by og land.

Én sang forbindes dog mere end nogen andre med disse særlige nætter, nemlig Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der oprindelig blev skrevet som et lejlighedsdigt til Jeppe Aakjærs sommerfest og trykt første gang i 1914.

Men teksten var så helstøbt, at den hurtigt blev kendt og elsket over hele Danmark – og i dag er den optaget i Kulturkanonen.

Næsten alle synger sangen på Oluf Rings oprindelige melodi fra 1922, men også både Carl Nielsen, Jørgen Bentzon, Otto Mortensen m.fl har skrevet musik til teksten. Ingen af dem har dog formået at slå Oluf Rings version af pinden. Den er simpelthen en fast del af drømmen om den danske sommerlykke.

Læs her hele sangen:

DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

Danmarksbloggen indleder i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

Vi starter i dag med:

Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

I aften er det Skt. Hans-aften, hvor vi i mere end 100 år har sunget Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers midsommervise, der oprindelig er skrevet som en del af syngespillet ”Der var engang” fra 1885, som handler om en dansk prins, der drager ud for at finde sig en prinsesse.

Og ja, han finder hende i et fjernt land. Men hun er arrogant og hovmodig, så der må både list, bedrag og forklædning til for at omvende hende. Da det endelig sker – hjemme i Danmark ved midsommertide – er hun blevet både stærk, modig og retfærdig – og stormende forelsket i den fattige stodder, som hun tror, at hun er gift med – men som i virkeligheden er den forklædte prins.

Så det hele ender selvfølgelig lykkeligt med midsommerbål og midsommervise.

En midsommervise, der faktisk har hele fire vers. Men hvor vi som regel kun synger de første tre, da det fjerde vers direkte handler om prinsen og prinsessen – og dét virker let lidt mærkeligt, når man står forsamlet om et bål med en heks på og har fokus på den nutidige danske sommer.

Læs her hele sangen – også det ukendte fjerde vers:

MIDSOMMERVISEN

Vi elsker vort land, når den signede jul 
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl, over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter, så varme, så glade.

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, 
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest, og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd over mark under strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord, går en glans over Jord –
det er genskær af vidunderlandets fortryllende egne!

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk