Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk