Udligningsordninger og retfærdighed

Flere – især jyske – kommuner er utilfredse med at skulle bidrage til den kommunale udligningsordning. De mener, at de selv har mere brug for pengene. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/10/21/230654.htm

Danmarksbloggen er ikke overrasket, snarere tværtimod er Danmarksbloggen forbavset over at dén udmelding ikke kom for lang tid siden.

Grådigheden og den manglende lyst til at dele er omsiggribende i det danske samfund, så selvfølgelig må egoismen også vise sig i den kommunale udligningsordning.

Men den kommunale udligningsordning er en god ting – hvis altså den fungerer ordentligt og på retfærdig vis fordeler goderne, således at rige kommuner giver til fattige kommuner.

MEN når det er sagt, så er det vigtigt også med en større udligning indenfor den enkelte kommune.

Københavns kommune, som pt. modtager 900 millioner, er fx kendetegnet ved, at der i kommunen bor både højindkomstgrupper og nogle af Danmarks mest udsatte grupper.

Så nej, fx Københavns kommune skal ikke som foreslået aflevere 500 millioner. For her har man behov for endog ret store midler, hvis de udsatte skal hjælpes. Udsatte som kommer til hovedstaden fra hele landet, også de kommuner, som nu ikke vil betale.

Det er desuden også forkert at se på Hovedstadsområdet som ét samlet område. Der er – som de fleste ved – en kæmpestor forskel på, hvad man tjener i de forskellige kommuner.

Så det eneste der giver mening og er retfærdigt er, at man tager hensyn til alle faktorer – og ikke kun kommunens samlede skatteindtægt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk