Gamle synder kaster lange skygger – og det gør vold og fortræd også. Sæt det sammen med at fædrenes synder nedarves i syv led, som det siges i Biblen – og så har man forlægget til Ole Bornedals ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, som har premiere i dag d. 14. december.
Da filmen starter, er der gået 30 år siden de forfærdelige begivenheder på Retsmedicinsk Institut i København, hvor nattevagten Martin og hans kæreste Kalinka var få sekunder fra at blive myrdet af den sindssyge massemorder og kriminalkommissær Wörmer – men hvor de blev reddet af vennen Jens, der var nødt til at skære sin ene tommelfinger af for at kunne komme til undsætning.
Filmen fra 1994 sluttede med et dobbeltbryllup: Martin og Kalinka – og Jens og Lotte. Happy end – eller? Helt bestemt eller. For hvor samfundet for længst har glemt, hvad der skete, så er rædslerne fra dengang stadig voldsomt definerende for alle involverede.
Og det gælder også dem, som er født efter det skete, som tilfældet er for Emma, der er Martins og Kalinkas datter. Hun er medicinstuderende – og i jagten på sandheden om, hvad der skete dengang (en sandhed, som delvist er blevet holdt skjult for hende), tager hun det selvsamme job som nattevagt, som faderen engang havde.
Forholdene på Retsmedicinsk Institut har selvfølgelig ikke ændret sig. Det er den samme overlæge, de samme skumle, slidte gange og rum – og den samme råddenskab og stank af lig og død. Ja, der er faktisk endnu mere råddenskab, end Emma og hendes tre gode venner (som endda kommer og holder drukfest) forestiller sig.
Noget ondt ligger nemlig og lurer i skyggerne – også andre steder, end man først tror. For gamle synder har det med ikke kun at kaste skygger – de kalder også på hævn. Iskold og blodig hævn.
Det er Emma, som er filmens hovedpersonen, og hun spilles med nerve og overbevisning af Fanny Leander Bornedal. Heldigvis møder vi også Martin og Jens – Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia, og hvor er det rart at få svar på, hvad der blev af dem – og af Kalinka og Lotte. D´herrers samspil er i øvrigt – her efter tre succesrige årtier som skuespillere – stadig lige stærkt og fast. Som et venskab er det efter mere end 30 år.
Og ja, vi møder selvfølgelig også Ulf Pilgaard som Wörmer, og selvom han kun er med i få scener, er det nogle af de mest skræmmende. Han er ætsende god, både i samspillet med Fanny Leander Bornedal og med Nikolaj Coster-Waldau.
I andre markante roller ses Paprika Steen som kriminalkommissær Kramer og Sonja Richter som psykologen Gunver – samt Sonny Lindberg, der spiller Sofus, som også er beboer på anstalten Skt. Hans, hvor Wörmer sidder. Dertil kommer de andre unge, som blandt andet tæller Nina Rask i en vigtig rolle. Men det er et generelt stærkt og velvalgt cast til filmen om de forhold og begivenheder, der fører til det endelige opgør.
Tankerne bag ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” om menneskets psykologiske og bibelske behov for hævn og retfærdighed er også spot-on, og filmen er sine steder særdeles ubehagelig på den gode måde. Men andre steder er den særdeles ulogisk. Et forhold, der ikke kan tydeliggøres uden at røbe handlingen. Men der er noget med både tider, steder og muligheden for at få information, som ikke stemmer.
Men dét er en spændende film – og derfor og af veneration for mesterværket fra 1994 – skal ”Nattevagten – Dæmoner går i arv” have 4 ud af 6 stjerner.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk