Månedsarkiv: september 2014

Nu skal Danmarks nationalret findes

Udgivet den af
1

Hvilken ret skal være Danmarks nationalret,? spørger fødevareminister Dan Jørgensen.

Spørgsmålet interesserer levende danskerne, og ser man på kommentarerne til fødevareministerens status på Facebook om emnet, så er der en ret, der hele tiden går igen:

STEGT FLÆSK MED KARTOFLER OG PERSILLESOVS

Retten er også klassisk dansk. Der er tale om svinekød, kartofler og sovs, endda tilsat den krydderurt, der er en af de mest udbredte og længst tilstedeværende krydderurter i Danmark.

Andre gentagne bud er stegte rødspætter eller risengrød, der også må henregnes til kategorien klassisk dansk mormor-mad, som altså scorer højt, når Danmarks nationalret skal findes.

Måske fordi mormor-mad handler om traditioner og tryghed i en verden og en tid, hvor alt hele tiden forandrer sig? Og hvor det derfor føles godt indimellem at kunne hvile i dét, som man kender.

Og hvor gør man det bedre end ved middagsbordet med den mad, som man spiste som barn? Ingen steder. Bordets glæder er massive – også og måske især i en urolig tid som vores.

Derfor giver stegt flæsk med kartofler og persillesovs god mening.

Læs mere her: https://www.facebook.com/#!/danskernesmad

At kåringen af Danmarks nationalret så ikke løser et eneste problem er en anden sag.

For kåringen af Danmarks nationalret er blot cirkusmusik, der leder opmærksomheden væk fra det, som det i virkeligheden handler om: Nemlig fødevaresikkerhed, MRSA-bekæmpelse og fattigdommen i Danmark, der også viser sig ved, at der er danskerne, der ikke har råd til ordentlig mad.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Solkonge og Vestager, der blev konkurrencekommissær, men tabte konkurrencen

Udgivet den af
1

For nylig præsenterede EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker sin nye kommission, som han har valgt at kalde Juncker-kommissionen med vanlig sans for at sætte sig selv og sin egen magt i centrum.

For når man hørte på Junckers fremlæggelse, stod det helt klart, at her var en mand, der mener, at EU – og især EU-kommissionen med ham selv i spidsen – skal bestemme alle de store linier i Europa, når det drejer sig om økonomi, strategi og andre geopolitiske emner.

Så kan de lokale myndigheder – som Juncker kaldte de nationale parlamenter – bestemme detaljerne.

Dét er mere end skræmmende med sådan en mand i spidsen for EU.

Juncker ser tilsyneladende sig selv om en EU-Solkonge, der står for alle de overordnede beslutninger i Europa.

Og det er så i denne magtens hvepserede, at Vestager bliver konkurrencekommissær. En post, der nok er tung, men så er den heller ikke tungere. Hun er heller ikke engang blevet en af de syv nye næstformænd. Så konklusionen står klart:

Vestager blev konkurrencekommissær, men hun tabte konkurrencen om magten i Bruxelles.

Ærgerligt for Vestager på den personlige bane, men ligegyldigt for Europa – og for Danmark. EU-kommissærerne arbejder nemlig ikke på at fremme nationale interesser.

For os i Danmark – og i Europa – er det et langt større problem, at EU har taget yderligere en skarp drejning væk fra det, som Europas befolkninger vil og tilkendegav ved parlamentsvalget for få måneder siden: Nemlig mindre EU og mere national selvbestemmelse, selvom vi selvfølgelig stadig skal handle sammen og stadig være forpligtede på hinanden.

Så det var ikke kun Vestager, men også og især demokratiet, der tabte i dag …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre toner rent – og umenneskeligt – flag

Udgivet den af
1

Lavere skatter, men samtidig flere penge til sundhed!!!!

Ja, det lyder jo som det rene fata morgana – og det er også lige, hvad Venstres udspil til finansloven er.

Læs det her: http://www.venstre.dk/nyheder/enkeltvisning/et-sundt-danmark/

Dét er så også en billig omgang, da Venstre udmærket ved, at regeringen formentlig laver finanslov med SF og Enhedslisten.

Men samtidig kan udspillet give Venstre bonus, da partiet har brug for at markere sig, både som sig selv og i forhold til Dansk Folkeparti, som seriøst truer Venstre som det førende parti i blå blok – og som i sand overbudsstil har meddelt, at de vil bruge mange flere penge på ældre, syge og arbejdsløse.

Altsammen noget der har været medvirkende til at Venstre vil spare 2,6 mia på udviklingsbistanden.

For uanset hvad: Så toner Venstre rent flag:

Danmark og danskerne skal iflg. Venstre være os selv nok, både i forhold til resten af verden og i forhold til hinanden her i Danmark.

Jungleloven – den stærkestes lov – skal være den til alle tider og alle steder gældende, og så er det bare rigtigt ærgerligt for dem, der ikke har et job eller en formue. De kunne jo bare tage sig sammen, bliver meldingen på dén måde fra Løkke og co.

Det er mere end usmageligt – det er direkte umenneskeligt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mordet på en hel musikgenre

Udgivet den af
1

Det startede i Tivoli for et par år siden, da det navnkyndige Promenadeorkesteret blev om ikke nedlagt, så dog beskåret så kraftigt, at det reelt er et spørgsmål om tid, før Promenadeorkesteret er en saga blot.

Og nu følger DR så lige i Tivolis fodspor med nedlæggelsen af DR´s Underholdningsorkester.

Begge steder handlede det om penge, om at man ikke syntes, at der var økonomiske grunde nok til at orkestrene skulle fortsætte. For alle andre grunde – såsom en kulturel og en samfundsmæssig forpligtelse – er man tindrende ligeglade med både hos Tivoli og hos DR.

Men det rokker ikke ved, at der er tale om mord på en hel musikgenre, når først vi ikke længere har de to fyrtårne indenfor dansk musik.

For hvem skal så udfylde pladsen mellem den klassiske musik og operaen på den ene side – og pop, rock, jazz og andet rytmisk musik på den anden side?

Rigtigt. Det er der heller ingen, der kan. Underholdningsmusikken, som har eksisteret i årtier, og som rummer viser og sange fra både fortid og nutid, vil dermed dø ud – og dét vil være et stort tab for dansk kultur – og dermed også for det danske samfund.

For ligesom at vi behøver både proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler for at overleve og trives fysisk, så behøver vi også al slags musik for at overleve og trives som mennesker.

Men nu slås kassen med underholdningsmusik-vitaminer altså i, og Tivoli og DR står sammen om mordet på en hel musikgenre.

Dét er mere end trist … og skal forhindres, hvis det kan lade sig gøre. For endnu lever Promenadeorkesteret og DR´s Underholdningsorkester, det sidste dog kun til udgangen af året.

Men den fede dame har så vidt vides endnu ikke sunget. Og indtil dét er sket, så kan miraklerne endnu nå at indtræffe.

Danmarksbloggen håber … måske er det naivt, men hellere naiv end kynisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De muslimske ledere svigter deres ansvar

Udgivet den af
1

Terror-truslen mod Danmark er øget qua Danmarks store engagement ifht bekæmpelsen af IS (Islamisk Stat) – og det kan let skabe frygt.

Men sådan er det nødt til at være. For en organisation så rabiat og uhyrlig som IS, der halshugger tilfangetagne vesterlændinge, nedskyder andre muslimer og begraver kvinder og børn levende, skal bekæmpes – lige indtil der ikke er en eneste IS-tilhænger tilbage.

Dét er stort set samtlige politikere og meningsdannere også enige om …

Men der mangler et par markante stemmer i fordømmelsen af IS og i tilslutningen til kampen imod den rabiate terror-organisation:

Nemlig de muslimske ledere som fx imamerne.

De muslimske ledere burde gå ud og sige højt og klart, at de tager afstand fra IS – og at de vil fraråde ALLE muslimer at tage til Irak og Syrien for at blive såkaldt “hellige krigere”.

Men det gør de muslimske ledere ikke. Tværtimod så ønsker de, at medierne ikke blander sig i det her – og at der ikke bliver snakket om det.

Beklager, men nej. Der skal netop snakkes om det. Der skal råbes og slås fast, at det er absolut forkert at have noget med IS at gøre.

Og i dét arbejde har de muslimske ledere et stort ansvar, som de i øjeblikket totalt svigter. Og det er ikke ok – hverken overfor alle de muslimer, som de på den måde svigter, eller overfor samfundet, som på den måde udsættes for en større terror-risiko.

Så muslimske ledere, grib muligheden og sig fra overfor den umenneskelighed, som IS præsenterer – og vis at I også vil frihed, fred og forskellighed i det danske samfund.

For den anden mulighed: At der ties, fordi (nogle af) de muslimske ledere er enige med IS – dét er en grim tanke, som Danmarksbloggen ikke håber er sand.

Men er det sådan, at det er, så er der noget at gå igang med. For så er der noget omkring respekten for andre og for forskellighed, som skal læres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Danmarks deltagelse i krige og konflikter

Udgivet den af
Svar

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens nye serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Idag – på dagen for Danmarks udsendte – skal det derfor handle om Danmarks deltagelse i diverse krige og konflikter.

Når man siger Danmark og krige og konflikter, kan man ikke undgå at tale om det knusende nederlag i 1864, der gjorde en hel landsdel tysk i flere årtier, inden 2 ud af 3 områder stemte sig hjem til Danmark i 1920.

For 1864 var et skelsættende år. Indtil 1864 var Danmark nemlig 100% overbevist om egen storhed – også i krig, og også selvom vi mistede Skåne, Halland og Blekinge i 1658 og Norge i 1813.

Men det ændrede sig i 1864, hvor nederlaget i Sønderjylland betød, at småstats-tanken og andedamsmentaliteten for alvor vandt frem – og de har præget Danmark lige siden.

Under begge verdenskrige dukkede vi således nakken og deltog så lidt som muligt. I Første Verdenskrig var vi endda helt udenfor som neutrale – og det prøvede vi også i tiden op til Anden Verdenskrig. Men her blev vi besatte af Tyskland, som det officielle Danmark i øvrigt arbejdede sammen med – mens en håndfuld modige frihedskæmpere, sejlere og andre danskere i den frie verden reddede Danmarks ære.

Efter 1945 deltog vi så i diverse humanitære aktioner. Fx blev hospitalsskibet Jutlandia sendt til Korea-krigen – og der var danske FN-soldater på Cypern, i Ex-Jugoslavien og mange andre steder.

Men så, da Fogh overtog magten, ændrede dagsordenen sig – og Danmark blev et krigsførende land igen. Der kom danske soldater til Irak og Afghanistan i krigen mod terror, som daværende præsident Bush kaldte det.

Og nu handler det om terrororganisationen, den ekstreme muslimske bevægelse IS og dens hærgen i Syrien og Irak. Danmark er også med her. Og om Ukranie, hvor situationen mildest talt er usikker – og de cirka 300 danske soldater, der skal til de baltiske lande og Polen.

Men hvad er det rigtige at gøre for Danmark – både nu ifht IS, ifht Ukraine, ifht at sikre NATO`s grænser i Polen og Baltikum – og generelt?

Skal vi fortsætte den gode stil, som har kendetegnet os i årtier som et af verdens humanitære lande, der hjælper mennesker, dér hvor vi kan?

Eller skal vi – som Fogh gjorde det – vende tilbage til en dagsorden med Danmark som et krigsførende land med alt, hvad det indebærer?

For der er ingen tvivl om, at det koster – både i menneskeliv, på pengepungen og ifht terror-risici – at vælge krigsvejen. Men spørgsmålet er også, om vi ikke som et af verdens frie og rige lande er forpligtede til at yde netop disse ofre? Og kan vi overhovedet være bekendte, at det altid er de store lande som England, USA og Frankrig, der skal ofre deres unge mænd og kvinder?

Eller skal vi hellere bruge pengene på at hjælpe mennesker i nød? Er det i virkeligheden dér, at vi – med vores årelange tradition for humanitært arbejde – kan gøre den store forskel?

Danmarksbloggen har ikke svaret, men mener, at det er relevant at tænke over på en dag som idag, hvor fokus er på Danmarks udsendte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “SMÆK-KYS – PH i tide og utide”

Udgivet den af
1

Der er lys, der brænder længe – og lys, der brænder kort. Og så er dér de lys, der tændes, men aldrig brænder ud.

Ét af de lys – et af de største lys nogensinde i Danmark – hedder Poul Henningsen, bedre kendt som PH. Arkitekt, visemager, samfundsrevser og alt muligt andet.

I går havde Teatret Optimis re-premiere på forestillingen ”Smækkys – PH i tide og utide” om netop denne – på så mange måder – lysmager, der brugte hele sit liv på at tale selvgodheden og selvtilfredsheden midt imod.

En lysmager, der mente, at kunstens og kulturens fornemmeste opgave er at revse magthaverne og føre samfundet i en retning, hvor der er plads til mennesker, hvor friheden råder i humanismens navn.

Dét er et arbejde, der kræver ord – og ord var netop, hvad PH så klogt og fint brugte i sine revy-viser og sine artikler, men også i sin Danmarksfilm og alle de andre ting, der som en flod strømmede ud i det danske samfund fra hans altid vågne og kæmpende lampens ånd.

Og netop ord og viser flød også i en lind strøm fra de tre skuespillere på scenen: Rikke Duelund, Allan Høier og Allan Thorsgaard, der så fint gestaltede selvfølgelig PH selv, men også samarbejdspartnere, Liva Weel, moderen Agnes Henningsen, PH´s to hustruer og et par stykker mere.

De tre kan deres håndværk, uanset om det drejer sig om at spille skuespil, synge, spille på guitar, danse, recitere og hvad de ellers gjorde af finurligheder, sjov og alvor i de to gange 50 minutter, hvor vi fulgte PH på livets vandring fra fødsel til død, mellem bord og seng.

Vi blev simpelthen revet med af strømmen af lys og musik og kys  …

Og selvom man troede, at man kendte sin PH (og det var vi mange, der gjorde), så fik man alligevel noget ekstra med hjem på turen gennem byens lys: En særlig tone af hans altid kæmpende ånd, der som genskær fra en PH-lampe fulgte én igennem Vesterbros gader til Rådhuspladsen, mens man gik og nynnede en PH-vise eller to.

For de var der alle sammen: Tag Og Kys Det Hele Fra Mig, Øl-hunden, Den Offentlige Mening, Nå, Byens Lys, I Dit Korte Liv – og selvfølgelig Man Binder Os På Mund Og Hånd. Den sidste endda også med et vers fra den version, som PH skrev inden den tyske censur slettede ALT, han havde lavet til Dagmar-revyen – og han måtte skrive det hele om.

Den berømte vise har i sin reviderede version tre vers, som PH selv har beskrevet som, at det første handler om umoralsk kærlighed, det andet er en bredside mod det hellige ægteskab, og det tredje handler om fædrelandslandskærligheden og modstanden mod tyskerne. At det, som folk ville høre, først kom i tredje vers, gjorde PH med vilje. Han ville med egne ord gerne drille borgerskabet lidt.

Som publikum til ”Smækkys – PH i tide og utide” blev man dog ikke drillet, men fik netop et væld af PH-viser, både de kendte, men også de ukendte – nogle fortolket ganske klassisk, andre mere utraditionelt.

Dét gav god mening. For som sand kulturradikal mente PH også, at kunst er til for at blive brugt.

PH mente så også, at man ikke kunne bruge fortiden til noget. Kierkegaard er so last century, som PH ville have sagt det idag. Nej, samtidens kultur og især populærkulturen kunne bringe samfundet i en god retning, mente PH.

Hvis vi havde samme holdning som lysmageren, ville vi ikke gide høre PH i vor tid. Men lige dér er vi – og i hvert fald Teater Optimis – tilsyneladende klogere end PH. For vi ved godt, at der ligger visdom gemt i fortiden – fx i meget af det, som PH skrev.

Det ville også se sort ud, hvis vi udelukkende skulle lade nutidens populærkultur styre slagets gang. Samfundet kommer ikke langt på reality-tv´ets og talent-konkurrencernes tomme kalorier.

Danmarksbloggen vil i stedet anbefale, at man ser ”Smækkys – PH i tide og utide”.

Dén forestiling er der næring i og stof til mange tanker om kunstens og kulturens – og vores allesammens – pligt til at bide magthaverne i hælene, stille spørgsmålstegn, kritisere og påvirke samfundet i en humanistisk retning.

Men skal man følge lysmagerens morale, skal man dog huske netop ikke (altid) at følge moralen. Der skal også kysses, drikkes og ryges. Livet skal nydes – det er det, livet er dér for.

Og når man kigger ud i nutidens fortravlede og sundhedsfikserede kontrolsamfund, kan man også godt spørge: HVOR BLEV LIVSGLÆDEN AF? Røg den i svinget, mens du spiste en gulerod og tjekkede din nabos løbetid ifht din egen på Facebook? Måske I hellere skulle stille løbeskoene (lidt) væk og dele en flaske rødvin og kysse på jeres kærester/ægtefæller/elskere?

For som Teater Optimis sang det med netop den særlig ph´ske tone til sidst:

I dit korte liv er det meste spildt,
tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv, og bedøm det kun mildt,
håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.

Hold dig vågen ven,
hvorfor sove nu.
I den lyse sommernat.
Det haster med det kys,
den kommer før du tror
den drømmeløse søvn.

Så gå ud i verden og drøm, kys og lev … for drømmen om frihed bliver aldrig forbi.

Danmarksbloggen uddeler ikke stjerner, men giver med stor glæde denne forestilling FEM STORE SMÆK-KYS OG FEM STORE LYS

Forestillingen, der er instrueret af Judith Rothenborg, spiller pt. på PH-cafeen på Halmtorvet i København – men spiller også andre steder. Læs mere her: http://www.optimis.dk/index.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke kaster med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus

Udgivet den af
1

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke udtalte i går, at den nye skatteminister Benny Engelbrecht ikke egnede sig som skatteminister.

“Nu kommer der så endnu en ny minister. Så må vi håbe, at han hanker op. Indtil videre har han ikke markeret sig her på Christiansborg som en, der er nævneværdigt interesseret i skattepolitik endsige retssikkerhed, men jeg håber da, jeg bliver overrasket til den gode side,” sagde Venstres formand til TV2, mens glasruderne klirrede ned omkring ham.

For prøv at udskifte det, som Løkke sagde omkring skattepolitik og retssikkerhed med at være interesseret i folkestyret, deltage aktivt i det – og i det hele taget markere sig som oppositionsleder. Så er det nemlig ikke Engelbrecht, men Løkke selv, som Løkkes eget citat kunne handle om.

Den del er selvfølgelig ikke tilsigtet fra Løkkes side, men det er ikke desto mindre sådan det er. Løkke kaster nemlig i dén grad med (skatte)sten, selvom han selv bor i et glashus – samtidig med at han lurerpasser og ligger lavt – og siger ingenting.

For Løkke har opdaget, at i forhold til stemmer, så er tale sølv, men tavshed er guld, som Danmarksbloggen skrev om det for et par uger siden. Læs her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5296

Men det er ikke i orden.

Løkke er leder af Venstre og statsministerkandidat – og man burde kunne forvente, at han ville deltage aktivt i folkestyret, være på folketingets talerstol i tide og utide, skrive læserbreve, mødes med potentielle vælgere, komme med politiske udmeldinger og holdninger – og ikke blot personlige angreb.

Men det magter Løkke altså ikke.

Danmarksbloggen vil derfor vove den påstand, at Løkke er ganske uegnet til at være statsminister. Hans evne til at forstå, hvad folkestyret og det at være statsminister reelt indebærer af pligter, er meget lille. Han ser kun gevinsterne (måske især de økonomiske) derved.

Løkke er alt det, som han beskylder den nye skatteminister for at være.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sammenhængen mellem den nye skattteminister og Øko-ugen

Udgivet den af
1

Dét er økologisk uge her i uge 36.

Formålet med den økologiske uge er selvsagt at øge opmærksomheden på vigtigheden af at spise sundt og at have et bæredygtigt landbrug – og her spiller økologien en afgørende rolle.

Derom ingen tvivl. Det er der desværre heller ikke om, at økologiske varer for mange danskere er altfor dyre. Ja, at selv ikke-økologisk frugt, grønt og kød ofte koster for meget for de mange danskere, der spises af med en overførselsindkomst, der er altfor lille til at noget menneske kan leve et værdigt liv

Det skal der laves om på – og det er derfor essentielt, at momsen bliver sænket på de sunde fødevarer – hvis ikke den ligefrem skal helt væk.

Dét kunne så passende være en god første opgave for den nye skatteminister Benny Engelbrecht (S), der i 2011 sammen med parti-kammeraten og det nuværende EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose skrev bogen “Foodfight.eu – din kost bestemmer, hvem du er – men hvem bestemmer, hvad du spiser?”.

I bogen kan man læse, at kampen for den gode mad og det gode liv er en del af venstrefløjens værdikamp.

Bogen hævder videre, at samfundet har givet fødevareindustrien alt for frie tøjler. Men at dén uskik heldigvis kan – og skal – stoppes politisk.

Danmarksbloggen er enig og vil anbefale at starte med at sætte momsen på sunde fødevarer ned. Resultatet bliver sparede sundhedsudgifter, mere sunde og glade danskere – og en fødevareindustri, der bliver nødt til at tage ansvar for andet end bundlinien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk