Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:
GAMLE DANSKE SANGE
Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.
I dag handler det om:
Som en rejselysten flåde – mere end Jylland
Ligesom så mange af de andre danske sange er også ”Som en rejselysten flåde” en lejlighedssang, her skrevet i anledning af Genforeningen i 1920, hvor Det Kgl. Teater fik Helge Rode til at skrive teaterstykket ”Moderen”, der handler om en mor (Danmark), der genforenes med sin søn (Sønderjylland).
Stykket havde premiere i 1921 og har musik af ingen ringere end Carl Nielsen, Danmarks formentlig bedste komponist gennem tiderne. I stykket indgår flere kendte musikstykker som ”Taagen letter” og ”Min Pige er saa lys som Rav” – og så også ”Som en rejselysten flåde”, der både dengang og i dag rammer de fleste lige i mellemgulvet med sin pompøse og jublende stil, der indimellem også bliver fin, poetisk og følsom.
Mange forbinder i dag sangen med Jylland og det brusende Vesterhav – og det handler den også om.
Men det er først og fremmest en friheds- og en glædessang over, at en tabt landsdel kom hjem igen – og at en forsikring om, at Danmark altid vil være frit – og dansk i betydningen det danske sprog, kristendommen og dette liv mellem de lyse dage og de mørke nætter. En sang, der rækker frem … i tusind år og tusind led at Danmark vil være Danmark.
Og ja, der findes en indspilning på fonografvalse, hvor Carl Nielsen selv spiller den på klaver …
Læs her hele sangen:
SOM EN REJSELYSTEN FLÅDE
Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro
under vejrs og vindes nåde
ligger landet dybt i ro.
Hårdt går hav mod bro og stavn
møder Danmarks stille navn.
Hør, hvor blidt det klinger.
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn, som sød musik
blødt på hvide vinger.
Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn.
Muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt.
Her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.
Hav og muld skal dansken pløje.
Venner. Hvad vi fik for muld!
Bølgelandets runde høje
tavlet ud i grønt og guld.
Lærken klatrer fra sin seng
i den morgenvåde eng
ad sin jakobsstige.
Med de lyse nætters skær
over stille bøgetræer
åbner himmerige.
Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd.
Sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værn med vid, hvad hélt er vort.
Sig kun sandhed, jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.
Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert, skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg
frejdig Freja taler.
Eget brød på egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug,
Dybbøl mølle maler.
Om din frihed vil vi værne,
holde skjoldvagt om din fred,
ofre dig en moden kerne,
fra din jord i tusind led.
Indånd Nordens frie luft,
stilhed sød af blomsterduft,
blæst, som søen salter,
medens vi med trofast sind
sætter al vor gerning ind
Danmark, på dit alter.
Syng endelig med … i dag og alle andre dage.
Læs tidligere indlæg her:
Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Hvor smiler fager den danske kyst: http://danmarksbloggen.dk/?p=7171
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk