Yorgos Lanthimos’ Golden Globe-vindende film ”POOR THINGS”, der har premiere i dag 18. januar, tegner en både futuristisk og dystopisk fortid samtidig med, at den stiller det provokerende spørgsmål: Hvad er egentlig bedst, når vi taler om fangenskab versus frihed?
Dystopi, barnlige impulser og voksne lyster – ledsaget af musik, der skaber uro og dissonans, er der nemlig nok af i ”POOR THINGS”, hvor vi følger den genoplivede Bella Baxter. Hun spilles barnligt, kluntet og dermed fuldstændigt eminent af den amerikanske skuespiller Emma Stone, der har sagt, at hun anser denne rolle for hendes livs største.
Fortællingen, der er baseret på Alasdair Grays roman ”Poor Creatures” fra 1992, er en coming-of-age Frankenstein-fortælling, krydret med masser af sex, vold og romantik. ”POOR THINGS” er også en vanvittig film, hvor man aldrig kan regne ud, hvad der sker lige om lidt, præcis som i Lanthimos’ andre film.
Hvis man kender til Lanthimos’ tidligere instruktørarbejde på film som ”Dogtooth” eller ”The Favourite”, kan man se flere fællestræk i det nyeste skud på stammen fra den græske instruktør:
De uventede plot-twist, den smukke brug af forskellige kameravinkler og perspektiver, og ikke mindst karakterernes udvikling og interaktion med hinanden, som alle er præcis det, man regner med fra Lanthimos. Og det får man også – men ”POOR THINGS” kan meget mere. Den er forfinet, og der er skruet op for både farverne og vanviddet, hvilket gør det til en helt særlig biografoplevelse.
Vi følger som sagt Bella Baxter. En kvinde med et barnligt sind, der skal prøve at navigere i den store verden i slutningen af 1800-tallets London, Lissabon, Alexandria og Paris.
Men det er ikke nemt, da hendes skaber Godwin Baxter, spillet på fornem vis af Willem Dafoe, har holdt Bella under skarpt opsyn i videnskabens navn sammen med sin assistent Max McCandles, spillet med ømhed af Ramy Youssef.
Bella har altså levet i fangenskab, men ser sit snit til at opleve den store, vide verden med charlatan-advokaten Duncan Wedderburn, der spilles overbevisende af Mark Ruffalo. Det er med andre ord noget af en hvepserede, som Bella havner i, og man kan spørge: Hvor meget bedre er den futuriske fortidsverden så i virkeligheden?
For at finde ud af det begiver Bella Baxter sig ud på noget af et eventyr, omend den største rejse er hendes egen mentale udvikling, hvor vi ser hende gå fra at handle på sine naive og barnlige impulser til at forstå mere komplekse følelser som empati og had. Men nu er hun kun et menneske, og det halter stadig med konsekvensberegningen, hvilket munder ud i den ene sindssyge begivenhed efter den anden.
Bellas rejse ud i verden og ind i hendes eget sind er derfor en tur fuld af skøre og vidunderlige drejninger, der bakkes op af filmens brug af fordrejede proportioner, stærke farver, hurtige klip og en underlægningsmusik, der mest af alt lyder som et ustemt klaver.
Det er, som om man kigger på et lyslevende diorama inspireret af en Wes Anderson film, hvor man selv bliver suget ind i den dragende fortælling, så den netop lever længe efter i ens eget sind.
”POOR THINGS” leder også tankerne hen på både velkendte og knap så kendte fortællinger: Frankenstein, Lanthimos’ egen film ”Dogtooth”, og Robert Eggers’ sort-hvide gyser-fantasy ”The Lighthouse”, hvor vi også møder Willem Dafoe som en fremtrædende karakter.
Men selvom ”POOR THINGS” kan minde om andre film og historier, er den stadig helt sin egen. Den er en unik kreation på 2 timer og 21 minutter, der på alle måder har fortjent sine to Golden Globes – og mon ikke der også kunne ligge en Oscar-statuette lige rundt om hjørnet?!
Danmarksbloggen giver ”POOR THINGS” 6 ud af 6 stjerner, og er en klar anbefaling til enhver filmnørd, der ikke kan få nok af smukke, dystopiske film.
Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen