Anmeldelse: “Operation Mincemeat”

Ofte forbindes det at leve op til forventningerne – og intet mere – som en skuffelse. I hvert fald i kunsten. For hvor er det overraskende moment? Det nye? Ja, det behøver slet ikke at være dér. En film kan være lige præcis, som man forestiller sig – og stadig være en strålende film.

Det gælder i hvert fald ”Operation Mincemeat”, der har premiere i dag.

”Operation Mincemeat” er en historisk film om den måske mest spektakulære efterretnings-operation nogensinde.

Nemlig historien om hvordan englænderne i 1943 forsynede et lig af en vagabond med en falsk identitet som engelsk officer – og falske planer for De Allieredes invasion, for derpå at smide liget i havet udenfor den spanske kyst. Herfra sørgede man så for, at liget kom til Spanien, og papirerne endte i Berlin. Det drejede sig nemlig om at få nazisterne til at tro på, at De Allieredes landgang ville finde sted i Grækenland – og ikke på Sicilien, som det var planlagt.

Det lyder måske som noget fra en James Bond-film. Men det skete faktisk – og dermed ændrede krigens gang sig. Apropos James Bond så var det Ian Fleming – manden bag James Bond, der som ung officer havde fået ideen om at bruge et lig som redskab. Ian Fleming var også med i gruppen, som vi følger i filmen. Han spilles med flabet charme af Johnny Flynn.

En gruppe ledet af dommer Ewen Montagu, mesterligt og med følelse og smerte spillet af verdensstjernen og den Oscar-vindende Colin Firth, som – trods at han i rollen er gift og har to børn – forelsker sig voldsomt i Jean Leslie. Oscaren fik Colin Firth i øvrigt for rollen som den stammende King George, der sammen med sin kone og deres to døtre (blandt andet den senere Elizabeth d. 2.) var et samlingspunkt i England under 2. Verdenskrig.

Jean Leslie er navnet på enken, der arbejder i militæret – og har en stor indlevelsesevne, som gør, at hun mere end nogen af de andre i gruppen kan skabe et troværdigt menneske, der aldrig har eksisteret. Det er Kelly MacDonald, der med stor følsomhed fremstiller Jean Leslie.

Den tredje i gruppen er efterretningsofficeren Charles Cholmondeley, som lider under, at hans mor elsker hans døde bror mest, men som ikke desto mindre lever efter store æresbegreber og med endnu større drømme. Han spilles med sympati af Matthew Macfadyen.

Den sidste i gruppen var Hester Leggett, som havde et overblik og en organisationsevne som få. Hun spilles med overbevisning af Penelope Wilton, som mange måske kender fra Downton Abbey, hvor hun gestaltede en lignende rolle som en effektiv dame og svigermor til Lady Mary.

Endelig ser vi Jason Issacs som admiral Godrey, der ikke brød sig om operation Mincemeat. Men han måtte sluge hele den rå klump kød, da selveste Churchill mente, at det var den slags fantastiske ideer, som havde chancen for succes fremfor den forventede trivialitet. Admiralen spilles med bid og psykologisk skarphed   af Jason Issacs, som kendere af Harry Potter-universet vil genkende som Lucius Malfoy.

Det er med andre ord et stjernecast, som vi ser på lærredet – og de yder alle en formidabel indsats.

Noget af det mest spændende i filmen er i øvrigt at følge de indbyrdes relationer mellem de grandvoksne, men på grund af krigens kaos absolut ikke satte voksne mennesker, som udvikler sig voldsomt i de måneder, hvor operationen foregår.

Der er både forelskelser, skuffelser, oprør og meget mere – men altid med pligten og operationen som en rød tråd. Vel at mærke sammen med store mængder alkohol og musik.

For livet i London dengang var ikke kun bomber og ruiner. Det var også dans, fest og druk bag de lukkede døre – og de nedrullede mørklægningsgardiner. Det er også en gammelkendt sandhed: At når døden er tæt på, så leves livet ofte allermest intenst. Nærmest på trods.

”Operation Mincemeat” er en historisk film, som her i foråret 2022 også er en aktuel film med sit fokus på bevidst misinformation og bevidst plantning af denne.

For når man ser filmen, ser man også nutiden. Der dukker billeder op af kampvogne med Z malet på, Putin i den alt for store stol bag det lange bord, Zelenskij der går gennem Kyivs gader i sin grønne t-shirt eller mødes med statsledere fra hele verden, ukrainske soldater ved fronten i gang med at skyde missiler afsted – og så det værste: Ligene i de ukrainske gader og andre steder.

Undertegnede tænker også på alle de ting, som medierne ikke skriver om, og som offentligheden som helhed måske ikke kender til. Men mange af os kender nogen, der kender nogen – og vi har alle hørt en masse historier. Men hvad er sandt, og hvad er rygter – måske plantet bevidst? Vi aner det ikke.

Så undervejs i den mere end to timer lange film sidder man med en følelse af fortid, når det kommer til hændelsesforløbet – og nutid, når det kommer til aktualiteten af blandingen krig og misinformation.

Man sidder så også med et stort spørgsmålstegn. For 2. Verdenskrig – og dermed filmens slutning – er en ”tryg krig”. Den kender vi. Det er snart otte årtier siden, at den sluttede. Men den igangværende krig kender vi ikke udfaldet af.

Vi ved ikke, om vi her i 2022 ender i lyset eller i mørket. Men vi ved, at vi lever af historier … og at vi ikke kan stole på alt, hvad vi ser eller hører – og at der findes meget under overfladen. Så vi kan ikke andet end bare følge med, så godt vi nu magter.

Det gjorde de også dengang i 1943 – og det er mesterligt skildret af John Madden, som har instrueret, og Michelle Ashford, som har skrevet manuskriptet baseret på Ben Macintyres bestseller.

”Operation Mincemeat” er simpelthen en gedigen krigsfilm, der forvalter den historiske arv med stor respekt – og stadig tilføjer filmen noget moderne både i sit budskab og i sin fortælling af, hvad der skete for lukkede døre i en kælder i London dengang i 1943.

Danmarksbloggen giver ”Operation Mincemeat” 5 ud af 6 kapsler som dem, man brugte til at transportere liget af den falske officer i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.