Anmeldelse: ”OPI – Debat og perspektiv.”

Mediehuset DenOffentlige har udgivet deres første bog ”OPI – Debat og perspektiv. En blogstafet fra DenOffentlige”.

Det er DenOffentliges redaktør Nick Allentoft, der sammen med projektleder på Syddansk Sundhedsinnovation, Region Syddanmark Susan Dalum står for bogen.

Bogen, der består af både nye indlæg og indlæg allerede publiceret på DenOffentlige, er et absolut ”must” at læse for enhver, der er interesseret i velfærd – og måske især i hvordan vi i Danmark bevarer og videreudvikler vores velfærd.

For det er et af de få – ja, måske endda det eneste – samfundsmål, som alle politiske partier og alle danskere er enige om: At vi vil beholde vores velfærdssamfund.

Så kan vi diskutere, hvordan velfærdssamfundet skal opbygges, finansieres og så videre – men at velfærden skal sikres, er alle danskere enige om – også i ”OPI – Debat og perspektiv.”

Inden man går i gang med læsningen af de 15 indlæg fra blogstafetternes deltagere (side 17 til side 88), kan det dog anbefales at læse indledningen, første kapitel samt de to sidste kapitler. Her får man nemlig en grundig indføring i, hvad OPI er, det tre-årige OPI-Lab, og hvordan OPI i skrivende stund folder sig ud i Danmark, både generelt og i konkrete eksempler.

Men kort fortalt drejer OPI sig om, hvad det offentlige og det private sammen kan skabe af nye initiativer, forbedrede arbejdsgange, teknologiske landvindinger og andet i bestræbelserne på at udvikle en bedre og mere lønsom velfærd – deraf også navnet: OPI, der står for Offentlig, Privat og Innovation.

Blogstafetternes deltagere er som nævnt 15 videns- og indflydelsesrige personer fra hele Danmark. Nogle af dem er kendte som fx EU´s konkurrencekommisær og tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, finansminister Bjarne Corydon, Dansk Folkepartis leder Kristian Thuelsen Dahl, FOA´s formand Dennis Kristensen og formand for FTF Bente Sorgenfrey. Mens andre er mere ukendte for den brede offentlighed som fx KL´s relativt nye formand Martin Damm, regionalpolitisk direktør for Danske Regioner Gitte Bengtsson og direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen. Erhvervslivet er også repræsenteret ved fx administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad og direktør for Philips Healthcare Danmark Ulrik Rokkedal Therkildsen.

Det er altså en bred vifte af interesser og organisationer, der kommer til orde i ”OPI – Debat og perspektiv”. Der er derfor også mange forskellige emner – og meninger – oppe at vende i løbet af blogstafetten.

Og det kan have sine fordele, da det giver et fint overblik over mange af de relevante problemstillinger. Men det kan også have sine ulemper, da man som læser godt kunne tænke sig, at der blev gået mere i dybden med nogle emner.

Følgende emner baseret på de 15 blog-indlæg kunne det derfor – efter Danmarksbloggens mening – være både spændende og relevant at få yderligere belyst:

1)    Kan man overhovedet – og i så fald hvordan – få de private aktører interesseret i at være med til at videreudvikle velfærden uden at det nødvendigvis kan aflæses på deres bundlinie – ihvertfald indenfor en overskuelig tid?

2)    Og hvor langt ind i det offentlige maskinrum skal de private virksomheder have adgang? Og hvilke beføjelser skal de private virksomheder evt. have dér?

3)    Og tilsvarende: Hvor langt ind i de private virksomheders maskinrum skal de offentlige institutioner have adgang? Og hvilke beføjelser skal de offentlige institutioner evt. have dér? Bemærk: Her tales ikke om skat og andre myndigheder, men om offentlige institutioner, der arbejder med velfærdsydelser.

4)    Kan OPI skabe jobs i eksisterende virksomheder – og institutioner? Hvordan?

5)    Kan OPI skabe nye virksomheder eller/og offentlige arbejdsplader? Hvordan?

6)    Hvordan sikrer vi, at relevante OPI-erfaringer dokumenteres og lagres, så andre også kan få glæde af dem – og den dybe tallerken ikke skal opfindes to eller måske ti gange? Er de allerede etablerede samarbejder gode nok til at løfte dén opgave? Og hvad er i den forbindelse status for det samlede kompetence-center, som DI`s adm. direktør John Klarskov foreslår i blogstafetten?

7)    Velfærd som eksport: Kan Danmark tjene penge på OPI? Hvordan?

8)    Hvordan ser fremtiden ud for OPI, nu hvor de første tre års finansiering er forbi?

9)    Og endelig: Hvad handler velfærdsteknologi i bund og grund om? Vasketoiletter og spisearme alene gør det jo ikke. Ejheller ledelse, proces og kommunikation. Velfærd handler stadig først og sidst om varme hænder – om mennesker af kød og blod. Handler om dig og mig og alle andre, når vi er børn, gamle, syge eller i øvrigt har brug for hjælp i livet.

Derudover kunne det give god mening med en principiel diskussion af den strukturelle forskel, som der er på en offentlig institution, der selvfølgelig skal leve op til diverse krav om effektivitet og value-for-money, men som ikke skal generere et økonomisk overskud som en privat virksomhed er nødt til, hvis den private virksomhed skal overleve og gerne også vækste.

For netop dén forskel, som der er på økonomisk incitament hos de to aktører, spiller en afgørende rolle for, hvordan den enkelte virksomhed og den enkelte institution kan agere, både i forhold til ydelser, kunder, brugere, ansatte, innovation, kommunikation og ledelse.

Det er derfor også en forskel, som det efter Danmarksbloggens mening kunne give god mening – og mere velfærd – at undersøge nærmere. For kun ved at få forskellen mellem en privat virksomhed og en offentlig institution kortlagt og beskrevet, kan der for alvor bygges bro – og skabes mere og bedre OPI – mellem to på mange måder meget forskellige aktører: De offentlige myndigheder og de private virksomheder.

Eller sagt ligeud: At definere og beskrive de forskelle og en mulig bro imellem dem kunne være en opgave, der efter Danmarksbloggens mening lægger lige til højrebenet for Mediehuset DenOffentlige, som med deres nye bog ”OPI – Debat og perspektiv” er med til at højne vidensniveauet og give samfundsdebatten i Danmark et vægtigt indspark.

Måske det endda kunne blive til en ny debat-blog-bog med dét emne?

Det kunne være spændende. Danmarksbloggen bidrager gerne og glæder sig til fortsat at følge og skrive om Mediehuset DenOffentlige og deres arbejde. Der er noget at tage fat på i fremtidige artikler og bøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "Anmeldelse: ”OPI – Debat og perspektiv.”"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *