Hvad sker der i grunden Anden Påskedag?, blev undertegnede spurgt lige op mod påske.
Og det er et godt spørgsmål. For at Palmesøndag er det med palmebladene og Jesu ridende på et æsel ind i Jerusalem, at Skærtorsdag er det med nadveren og fødderne, der skal vaskes, at Langfredag er selve korsfæstelsen og Jesus død – og at Påskedag er Jesu genopstandelse – det har de fleste sådan nogenlunde styr på.
Men Anden Påskedag? Hvad skete der dér? Svaret er enkelt. Ikke så meget i grunden – og så måske i virkeligheden en hel masse.
For Jesus´s venner, disciplene, var blevet både triste, kede af det og bange, da Jesus var død på Golgata. Efter et par dage – altså Anden Påskedag – bryder to af dem så op fra Jerusalem, og går til Emmaus, som er en by, der ligger cirka en dagsrejse til fods fra Jerusalem.
Undervejs møder de to disciple en mand, som de ikke genkender, men som er Jesus. Han får disciplene til at fortælle, hvad der er sket i Jerusalem, og det gør de så. Inklusiv delen med at kvinderne havde fortalt, at Jesus var genopstanden, men at disciplene selv ikke havde set noget, så de troede ikke sådan rigtigt på det (kvinders ord betød åbenbart ikke så meget dengang). Samt at disciplene i øvrigt var skuffede over, at Jesus ikke frelste sig selv og alle jøderne, da han hang på korset.
Jesus irettesætter så de to disciple, og siger, at de i så fald intet har forstået af det, som denne Jesus lærte dem. Nu skulle man tro, at tampen brændte – eller som der står, at hjerterne brændte, når disciplene hørte Jesus tale.
Men nej, de genkender stadig ikke Jesus. Det sker først, da de alle tre om aftenen sidder på kroen i Emmaus, og Jesus bryder brødet for dem – som han også gjorde det Skærtorsdag. Så kan de to disciple straks kende Jesus igen – men så forsvinder han for dem igen med det samme. Bliver usynlig i ét eneste nu.
Men nu har disciplene lært noget, og de bryder op med det samme, og haster i nattens mulm og mørke tilbage til Jerusalem for at fortælle deres venner, at jo, nu har de skam set Jesus. Her i forventningen om at blive troet – for nu er det jo mænd, som har observeret.
Det er sådan lidt ligesom den anden historie med disciplen Thomas, som vil se hullerne i Jesus hænder og fødder, og såret i siden, før han kan tro på genopstandelsen.
En meget videnskabelig tilgang, vil vi nok sige i dag. I Biblen er den dog ikke populær. For her siger Jesus til Thomas: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.
Til den salige gruppe skal regnes kvinderne, som troede på englen, da denne fortalte dem om genopstandelsen ude ved graven. Det var også Jesu egen mor, som troede på ærkeenglen, da den kom og fortalte hende, at hun skulle føde Jesus. Bare for at nævne de to mest kendte eksempler.
For det er som oftest de mindste, de mest ringeagtede, som Gud og Jesus henvender sig til, ikke til de stærke og mægtige … og sådan er evangeliet altid så herligt omvendt.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk