Gamle danske sange: Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

Danmarksbloggen indleder i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

Vi starter i dag med:

Midsommervisen – og det ukendte 4. vers

I aften er det Skt. Hans-aften, hvor vi i mere end 100 år har sunget Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers midsommervise, der oprindelig er skrevet som en del af syngespillet ”Der var engang” fra 1885, som handler om en dansk prins, der drager ud for at finde sig en prinsesse.

Og ja, han finder hende i et fjernt land. Men hun er arrogant og hovmodig, så der må både list, bedrag og forklædning til for at omvende hende. Da det endelig sker – hjemme i Danmark ved midsommertide – er hun blevet både stærk, modig og retfærdig – og stormende forelsket i den fattige stodder, som hun tror, at hun er gift med – men som i virkeligheden er den forklædte prins.

Så det hele ender selvfølgelig lykkeligt med midsommerbål og midsommervise.

En midsommervise, der faktisk har hele fire vers. Men hvor vi som regel kun synger de første tre, da det fjerde vers direkte handler om prinsen og prinsessen – og dét virker let lidt mærkeligt, når man står forsamlet om et bål med en heks på og har fokus på den nutidige danske sommer.

Læs her hele sangen – også det ukendte fjerde vers:

MIDSOMMERVISEN

Vi elsker vort land, når den signede jul 
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl, over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter, så varme, så glade.

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest, 
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest, og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.

Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd over mark under strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.

Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde:
på hans eventyrslot kan hver kvinde, hver mand
et eksempel for livet i kærlighed finde!
Lad tiderne ældes, lad farverne blegne,
et minde vi vil dog i hjertet os tegne:
fra det sagnrige Nord, går en glans over Jord –
det er genskær af vidunderlandets fortryllende egne!

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk