Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 10: Margrethe (d.1) Valdemarsdatter

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

MARGRETHE (D.1) VALDEMARSDATTER

Valdemar Atterdag stod for Danmarkshistoriens formentlig største bedrift, da han nærmest ene mand samlede Danmark igen efter landet var pantsat. Og så alligevel overgik datteren måske faderen. Hun samlede nemlig hele Norden.

Men lad os starte med begyndelsen. Der stod ikke skrevet over den lille prinsesse Margrethes vugge, at hun skulle blive den største regent i Norden igennem alle tider. Men det blev hun.

Ret hurtigt stod det dog klart, at Margrethe ville blive dronning af Norge. Kun 10 år gammel blev den unge prinsesse nemlig gift med Norges kong Håkon. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet – som det hedder – flere år senere. 17 år gammel fik Margrethe således sit eneste barn sønnen Oluf.

Da Margrethe var 22 år i 1375, døde hendes far Valdemar Atterdag – og så kom Margrethe rejsende ned fra Norge med Oluf ved hånden og hævdede, at hendes søn i dén grad havde arveret til tronen. Teknisk set var der andre, der måske var tættere på. Og endnu mere teknisk set var Danmark et valgrige.

Men Margrethe stod som altid fast på sit, og stormændene har nok regnet med, at de sagtens kunne magte den unge pige, Margrethe, der i sin 5-6-årige søns navn skulle regere. Så man besluttede, at Oluf skulle være konge, og hans mor regere på hans vegne, indtil han blev myndig.

Stormændene kunne så ikke styre Margrethe. Tværtimod. Margrethe viste sig i den grad at være sin fars – Valdemar Atterdags – datter. Hun ville styre alt, og det lykkedes. For hun var klog, smidig og totalt skruppelløs.

Fx fik hun de skånske borge tilbage fra lybeckerne 10 år før tid ved en kombination af smidig forhandling – og sørøveri, som hun selvfølgelig benægtede ethvert kendskab til.

Margrethe fik også sønnens Oluf´s ret til den svenske trone på dagsordenen. Oluf´s farfar havde trods alt været svensk konge, og hans far norsk konge. Så den norske trone gav jo sig selv, og med farfaderen som gammel svensk konge og dermed en medfødt ret til Sveriges trone var grunden lagt til det, der blev hendes livs mesterstykke: Kalmar-unionen.

Men så skete katastrofen. I 1387 døde Oluf kun 17 år gammel. Og så ville spillet normalt være ude. Kvinder kunne ikke arve tronen – så når Oluf var væk, skulle en ny konge vælges. Og desuden var Margrethe jo ikke blodbeslægtet med hverken Norge eller Sveriges nylige konger, så de lande burde være helt udenfor rækkevidde. Der var også emner i Danmark, som kunne være blevet konge.

Men det skete ikke. I stedet blev Margrethe af landets rigsråder valgt til FRUE OG HUSBOND OG HELE RIGETS MÆGTIGSTE FORMYNDER. En mere mærkelig titel i Danmarkshistorien findes ikke. I praksis betød den, at Margrethe nu ikke mere officielt regerede på sin nu afdøde søns vegne, men på egne.

Kort efter skete det samme i Norge. Margrethe havde dermed officielt magten i både Danmark og Norge, men dronning var hun ikke i Danmark, kun i Norge og dér teknisk set enkedronning.

Rygterne gik, at hun havde ladet Oluf dræbe eller bortføre til Sydeuropa, fordi han var uduelig. Men det er kun rygter. Fakta er derimod, at da Margrethe havde styr på Danmark og Norge, vendte hun for alvor blikket mod Sverige, hvor svenskerne ville af med deres konge, Albrecht af Mecklenburg, og hvor Margrethe altså stadig – selv uden søn – mente, at hun havde noget at gøre.

Og selvfølgelig lykkedes det for hende med masser af forhandlinger, også under hånden med svenske stormænd, og et enkelt slag. Det eneste slag, som Margrethe stod i spidsen for. Hun foretrak ellers at undgå krige og militære slag, da man aldrig kender udfaldet af en krig. Hvorimod man – hvis man var Margrethe – kendte udfaldet, når man selv forhandlede.

Men her måtte der et slag til, og så blev Sverige også hendes, og samtidig adopterede hun en dattersøn af en af hendes søstre, den kun 5-årige Erik af Pommern, der blev valgt til konge og kronet som konge af samtlige tre riger. Og SÅ kunne Margrethe i 1397 (ti år efter Oluf´s død) underskrive Kalmar-unionen.

Norden var nu samlet – før første og eneste gang i historien. Og unionen holdt i mere end 100 år. Dog mest og bedst under Margrethe, da selvfølgelig aldrig slap tøjlerne, mens hun levede. Det gjorde hun indtil 1412, hvor hun kun 59 år gammel døde ombord på et skib på Flensborg fjord, godt i gang med at få Sønderjylland helt hjem til Danmark.

Margrethe, der også var meget religiøs, og som var blevet opdraget af Den Hellige Birgittas datter, blev derpå gravlagt i Sorø Klosterkirke, som hun ønskede det.

Men hendes ven bisp Lodehat fik hendes kiste flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun den dag i dag stadig ligger på den fineste plads bag alteret i kirkens kannikekor. Hendes hvide sarkofag med hende selv på toppen iført lang kjole og krone er kendt af de fleste – og står som et monument over en af de stærkeste og mest bemærkelsesværdige danske regenter gennem alle tider. Måske den stærkeste, den mest bemærkelsesværdige.

Efter Margrethe kom en række konger, der mere eller mindre heldigt kæmpede for at holde sammen på Unionen. I næste uge skal vi høre om dem – og især om ham, som det går galt for på så mange planer: Christiern d. 2.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Galopperende galimatias at undlade at flytte Vikingeskibsmuseet

Da stormen Bodil ramte i starten af december var de historiske vikingeskibe i Roskilde i reel fare. Kun en stor indsats fra mange mennesker og Vikingeskibsmuseet forhindrede ødelæggelsen af vores nationale arv.

Så langt, så godt.

Nu viser en undersøgelse fra COWI, at det ville give god mening at flytte museet til mere højereliggende lokaliteter (dog stadig med udsigt over fjorden) for at forhindre en tilsvarende situation en anden gang. Men det mener man på Vikingeskibsmuseet er en rigtig dårlig ide, da en sådan flytning vil ødelægge ideen med museet, som argumentet hedder.

http://www.bygningskultur.dk/Menu/Aktuelt/Nyheder/Skal-Vikingeskibsmuseet-flyttes

Tjah, måske. Men hvad er nemmest at genskabe? En ny ide, en ny måde at fortælle historien om vikingeskibene og vikingetiden på? Eller mere end 1000 år gamle vikingeskibe?

Da det sidste simpelthen IKKE KAN genskabes, giver svaret sig selv. De historiske vikingeskibe bør derfor flyttes så hurtigt som muligt, så de kan sikres for eftertiden.

For ja, det er flot med et museum, der ligger lige i vandkanten. Men vi lever i en tid, hvor det generelle vandstandsniveau forventes at stige med mindst en halv meter i løbet af de næste 10-15 år, og hvor der samtidig er forøget risiko for stadig voldsommere storme og deraf hyppigere og større stormfloder.

Det er derfor galopperende galimatias at holde fast i en ide om at beholde museet, hvor det er idag.

Og at bygge museet en meter højere som det foreslås, svarer til at tage et ekstra silketørklæde om halsen for at beskytte sig mod vinterstormen. Altså praktisk talt ingen effekt.

Få med andre ord de historiske vikingeskibe i sikkerhed. Men lad blot kopierne blive ved og i vandet i Roskilde Fjord. Kopi-skibene gør stor gavn og glæde dér, hvor vi kan sejle i dem.

Og så er kopi-skibene i øvrigt ligesom museumsfolkenes ideer: De kan altid genskabes, hvis det skulle være. Det kan originalerne IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingeskibene reddet – nu mangler vi julen

Efter stormen kom vandet – og det i så store mængder at man i mange indre danske farvande, fjorde og ved kyster talte om en tusindårs-oversvømmelse. Altså en oversvømmelse så stor, at den kun finder sted en gang hvert tusinde år.

Dét tvivler Danmarksbloggen dog på med de forandringer, som klimaet gennemgår i øjeblikket. Meget tyder derimod på, at lignende – og også værre oversvømmelser – bliver noget, som kommende generationer skal forholde sig til som en fast del af årets gang.

Men uanset hvad, så steg vandet i går til over to meter over dagligt vande mange steder i den østlige del af Danmark. Og de kommende dage vil vise, hvor mange mennesker der har fået ødelagt hele deres hjem eller dele af det.

En ting blev dog reddet, nemlig de historiske vikingeskibe i Roskilde. Bølgerne slog ellers godt med museet, der også befinder sig lige i vandkanten, men der blev gjort meget for at sikre den historiske arv – og det lykkes.

Men en ting er bølger og vandstande. Noget andet er fattigdom og ensomhed. De kommer ikke farende med en storm, men er her hele tiden.

Så der forestår danskerne et endnu vigtigere arbejde end nogle historiske vikingeskibe, nemlig at sørge for at give en jul til de mange, der enten ikke har penge til at holde jul for eller/og ikke har nogen at holde højtiden sammen med.

I morgen er det anden søndag i advent – og der tænder stifter af Julehjælpen Rene Husted Vahl lys nr. 2 i Danmarksbloggens adventskrans. Læs endelig med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk