Dagur Káris nye film hedder ”Hygge” – men man kunne uden problemer sætte et stort U foran. For filmen er præcis så uhyggelig, som hverdagen i Danmark anno 2023 er det.

Filmens evne til at portrættere vor tids mennesker, adfærd, værdier og tabuer er nemlig mere skræmmende end noget til den forestående Halloween-højtid er det. Også fordi det gøres med lige dele humor, god skuespilskunst og den ellers i årevis i danske film så oversete kammerspils-kulisse, hvor der ikke sker så meget – men hvor det hele ligger i det, som bliver sagt – eller fortiet.

Rammen er en såkaldt ”hyggelig” fødselsdagsmiddag for den bror, som ligger i koma på sygehuset, mens hans kone, hans to brødre med henholdsvis kæreste og kone samt konens bror og dennes mand fejrer dagen.

Scenen er med andre ord sat til noget af en middag – og den får lige et ekstra nøk med saltbøssen, da den ene brors nye kæreste foreslår en leg, hvor alle lægger deres mobiler på bordet, hvor de så skal ligge synlige for alle hele aftenen. Reglen er så, at når en sms tikker ind på ens telefon, så skal den læses højt – og ringes man op, skal telefonen på højttaler under hele samtalen.

Og der kommer opkald, sms´er og billeder ind i en lind strøm, som afslører både det ene og det andet – og især det, som hver især gerne vil holde skjult for de andre.

For livet er selvfølgelig ikke så let og succesrigt, som det helst skal fremstilles. Tværtimod slås alle med deres dæmoner, og skeletterne vælter ud af skabene. Hvilke skal ikke røbes her, men det er store kampe, som kræver tilsvarende stimulanser, der for de fleste vedkommende indtages i det skjulte, når det spisebord, der står som et billede på livets fællesskab, forlades.

For vi lever i fællesskab med hinanden, men også i kamp med og mod hinanden. En kamp, hvor vi på trods af bitre opgør og beske sandheder ofte ender med at ae hinanden på kinden og tro på, at det bliver bedre i morgen – selvom vi godt ved, at intet i virkeligheden ændrer sig nogensinde.

At livet er og bliver et kaos uden de forløsninger og happy ends, som vi tror på som børn. Det er lidt trist, hvis man er romantiker, men ganske opmuntrende, hvis man er realist. Under alle omstændigheder er det, hvad det er – og som de viser det skuespillerne i filmen, som spiller så eminent virkelighedstro, at alle skal fremhæves lige meget. Så må jeg præsentere stjernecastet:

Middagen holdes hos den ene bror Peter, som spilles af Joachim Fjelstrup. Peter er styrtende rig, da han har solgt et softwarefirma, og aldrig behøver at arbejde mere. Så nu bruger han tiden på at lave såkaldt god mad – og går i sin kedsomhed op i, at fx honningen er fra New Zealand.

Han er gift med Helene, som spilles af Sofie Torp – og som er en psykolog, der klarer sit arbejde til ug, men som går på tværs af al psykologisk viden i sit eget nære liv med mand og barn. Bagerens børn er også sultne, skrædderens børn har huller i tøjet – og psykologens datter får hverken sandhed eller en brugbar omsorg.

Helenes egocentrerede bror Hans-Fabian (Fab, hvis man er venner med ham), spillet af Thue Ersted Rasmussen, er adfærdsdesigner, og lever i et åbent ægteskab med den følsomme og trængte revisor Ib, som er markant mindre tilfreds med ordningen. Ib spilles af Nicolai Jørgensen.

Den anden bror fantasten Nikolaj spilles af Jesper Groth. Han har et blomstertel, hvor han tager sig af blomsterne, mens ejeren er på ferie. Hans nye kæreste Laura er en idealistisk og ny-gravid veganer, der er en del yngre end de andre. Hun spilles af Andrea Heick Gadeberg.

Endelig spiller Olivia Joof Lewerissa den vagtsomme galleriejer Erica, som mener, at hendes kommunikation med manden er blevet meget bedre efter, at han kom i koma.

Så er scenen også sat. Danmarksbloggen giver denne formidable og morsomme feel-bad-film ”Hygge” fem ud af seks vinflasker, som dem, der bliver drukket rigeligt af under middagen.

”Hygge” er en film, der glider ned så let som en creme brulé – umiddelbart. For de sure opstød kommer undervejs, som sandhederne kommer på bordet – og også bagefter, hvis man på vej hjem tør se sit eget liv efter i sømmene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk