Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk