Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk