Der er forestillinger, som stiller flere spørgsmål end de giver svar. ”Tid til glæde” på Nørrebro Teater er en af disse. For hvad handler stykket i grunden om? Ja, mennesker mødes, og banaliteter udveksles, men ellers?
1. akt er en lang række tilfældige møder på en øde beliggende strand, hvor flere oplever så særlig en fred, at de gerne vil begraves dér, når det bliver tid til den evige hvile. For her er det lange perspektiv på. Som et andet svar er scenen en ganske larmende og leve-i-nuet-fest i 2. akt, hvor personerne er iklædt rødlige og orange nuancer, mens farvenuancerne i 1. akt holder sig i grøn og blå.
Stykket handler altså om modsætning og spejling – også i karaktererne. En enkemand bliver til en enke, en homoseksuel til en heteroseksuel og så videre. Den eneste, der for alvor ikke skifter ham, er moderen, som både i 1. akt og i 2. akt står som det hjul, hvorom alting drejer – også de to eneste navngivne personer i stykket ægteparret Aksle og David, som dog ikke er sammen længere.
Aksle, der indtil slutningen af 1. akt indtager en Godot-agtig funktion. Ham, som alle taler om, men som aldrig viser sig. Aksle, som så pludselig alligevel dukker op. Men kun for at fortælle, at han forsvinder – ikke for altid, men for lang tid. Moderen er selvfølgelig parat til at vente.
Det er manden David ikke. Så i 2. akt holder David fest for sine venner – og alle andre, der har lyst til at komme. Der sker vist nærmest i trods, og selvom både Aksles mor og Davids mor kommer, endda iklædt samme store og omklamrende trøje (bare i hver sin farve). En trøje som på Aksles mor giver tryghed til både Aksles og Davids søster.
Davids mor vælger i stedet at give David en rørende kærlighedssang, som vi alle sammen i publikum kender, men ikke er vant til at høre blive sunget i dét tempo og på dén måde. Det kan også noget, og man går fra teatret med en tanke om, at ”Tid til glæde” handler om, at vi skal blive bedre til at synge for hinanden.
Om det lykkes Aksles mor at finde Aksle, ved vi ikke. Eller også gør vi? For måske er der i virkeligheden kun tale om én gruppe mennesker i denne moderne version af et stykke absurd-teater, der har det gode, gamle kammerspil i ascendanten.
Konflikterne om arv, utroskab, børn eller ej og behovet for at blive set, anerkendt og elsket er i hvert fald så gamle som menneskeheden selv. Så vi kan alle – uanset alder og livssituation – finde noget – og nogen – at spejle os i.
Og ensemblet spiller forrygende. Det er også stærke kræfter: Tina Gylling Mortensen, Peter Christoffersen, Katinka Lærke Petersen, Johannes Lilleøre, Christiane Gjellerup Koch, Sarah Boberg, Jacob Weble og Brian Hjulmann.
I hovedrollen som moderen ses Tina Gylling Mortensen der med saft og kraft sætter og fylder scenen, uanset om hun er blå eller rød mor. Men alle leverer skuespil direkte fra teaterskolens håndbog i, hvordan det skal gøres.
Desværre er manuskriptet ikke fra samme øverste hylde. Ikke at det er et problem, at der stort set kun snakkes. Tag Becketts udødelige ”Mens vi venter på Godot”, som må være den store inspirationskilde, hvor der sker endnu mindre og tales endnu mere end her. Men hvor Beckett er spot on og ind til benet, så fortæller norske Arne Lygre, som er forfatteren bag ”Tid til glæde”, både for meget og for lidt.
Så selvom man som teatergænger bliver glad, når skuespillerne tør bruge hele deres krop, så der kommer en stoflighed og et nærvær i stykket, som klæder forestillingen, så havde en afkortning af manus og en større skarphed i replikkerne betydet et gedigent kvalitetsløft.
Og det gælder måske især Aksles/Davids rolle, som ham/dem, der forventes at komme med glæden – illustreret ved endnu en sweater, men her ikke én, som andre kan krybe ind i. Derimod én, som kun personen selv kan gemme sig i.
”Tid til glæde” får derfor fire ud af seks af de kramme-trøjer, som både blå mor og rød mor ifører sig som et værn mod verden – og en varm og blød skal for deres børn at krybe ind i.
For måske handler ”Tid til glæde” allermest om selvglæde, morglæde. Om at der ingen større lykke er end at bringe et barn til verden. Det skulle da lige være, hvis man som Tina Gylling Mortensen siger til datteren: Jeg kan li´ dig som voksen. For kan man lide sit voksne barn, så er ens lykke gjort, så holder man Gud om hælen, som det hedder i nogle af Lygres replikker, der sidder, hvor de skal.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk