Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:
GAMLE DANSKE SANGE
Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.
I dag handler det om:
Hvor smiler fager – også til dem der rejste ud
Det er forfatteren, digteren og nobelprismodtageren Johannes V. Jensen, der i 1925 skrev ”Hvor smiler fager den danske kyst”, som Oluf Ring satte musik til.
Johannes V. Jensen var på det tidspunkt meget optaget af natur og nation – og derfor lavede han denne version af en Danmarks-sang, der har mange ligheder med H. C. Andersens ”I Danmark er jeg født”.
Begge handler de om den danske natur, den danske identitet og glæden ved Danmark, der er så stor, at mange på vej ud til andre lande og verdensdele vender deres skude og tager hjem til Danmark.
For denne version handler nemlig i høj grad også om de danskere, der rejste ud i verden – og hvor en del aldrig kom hjem mere, men blev derude i det fremmede – primært USA, som i årene omkring 1900 fik mange immigranter fra Europa – og også Danmark.
Og det er især til dem – og til søens folk – at denne sang er tilegnet med sit budskab om, at én gang dansk, altid dansk i hjertet.
Men vi andre – os hvis forfædre blev herhjemme – kan nu sagtens synge med alligevel. For sangen handler også om den danske sommer – og det at være dansk.
Læs her hele sangen:
HVOR SMILER FAGER
Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge.
Og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! hvor stort!
Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!
Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedes bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.
Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand.
Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.
Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af den, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.
Men du, der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!
Syng endelig med … i dag og alle andre dage.
Læs tidligere indlæg her:
Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860
I Danmark er jeg født: http://danmarksbloggen.dk/?p=7165
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk