Ikke MIG FØRST

Skal verden til at gå under? Der er ikke engang gået en uge, siden Donald Trump blev præsident, og dommedagsscenarierne har siden floreret i massevis – ivrigt hjulpet på vej af mandens egne tweets om først det ene og så det andet.

Og enig, der er masser af grunde til at være bekymret. Masser af ting at være bange for. For hvad sker der med verdensfreden, borgerrettighederne, miljøet – og sågar økonomien? For selv de stærkeste og største virksomheder vil Trump ikke være bleg for at gå i kødet på, overbevist som han er det om sin egen ufejlbarlighed.

Men måske – bare MÅSKE – kan Trump og trumpismen også betyde noget godt. For i stedet for at lulle rundt og tro, at det-går-jo-nok, så er der nu en chance for, at verden vågner op og ser, at nej, vi kan ikke bruge brølende liberalisme til noget. Nej, det du´r ikke kun at tænke på sig selv og sine.

Vi er alle forbundne med hinanden. Det er ikke America first eller Danmark først. Det er heller ikke MIG FØRST.

Vi er i stedet nødt til at tænke både frem i tid og ud til siderne i sted, således så vi får alle med og skaber et solidarisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Et gammelt slogan, men det holder stadig præcis som det 11. bud: Elsk din næste som dig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk