Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.
Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.
Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag” – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.
For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.
Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.
Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.
Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.
Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk