Man børster stadig tænder i New York om morgenen – også i 2026, hvor ”The Devil wears Prada 2” ligesom sin forgænger, den ikoniske ”The Devil wears Prada”, begynder med, at vi ser Andy i gang med at gøre sig klar til endnu en hård dag i den myldrende storby.

Og så skal ikke røbes eller fortælles mere konkret fra filmen. For som i alle gode historier, så skal man selv se den, og overraskes, overrumples, overvældes.

Og det bliver man i ”The Devil wears Prada 2”, hvor en ny tids muligheder nemt bliver til trusler, løfter bliver til udfordringer – og måske også omvendt i en verden, hvor AI, sociale medier og den nye digitale virkelighed truer det hæderkronede og på papir skabte modemagasin ”Runway”.

Begivenhederne afløser i hurtigt tempo og lækre billeder hinanden i filmen, hvor stjernecastet Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci er tilbage i en handling, der hvirvler os rundt fra Manhattans højhuse over Hamptons grønne idyl og til Italien, hvor vi både besøger Milanos historiske bykerne, og er ude ved den blå Como-sø.

Og som” The Fab Four” performer: Meryl Streeps Miranda er stadig skarp i både replikker og beslutninger, Stanley Tuccis Nigel er som altid omsorgsfuld og kærlig, Emily Blunts Emily kæmper stadig for at få opfyldt sine drømme – og Anne Hathaways Andy har beholdt troen på solidaritet, moral og etik.

Men der er også sket en udvikling, og alle fire hovedroller i ”The Devil wears Prada 2” viser mere af sig selv end i den første film – også til hinanden i takt med, at handlingen intensiveres. Det klæder filmen, at man mærker, at der er noget for alvor på spil hos disse modemennesker, hvis liv på overfladen ellers nemt ligner den rene glamour.

Så derfor, men ikke kun derfor, overgår den ellers så notorisk svære toer den første The Devil wears Prada-film, selvom den definerede flere generationer. De to film hænger sammen, så Danmarksbloggen opfordrer til et gensyn med den første, inden man ser ”The Devil wears Prada 2”.

For som i alle modemagasiner – ja, alle blade og tidsskrifter, har man en skabelon. Man ved, hvad der skal på forsiden, på side 17 – og på side 54, og sådan er det også i de to The Devil wears Prada-film.

Mange mønstre, mange settings gentager sig i både filmens store linier og i de små detaljer, men i 2026-versionen sker det med replikker og punchlines, som ikke blot afleveres med større præcision, men som også i endnu højere grad taler ind i både historien – og i den tid, som vi lever i alle sammen.

Læg dertil en god portion humor og en historie, som er endnu mere sammenhængende og dramatisk, fordi den inkluderer en både indre og ydre udvikling hos alle fire hovedroller, og fordi den tør trække på en meget kendt historie fra Biblen om svigt og menneskelighed.

Dertil kommer et blændende cast af stjerneskuespillere i birollerne som Lucy Liu som den rige Sasha Barnes, Kenneth Branagh som Mirandas nye mand, Justin Theroux som Emilys nye kæreste og Simone Ashley som en af de nye ansatte på Runway samt mange andre.

Ja, og så skal man ikke glemme den lange-lange liste af verdensberømte kendisser, designere og andre fra øverste hylde, som medvirker som sig selv. Der er flere af dem end en flok groupies til en popkoncert. Ingen skal nævnes, fordi det også vil røbe noget om filmens handling, som skal ses, ikke fortælles.

Det er alt sammen, hele filmen som en MET-galla, mere med mere på – og stadigvæk nyt i sigte. Den rene overdådighed. Man overvældes – på den gode måde.

Danmarksbloggen giver ”The Devil wears Prada 2” seks ud af seks af Andys berømte Ceruleanblå sweater. Det er en film, som er større end sin egen myte. Dybere i sin menneskeskildring, mere overbevisende i sin dramaturgi, morsommere i sine replikker og flottere i både kostumer og kulisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Læs også Danmarksbloggens kulturartikel om fænomenet The Devil wears Prada

The Devil wears Prada – men Anne Hathaway er en Engel

Kort inden premieren på “The Devil wears Prada 2” var Anne Hathaway gæst hos Stephen Colbert i hans talkshow, hvor hun fortalte, at hun, mens de for 20 år siden lavede den første ”The Devil wears Prada”, havde på fornemmelsen, at filmen ville blive en stor succes.

Men aldrig havde jeg forventet, at filmen skulle blive til et forhold – a relationship – med hele verden. Men sådan er det blevet, sagde Anne Hathaway.

Hun er spot-on. En hel verden er i et så fast forhold med TDWP (The Devil wears Prada-universet), at filmen ses igen og igen – også selvom moden siden den første film har ændret sig tusind gange, mobilerne er blevet nogle andre, de sociale medier er kommet til – og også de mere alvorlige dagsordner fylder markant mere.

Men relationen til TDWP er så still going strong, at selv Anna Wintour, som kraftigt inspirerede til Meryl Streeps Miranda-karakter, har overgivet sig – og medvirket i flere trailers sammen med netop Meryl Streep op til premieren på “The Devil wears Prada 2”, hvor Vogues Grande Dame udviser både selvironi og skuespils-talent. Ja, de to damer kan tilmed dele en elevator!!!

Det holder en hel verden af. Præcis som vi er begejstrede over at se det originale cast – The Fab Four: Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci – genforenet som et andet superband. For det er de – bare på film – her i anden omgang, som faktisk er endnu bedre end den første runde.

Men hvad er det ved TDWP, som gør universet så enestående? Ja,at det tilmed tiltrækker dem, som enten ikke var født, eller som var små piger mere optaget af Hannah Montana end af Miranda, Andy, Emily og Nigel, dengang den første film kom i 2006?

Måske det er fordi, at filmene griber ned i noget arketypisk omkring det at være kvinde. Noget, som engang handlede om at være et passivt objekt, men hvor kvinder nu også kan være et aktivt subjekt, der handler – som det netop sker i ”The Devil wears Prada 2”.

For i centrum er – trods alt – stadig de forskellige skønhedsidealer, som de har været det gennem hele historien. Fra Venus i antikken med hendes topmave til barokkens store kvinder, som var fede, fordi det var et tegn på rigdom. Fra bleghedsidealet i oplysningstid og 1800-tal, som betød, at man ikke behøvede at arbejde i marken, til den brune hud i 1900-tallet, som signalerede overskud, sundhed og fritid. Fra heroin-chic-lookets selvdisciplin i 1990’erne over kropspositivismen, som qua Wegowy led en krank skæbne, så tyndheden er back in fashion.

Alligevel er noget forandret. Siden den første film har vi haft Metoo og diversiteten – og det er blevet ikke kun legalt, men også prisværdigt, når kvinder tager styringen – og det adresseres også i ”The Devil Wears Prada 2”, hvor kvinder i alle farver er med, hvor der er flere størrelser end tynd – selvom det lave BMI dominerer, men ikke så meget, som det kunne have gjort.

Anne Hathaway fik nemlig stoppet, at man brugte så syletynde modeller, som hun og Meryl Streep så på runwayen til Milano Fashion Week, mens de filmede 2´eren. Anne Hathaway er nemlig ikke kun på lærredet, men også i virkeligheden en moderne kvindekæmper – som tør tage bladet fra munden, og sige de ting, som alle kvinder har brug for at høre.

Sådan en søster, mor, datter, veninde eller kollega, som man gerne vil have – eller være. Det er igen den med, at vi kan relatere til filmen. Anne Hathaway bruger også gerne sig selv som eksempel, som da hun kort inden verdenspremieren på ”The Devil wears Prada 2” i New York kommenterede på, at Peoples Magazine lige havde kåret hende til verdens smukkeste kvinde.

Anne Hathaway sagde (forståelsescitat): Skønhed hænger sammen med at være ægte, være sit autentiske jeg. Selv brugte jeg mange år på hele tiden at kritisere mig selv og presse mig selv. Jeg troede, at det – hvis jeg gjorde det godt nok – ville ende med, at jeg blev perfekt. Men nu slapper jeg mere af. Jeg ved, at jeg ikke er og aldrig bliver perfekt, og at det er helt ok. Og når man indser det, så kommer alt både nemmere, med et bedre resultat og et større perspektiv.

Værsgo – mine damer. Her er noget at spejle sig i og tænke over, mens man læser historiker Anna Frederiksens gennemgang af Kvindeidealet gennem historien.

Et kvindeideal, der altid har handlet om at stræbe efter perfektion. At man er en bedre kvinde, fordi man ser ud på en bestemt måde, og som i vores forbrugsorienterede tidsalder også inkluderer udvalgte mærker tøj, sko, tasker, parfumer, bælter, tørklæder og smykker for at opnå en bestemt identitet.

Kvindeidealet gennem historien

Antikke græske og romerske kvindefigurer er lavet ud fra datidens kvindeideal. De har runde former og symmetriske træk, og er en afspejling af ideen om sjælens skønhed, hvor det indre og det ydre blev opfattet som sammenhængende. At være smuk var altså at være god. Men også blegere hud var populært, da det signalerede, at man ikke skulle slide i marken.

Renæssancens syn på kvindekroppen var stort set det samme, hvilket giver mening, da antikken som periode var det store hit i renæssancen. Som en reaktion blev en stor krop populær i barokken, da den store, ja fede krop signalerede overskud og velstand.

I slutningen af 1800-tallet skulle den mindre, men stadig runde kvindekrop så have en meget smal talje, så kvinder blev snøret ind i stramme korsetter, som ødelagde kroppen – præcis som nutidens skyhøje stiletter også smadrer såvel fødder som krop.

Da mangel på mad stort set ikke længere var en risiko i Europa, kom tynde kroppe på mode. Det var omkring 1. verdenskrig, da kvinderne for alvor rykkede ud på andre arbejdspladser end dem på marken og på fabrikken. For dem har kvinderne nederst i hierarkiet altid haft. De talte bare ikke hos det borgerskab, som dikterer moden.

De brølende 20’ere og flapper-moden med de androgyne træk fortsatte med at gøre den slanke/tynde krop “in”, inden 30´ernes krise og 40´ernes 2. verdenskrig ramte. Her hvor bare det at få nyt tøj var stort, ja bare at få mad – og at overleve var, hvad det handlede om i et sønderbombet Europa, mens de amerikanske kvinder gik amok i nye opfindelser som nylonstrømper, og vi i Danmark lavede sko af rødspætteskind.

Resten af 1900-tallet var præget af skiftende moder og dermed forskellige kropsidealer. Tænk Marilyn Monroe og 50’ernes timeglas-figur på både kjoler og krop, versus 60’ernes kortere og firkantede kjoler, som ikke skulle vise former – men var en fornyet 20’erne flapper-stil.

70´erne var deres egen brun-orange-fløjl-og-ingen-bh-periode, inden en fit krop iklædt stærke farver, brede skulderpuder, stort hår og kraftig make-up kom på mode i 80´erne anført af den fiktive karakter Alexis Carrington fra Dollars/Dynasty, som var en kvinde af et format, så selv Miranda Priestley havde måttet vige for hende, hvis de to nogensinde havde mødtes.

Med 90’ernes modeller som især Kate Moss blev “heroin chic” in. Kvinden skulle have kontrol over sin krop – og en størrelse 34 blev en størrelse 32, som det også siges i den første The Devil wears Prada-film. Tynd og bleg var det nye sort, som også var farven til alt.

Efter årtusindskiftet kommer farverne på både hud og tøj – og formerne, især de fyldige bagdele, så tilbage. Body-positivity-bevægelsen bliver stor i 2010’erne. Ja, kvinder med noget på sidebenene bliver ligefrem supermodeller.

Men idealerne flytter sig konstant – og senest med vægttabsmedicin som Wegovy/Ozempic, hvor kvinder – også normalvægtige – taber sig voldsomt på kort tid. Det kaldes derfor “ozempic pandemic”, når kendte skuespillere, sangere m.fl. viser sig på den røde løber, og man kan se, at de har smidt en betydelig mængde kilo på ingen tid.

Det nye er så, at nu rammer kravene om et bestemt udseende også mænd. Det er – stort set – første gang siden antikken. For dengang var der seriøs fokus på mænds kroppe, hvad enhver kan forvisse sig om, når man ser på gamle græske og romerske statuer.

Så måske er en form for ligestilling på vej? I hvert fald i kravene til udseende. For når det kommer til den reelle magt, så er det stadig dem, der har pengene, produktionsmidlerne og den politiske kapital, som styrer showet – også i 2026, og her er kvinderne som køn stadig underlagt mændene.

Det har Metoo, den store ligestillingsdebat – og det lige så store fokus på diversitet ikke ændret afgørende på. Så vi har altså brug for håbet, som Anne Hathaway som en anden engel har været budbringer af i forbindelsen med lanceringen af ”The Devil wears Prada 2”. Om filmen så bakker op om det håb, kan man gå i biffen og finde ud af.

Skrevet af Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen