Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens glemte jubilæum

I dag blev hun for 45 år siden Dronning, og i morgen er det 45 år siden, at en sort- og sørgeklædt kvinde blev udråbt til Danmarks Dronning på Christiansborgs balkon. Det er noget af en milepæl, og kun Christian d. 4. har siddet længere tid på Danmarks trone end Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

Men det er åbenbart ikke noget, som hverken Kongehus eller medier har tænkt sig at gøre noget ved.

Det er en skam. Derfor vil Danmarksbloggen også gøre det. Ikke på den almindelige måde med en lang opremsning af regentens liv og fortræffeligheder. Men heller ikke med den ligeså klassiske diskussion om for og imod monarkiet. Eller om det ville give mening, at kronprinsen tog over. Alt det kan danskerne allerede til hudløshed.

Så i stedet trakterer Danmarksbloggen med en lille historie om, hvorfor Margrethe d. 2. rent faktisk burde være d. 1. – eller d. 3.

Sagen er nemlig den, at hende, der kendes som Margrethe d. 1, aldrig var Dronning af Danmark. Hun var Dronning af Norge via ægteskab med Norges konge – og senere af Sverige, da de svenske stormænd tilbød hende kronen – og ja, hun samlede Norden i Kalmarunionen som den eneste regent i Norden nogensinde. En flot bedrift.

Men i Danmark var Margrete Valdemarsdatter, som hun også kaldes, aldrig Dronning, men derimod ”Fuldmægtig Frue og Husbond og Det Ganske Rige Danmarks Formynder”. En mere mærkelig titel har ingen dansk regent nogensinde haft. Men i realiteten var hun altså blot formynder for først sin søn – og efter hans død for adoptivsønnen, den senere Erik af Pommern. At hun så indtil sin død styrede hele riget med hård og dygtig hånd er en anden sag.

For de samme vilkår og muligheder for at regere Danmark gælder også for en anden Margrethe, Margrethe Sambiria – også kaldet Margrethe Sprænghest, der levede lidt over 100 år tidligere. Hun var mor til den senere myrdede konge Erik Klipping, men var i modsætning til Margrethe Valdemarsdatter ikke særlig populær, hverken i samtiden eller senere. Så hende vil vi helst glemme.

Men hun var dér – først som dronning i betydningen af at være gift med den danske konge Christoffer d. 1., men senere dronning i betydningen regent – og dermed altså dronning på de samme vilkår som den elskede Margrethe Valdemarsdatter, der nu ligger på den fornemmeste plads i Roskilde Domkirke, hvor også vor tids Margrethe skal hvile til sin tid.

Men vor tids Margrethe er altså dermed nr. 3 – hvis man skal se på antallet af Margrether, der har siddet ved roret i Danmark. Eller hun er nr. 1., hvis vi skal se på, hvem der er blevet tituleret Danmarks Dronning i betydningen regenten – også formelt set.

Eneste anke man måske kan komme med er, at Margrethe Sambiria var gift ind i det danske kongehus, mens Margrethe Valdemarsdatter som vor tids Margrethe var født ind i det, da hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, der samlede hele Danmark efter landet i mange år havde været pantsat og splittet.

Men det rykker ikke ved, at de to første var stedfortrædende regenter, mens vor tids Margrethe er den første kvinde i Danmark, der er regent i kraft af sig selv.

Læs mere om de to tidligere Margrether her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen anmelder Dronningens nytårstale

Traditionen tro holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin årlige nytårstale til nationen kl. 18 nytårsaften.

En nytårstale, der fra flere sider er blevet rost som et stykke godt retorisk håndværk til trods for, at Dronningen flere gange snublede i både enkelte ord og sætninger. En nytårstale, der af de samme kommentatorer er blevet kaldt en af Majestætens sædvanlige kærlige små opsange til den danske befolkning.

Danmarksbloggen er et langt stykkke hen af vejen enig, selvom ord som fællesskab, solidaritet og sammenhængskraft var savnede. Danmarksbloggen vil dog fremhæve perler fra Amalienborg som:

“Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land. Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække.”

Og:

“Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages. Det kan være på arbejdspladsen, på skolen eller dér, hvor vi bor. Det er en god begyndelse. Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind.”

Samt:

“Vi bekymrer os om problemer på den anden side af jorden, og det er selvfølgelig vigtigt. Men har vi også overskud til at hjælpe den familie, der bor lige ved siden af, selvom vi ved, de har brug for det?”

Og endelig og allerbedst:

“Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden (referance til dengang danskerne hjalp jøderne, red) må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.”

Dronningen mener altså, at det drejer sig om tolerance, vidsyn og rummelighed. Om debat og værdier, der bunder i respekt for den enkelte og forskelligheden. Om medmenneskelighed og hjælpsomhed.

Dronningen mener altså, at Danmark er bedst, når danskrne er frie, åbne og glade – og lever sammen i et forpligtende fællesskab.

Danmarksbloggen er helt enig. Læs Danmarksbloggens nytårstale:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2949

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk