Man kunne fristes til at sige, at hovedpersonen i dagens premierefilm Joachim Triers ”Affektionsværdi”, som vandt en Oscar for bedste udenlandske film tidligere i år, er det hus i et af Oslos bedre kvarterer, hvor størstedelen af filmen udspiller sig.
For det store, smukke træhus med alle finurlighederne er både kulisse, hovedperson og det, som har affektionsværdien – og dermed historien i sig, idet huset gennem 100 år og mange generationer har dannet ramme om den samme families fødsler, livsforløb og død.
Huset har så også – lige siden det blev bygget – haft en sætningsskade, der ved filmens start i nutiden har spredt sig hele vejen fra kælder til kvist. Billedet på, hvad social arv gør ved mennesker, kunne ikke være tydeligere. For de mentale sætningsskader fortsætter selvfølgelig hos dem, som i nutiden om ikke bebor, så dog er stærkt tilknyttet til og færdes i huset.
Først de to søstre: Nora, som er skuespiller, single og storesøster – og Agnes, som er historiker, lillesøster og har mand og barn.
Dernæst deres far – den berømte filminstruktør og manuskriptforfatter Gustav Borg, som forsvandt ud af huset og søstrenes liv, da de var purunge teenagere, men som nu efter psykologmoderens død kommer tilbage fuld af planer om en ny film, som skal indspilles i huset, og som lillesøsteren laver research til – og hvor han vil have, at storesøsteren skal spille hovedrollen.
En rolle, som faderen insisterer på, ikke er hans mor, som begik selvmord i huset, da faderen var en lille dreng. Hvordan faderens film – som minder meget om hans mors skæbne – så ender, skal ikke røbes her.
Men man er godt på vej, hvis man er bevidst om, at:
- ”Affektionsværdi” er en film med meget meta – og
- Det er vigtigt for mennesker at se – og at blive set.
Jeg ser dig, som lillesøsterens 9-årige søn også siger det i et af filmens vendepunkter. Det matcher også faderens filmunivers, som alle har ansigter og øjne som et centralt tema, præcis som disse sjælelige spejle er det i Joachim Triers ”Affektionsværdi”.
At se kræver både lys og mørke, og ifølge faderen er skyggerne det smukkeste i verden. De er også uundgåelige, og ofte dem, som gør mest ondt, og fylder mest – og huset vrimler med dem. Alligevel kan hverken faderen eller de to søstre lade være med at være i huset. Når det kommer til stykket, vil alle også bare gerne have et hjem – fremfor at stå og flagre på en scene.
Og det gælder, hvad enten scenen er et filmset med internationale stjerner som hos faderen. Eller det er Norges nationalscene, hvor storesøsteren er primadonnaen, der stråler i store roller, som fx i Anton Tjekhovs ikoniske skuespil ”Mågen”, der kredser om de samme temaer om kunstnerisk virke, drømme og anerkendelse, som ”Affektionsværdi” gør det.
Det er Stellan Skarsgård, som spiller faderen – og det gør han med en enorm overlegenhed, ja nærmest en legende naturlighed – og så ved man, at der er tale om ren filmkunst.
De to søstre og deres indbyrdes had- og kærlighedsforhold, bare uden had, men med omsorg selv i konflikterne vises både stærkt og sart. Det er Renate Reinsve, som spiller storesøsteren, og det gør hun så nøgent og åbent, at det er en fornøjelse. Lillesøsteren gestaltes med den største finesse af Inga Ibsdotter Lilleaas, som er så dygtig til at vise de sprækker i lillesøsterens venlige og kompetente væsen, der alligevel lader os ane, at det opgør med sig selv, tiden og huset, som faderen og storesøsteren tager, har hun endnu til gode.
I rollen som den unge amerikanske stjerneskuespillerinde Rachel Kemp, som har både hjerte, hjerne og mod (hvor skønt at se en ung, amerikansk kvinde fremstillet sådan) ses Elle Fanning, som nærmest personificerer den rolle. Det er igen det med, at denne film går meta på sig selv.
Læg dertil en perlerække af især norske skuespillere, men også danske Jesper Christensen som faderens livslange samarbejdspartner. Jesper Christensen øger altid kvaliteten i en film, også selvom hans rolle her er meget lille.
Danmarksbloggen giver ”Affektionsværdi” fem ud af seks huse. Filmen er en forrygende – om end forudsigelig og meget norsk i betydningen underspillede følelser – beretning om den mest afgørende arv, vi får i livet. Nemlig den menneskelige arv fra slægten og evt. slægtsgården, her slægtshuset. En arv, som gør os til enten spejlbilleder af dem, som gik forud – eller som sender os i den modsatte retning.
Samtidig er der mange små historier i den store historie. Fortællinger om alt fra utroskab over venskab, mod og præstation og til at blive gammel. De tilføjer filmen noget. Men bedst – udover at ”Affektionsværdi” hele tiden går meta på sig selv og filmbranchen – er det forfriskende element, at det er en film om en far og hans døtre fremfor det fortærskede emne en mand og hans sønner.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk