Halal-slik: Dét er psykologien, der tæller

Sidste gang, der var ballade om halal-producerede fødevarer, handlede det om svinepølser i Ikea, som også Danmarksbloggen skrev om.
Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4269

Og nu er turen så kommet til halal-slikket, der er slik uden gelantine, og som derfor henvender sig til muslimer og jøder. Gelatine laves jo som bekendt blandt andet af svin – og derfor kan slik med gelantine ikke spises af muslimer eller jøder, da ingen af de to grupper spiser svin af religiøse årsager.

Men nu er slikgiganten Cloetta igang med en større halal-produktion af slik.

Meddelelsen om halal-slikkets vej ind på de danske slikhylder udløste nærmest øjeblikkelig en storm af protester fra mange gammeldanskere, der skrev ting som boykot halal-slikket og som mente, at der med indførelsen af halal-slikket er tale om endnu et knæfald for den muslimske tro.

Danmarksbloggen tænker, at halal-slikket i sig selv ikke er særligt interessant. Det er blot endnu en produktgruppe – ligesom at der også er økologisk slik, slik uden farvestoffer osv.

Det spændende er derimod de mekanismer, der gør, at halal-slikket bliver til så stort et emne.

For det viser, at der hos mange – og også en stigende andel – danskere er en dyb mistro og mistillid til muslimer – og de bliver kun større, når en ting som halal-slik indføres.

Er det så det samme som at sige, at der ikke skal indføres halal-slik? Selvfølgelig ikke.

Men det er vigtigt, at psykologien bag den stigende stigmatisering af muslimer undersøges – og især at der stilles klare forventninger fra samfundets side til både gammel- og nydanskere om, hvad det kræver af den enkelte at leve i et demokratisk og frit samfund, hvor vi ALLE tager hensyn til hinanden – uanset om vi kyler vingummibamserne direkte ned i gabet – eller om de skal halalslagtes først 🙂

For der skal være plads til frihed – og humor og forskellighed, både når det handler om slik, om ytringer og om tegninger …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "Halal-slik: Dét er psykologien, der tæller"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *