Onsdagsinspiration nr. 5: Vi skal turde drømme …

Danmarksbloggens sommerserie slutter idag med den femte af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der står i vejen for at skabe det gode samfund med viden, varme og forpligtelse – og hvordan vi kan overkomme den forhindring.

Grundliggende drejer det sig om rammer, men også om danskerne selv og deres frygt for at leve

For ja, danskerne er bange for at leve i betydningen at drømme, satse og tro på visionen. Angsten for at fejle ligger (for) dybt i mange danskere.

Denne frygt får mange danske til at sætte barren tilstrækkeligt lavt, så der ikke fejles. Så man lykkes med de små projekter som at sætte en hylde op eller flytte et par komma´er i en erklæring.

De fleste danskere tør nemlig ikke drømme de store drømme, men glæder sig over de små ting som en god kop kaffe og et stykke lækkert kringle. Vel bænket dér om bordet er vi glade, er vi lykkelige, og så er der dømt hygge!!!

Hyggen, ja, den nærmest sagnomspundne, danske hygge.

Men skal vi skabe det gode samfund med viden, varme og forpligtelse, kan vi ikke leve hverken af hyggen og nøjes med opfyldelsen af de små mål.

Så skal vi istedet male med den brede pensel, turde drømme stort og droppe alt om håneret og jantelov. For kun ved at drømme, tænke og handle stort kan vi mærke livet og verden – og genskabe Danmark som medmenneskelighedens fædreland.

For sådan var vores land engang, og det kan det blive igen.

Det drejer sig om at turde leve drømmen – og om at have rammerne til at gøre det. De rammer skal politikerne sørge for, at alle danskere har. Altså: Fri og lige adgang til uddannelsessystemet, sundhedssystemet samt støtte, pasning og pleje iøvrigt i de stadier af livet, hvor det er nødvendigt.

For så er alle danskere trygge – og trygge mennesker tør og kan så meget mere end utrygge og bange mennesker.

For det er også hver enkelt danskers ansvar – og opgave – at fylde sin egen ramme ud med sine drømme – og gerne noget, der også gavner og glæder andre.

Danmarksbloggen vil ihvertfald her – hvor sommeren nærmer sig sin sidste måned – opfordre alle til at turde drømme og gå efter de drømme.

For drømme må det til, drømme – og visioner og planer – om et bedre Danmark. Et Danamrk med rammer, så alle danskere kan skabe sig et godt liv, både for deres egen skyld og for alle andre danskeres.

For Danmark består af summen af alle danske, og jo flere der får opfyldt deres drømme, jo mere glæde og værdi vil der være til os allesammen – når vi deler med hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 2: At lade nåde gå for ret

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den anden af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om tilbagekomsten af medmenneskeligheden:

Eller med andre ord at lade nåde gå for ret.

At lade nåde gå for ret. Altså sætte det medmenneskelige, ja det tilgivende over, hvad vi som samfund har krav på – og ret til. Eller som det oftest sker: Hvad vi MENER, at det danske samfund kan forlange af sine medborgere.

At lade nåde gå for ret. Et smukt, ja et bibelsk udtryk, hvor det vigtigste er kærligheden og mennesket. Alle mennesker, ikke kun dem, som man kender og elsker. Men ALLE mennesker.

Desværre er det udtryk gået af mode i denne tid, hvor de politiske sjakaler hyler op om løn som fortjent og ikke en øre mere, samtidig med at de selv kæmper som små vilde for at rage så meget – også magt – til sig som muligt. Hvor magten ikke drejer sig om at have mulighed for at gøre godt for andre mennesker, men om at kunne give de politiske modstandere skylden, når det går galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Derfor ville det klæde alle politikere – og alle andre – også for den sags skyld, hvis vi blev bedre til at lade nåde gå for ret, og indimellem ser på det menneskelige istedet for på det juridisk og økonomiske, og det især når det drejer sig om de mennesker, der i forvejen ligger ned.

For nok skal snyd og svindel bekæmpes, og selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt. Men hvordan kan det være, at der altid er fokus på de små, på den enlige mor på kontanthjælp eller manden på gaden? Dem, som hænger i med det yderste af neglene for at klare sig.

Prøv istedet at rette kikkerten mod de ressourcestærke og se hvad, der sker i den ende af samfundet i forhold til skatteunddragelse, skattesnyd og så videre. Dér er der meget mere at hente, både i kroner og ører – men også moralsk.

For det er her, at de brådne kar findes, dem der i dén grad er ligeglad med andre mennesker og med hele det danske samfund, sålænge de bare selv kan rage til sig. Her findes der ingen nåde. Her findes kun egoisme og magt og pengebegær – og alliancer med andre magthavere, også de politiske.

Men dét skal bekæmpes – og det kan kun ske politisk. Så opfordringen til de danske politikere skal lyde: Lad ikke glimmeret og guldet betage dig, men husk at du er valgt for at tjene dit land – og alle dets medborgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Onsdagsinspiration nr. 1: Magtesløshedens tunge dyne over Danas Have

Som lovet i sidste uge starter Danmarksbloggens sommerserie idag med den første af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Vi tager udgangspunkt i situationen, som den er i Danmark her og nu:

Danmarks nationalskjald Kim Larsen skrev for et par årtier siden følgende profetiske udsagn om det fremtidige liv i Danas Have:

Længe siden at vi havde succes med at være fri og ligetil, længe siden at vi stod hinanden bi, længe siden ja og så ikke mer´om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2hzlR44obQI

Og læs teksten her: http://www.kjukken.dk/tekster/kim/danashave.php

Men ikke engang hr. Kim Larsen kunne dengang i 1991 forudse, hvor slemt det blev op gennem 90´erne – og især i 00´erne, som med deres fremmedfjendskhed og umenneskelighed i den grad levede op til deres navn: NULLERNE.

Foghs såkaldte værdi-kamp var ikke en kamp. Det var en massakre, en dræning af alt af værdi.

For der skete nul af værdi: Nul menneskelighed, nul forståelse, nul anerkendelse, nul rummelighed, nul tolerance, nul solidaritet, nul varme … NUL af alt det, der betyder noget.

Tværtimod blev der talt til den indre svinehund, som i de år levede godt sammen med dens krævende og usympatiske søster Egoismen.

Men så kom 10´erne, og i efteråret 2011 en ny regering, en regering, der ville det medmenneskelige samfund, troede de mange, der stemte på den nuværende regering.

Og måske er der også sket mere godt, end hvis Løkke og Co. havde fortsat. Det er bare ikke nok. Faktisk langtfra nok. Faktisk føler de fleste, der stemte på den nuværende regering, at den svigter sit medmenneskelige ansvar. At den er løbet fra sine løfter om at værne om de små og svage i Danas Have, om at genskabe et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et samfund med plads til både mangfoldighed, svaghed, glæde og latter. Et samfund med frie mennesker, der tænker på hinanden – og vil hinanden det godt.

I stedet ligger magtesløshedens tunge dyne stadig over Danas ellers så smukke have. De fine blomster og sommerfuglene at ved at gå til af mangel på medmenneskelighed og solidaritet og rummelighed – og kun rovdyrene og ukrudtsplanterne kan trives i et samfund, der bliver mere og mere goldt, mere og mere de stærkes ret.

Vi almindelige danskere føler os magtesløse. For hvad nytter det altsammen? Kan det ikke være ligemeget altsammen? Kan vi overhovedet gøre en forskel?

Denne første onsdagsinspiration skal derfor opfordre alle magthaverne i Danas Have til at slappe lidt af, også når det ikke er sommerferie og tro på, at vi almindelige danskere også både kan og vil løfte opgaven med at bære det danske samfund.

Det bliver ikke, som I har tænkt jer, dét kan jeg garantere. Dét bliver bedre. Det blver at være fri og ligetil – og samtidig stå hinanden bi. For kun når vi er solidariske med hinanden, kan vi alle være frie …

Og dén dag, hvor det igen sker, så vil solen skinne og blomsterne dufte skønt i Danas Have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk