Gamle danske sange: I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Det er selvfølgelig H. C. Andersen, der har skrevet ordene til ”I Danmark er jeg født”.

Det skete i 1850, og oprindelig var sangen et digt med titlen ”Danmark”.

Og digtet skulle bruges til at samle penge ind til det monument, der blev til Landssoldaten i Fredericia, og som markerede den danske sejr i Treårskrigen 1848-50. Men teksten viste sig hurtigt at kunne mere end bare at være en lejlighedssang.

Digtet – og sangen – beskriver nemlig smukkere end noget andet steds i den danske lyrik Danmark, historien, sproget, kulturen og landskaberne. Og det handler – trods baggrunden – slet ikke om hverken krig eller sejr – eller til H.C. Ørsteds utilfredshed om videnskab og de store tekniske landvindinger, som også skete på dette tidspunkt i historien.

Men det er netop disse ”mangler” sammen med skønheden i ordene, der alle handler om dansk identitet, der gør digtet/sangen langtidsholdbar – og som har betydet, at mange gennem tiderne har ment, at ”I Danmark er jeg født” var Danmarks rigtige nationalsang.

Sangen har da også det hele, når vi taler om kærligheden til Danmark. Med sin fine lyrik kalder den på den store nationalfølelse, den der ligger helt nede i hjertets dyb. Det føles simpelthen godt at være dansk, når man synger ”I Danmark er jeg født”, som er vores nationale dna.

Teksten er desuden blevet populær med flere forskellige melodier af Henrik Rung, Poul Schierbeck og Sebastian.

De fleste foretrækker dog Rungs melodi, der kan spilles, så den lyder både højtidelig og pompøs – eller stille og følsomt. Det kommer helt an på anslaget og instrumenterne.

Læs her hele sangen:

I DANMARK ER JEG FØDT

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *