Kategoriarkiv: Etik & Filosofi

Danske Symboler: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog og Den Lille Havfrue

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og hvad er vel mere naturligt end at starte med de klassiske symboler som fx Kongehuset her på Dronningens fødselsdag?

Kongehuset er nemlig sammen med Dannebrog og nationalsymboler som Tivoli og Den Lille Havfrue indbegrebet af, hvad der var, er og altid vil være dansk.

Men er de nævnte symboler også symboler på den lyse og glade danskhed? Ikke altid. Tværtimod kommer det i høj grad an på, hvordan de bruges – og desværre også misbruges af de mørkemænd og -koner, som der er altfor mange af i vor tid.

Kongehuset er dog næsten altid noget festligt og fornøjeligt, især når Dronningen og prinsesserne kommer i deres smukke kjoler, glitrende diademer og strålende juveler. Eller som i dag, hvor livgarden normalt trækker op på Amalienborg Slotsplads, mens store skarer danskere hylder regenten – dog ikke i år, hvor Dronningen er på påskeferie i Aarhus, og derfor fejrer fødselsdag på Marselisborg Slot. Men det er altså noget med glæde i Danmark, når Kongehuset er på banen. Til gengæld er det ikke nutidigt i forståelsen af Danmark som et samfund, hvor alle er lige.

Så er Tivoli mere nutidigt – ja, en del vil endda mene, at Tivoli er blevet for nutidigt. At Den Gamle Have i jagten på endnu flere penge har smidt store dele af sin specielle egenart overbord i de senere år. Og sandt er det også, at Promenadeorkesteret og Big Bandet nærmest er helt væk, og at der ingen levende musik længere er på Pantomimen ligesom at børneteatret Valmuen er væk. Til gengæld er der – oh, skræk og ve – bygget endnu mere koncept-plastic henne i legepladshjørnet. Så jo, Tivoli er desværre meget nutidigt, men næppe noget særlig godt symbol på den lyse og glade danskhed i den Gamles Haves evige jagt efter endnu mere profit. Faktisk tværtimod så er den specielle danske tone, som Tivolis kultur engang stod for, nærmest blevet kvalt.

Så er Dannebrog og Den Lille Havfrue mere neutrale … det første blafrer i vinden året rundt, og den anden sidder på sin sten. Den giver god balance, og det har vi danskere brug for i denne tid, hvor mørke skyer trækker ind over Danmark, og det næsten ikke er til at holde ud.

Mn vi må ikke miste hverken modet eller håbet. For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer påskelørdag, hvor det skal handle om Grundtvig og den gule påskeblomst.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Niels Hausgaard og hans lune, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påskens hvem-hvad-hvornår

Udgivet den af
1

Hvad sker der i påsken? Det har danskerne det med at glemme. Danmarksbloggen bringer her en kort oversigt.

Palmesøndag: Påsken startede i søndags, palmesøndag, hvor Jesus på et æsel rider ind i Jerusalem, mens han modtages som en anden superstar af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder så brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater – og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, selv Guds egen søn tvivlede i sit livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at graven er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her. Han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig at fortælle det til nogle af disciplene, som ikke vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas, der dog lige må tjekke først, inden han kan tro.

Anden påskedag: Et par af disciplene er – kede af det – på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien om Jesus. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det ved nadveren skærtorsdag – så genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En finger peger mod de andre, men resten mod dig selv …

Udgivet den af
1

Se hende der, hun er godt nok fed, siger danskerne og peger på de kvinder – og mænd – som slås med overvægten.

Se ham der, han ligner en hjemløs – og han er ihvertfald med garanti arbejdsløs, siger danskerne og peger på manden, der sidder på bænken i sit slidte tøj kl. 10 om formiddagen.

Se ham der, han er nok bøsse, siger danskerne og peger på den velklædte og velplejede mand med de løse håndled.

Se hende der, hun er da altfor gammel til at se sådan ud, siger danskerne og peger på den 60-årige kvinde i læderjakke og leggings.

Se dem der, det er nok nogen af de der muslimer, som bare ødelægger det for alle os andre, siger danskerne og peger på en gruppe unge af mellemøstlig herkomst.

Og sådan kunne jeg fortsætte. Der peges fingre konstant i Danmark. Normalitetsbegrebet er nemlig blevet så småt, at meget få passer ind i det.

Hvis man er ok, er man nemlig: Ikke for tyk, ikke for tynd, ikke for gammel, ikke for ung, ikke for meget make-up, men heller ikke for usoigneret et udseende. Men til gengæld er man altid i arbejde, helst hvid og ihvertfald ikke muslim – og mangfoldighed er et ord i fremmedordbogen, som man ikke forstår.

Hvis man gerne vil have, at danskerne skal leve op til normalitetsbegrebet, så forstår man ikke, at hver gang man peger med en finger mod “en af de andre”, så peger de fleste af ens fingre direkte tilbage på en selv …

Så stop med at pege – og begynd i stedet at påpege vigtigheden af respekt, rummelighed og tolerance. For når de sidder i førersædet, så kommer mangfoldigheden og glæden helt af sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Respekt og tolerance over hele linien, tak

Udgivet den af
1

Muslimerne har det svært i Danmark – og det bliver ikke lettere i øjeblikket, snarere tværtimod. Men i modsætning til dengang, hvor det var jøderne, der var syndebukke, så er muslimerne ikke kun forfulgte uskyldigheder.

Et eksempel er Akkari-sagen, hvor imanerne talte med to tunger under Muhammed-krisen og dermed forværrede den. Og ja, det er også et problem, når en muslimsk beboergruppe som den i Kokkedal ikke vil bruge penge på den kristne julefest og et juletræ, men gerne på den muslimske Eid-fest. Æresdrab, tvangsægteskaber og andet er også et problem i et åbent, demokratisk land som Danmark.

MEN alle uhyrlighederne er ikke hele sandheden om muslimerne. Muslimerne er ligeså forskellige som alle mulige andre grupper, og der findes fundamentalister i alle lejre.

Det vigtigste er derfor, at vi stiller de samme krav til alle i Danmark – og giver alle i Danmark de samme rettigheder.

I praksis betyder det, at her i Danmark er de to køn lige – samt at alle religioner, alle politiske overbevisninger og såvel hetero- som homo-, bi- og transseksualitet er accepterede – og skal respekteres og tolereres. PUNKTUM.

Længere og mere besværligt er det ikke.

Så med andre ord:
1) Visse etnisk-danskere skal lære at tolerere muslimer
2) Visse muslimer skal lære at tolerere såvel kristne som måske især jøder
3) Visse både etnisk-danskere og muslimer skal lære at tolerere homo-, bi- og transseksuelle
4) Visse højrefløjs-danskere skal lære at tolere venstrefløjs-danskere – og omvendt
5) Visse mænd, både kristne, muslimske, jødiske, ateistiske osv, skal begynde at behandle kvinder – og især deres egen kone – med respekt
6) Og så de grupper, som ikke er nævnt, men som fortjener ligeså meget respekt som alle andre

Ingen skal nemlig kritiseres, forfølges eller blot være bange for at vise sin identitet og sine holdninger i Danmark. Vi skal være her allesammen – og dét i respekt for hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1864 er IKKE et nationalt traume, men det er Irak og Afghanistan

Udgivet den af
1

Sig 1864, og alle historiekyndige vil begynde at tale om Danmarks store nationale traume: Slaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland, hvoraf dog cirka to tredjedele af det i 1864 tabte land kom hjem igen ved Genforeningen i 1920.

Men Dybbøl er ikke længere et nationalt traume. 150 år er lang tid, og 1864 er på alle planer meget længe siden i vor travle moderne tid. Læg dertil at danskernes historiske viden heller ikke er den største, og det bliver indlysende, at 1864 ikke er et nationalt traume længere.

Ja, selv 2. verdenskrig og besættelsen 1940-45 er for især de unge generationer en tid og krig, der er længe siden – og det er, som det skal være.

Vi skal nemlig ikke hænge fast i fortiden. Vi skal kende den, og vi skal lære af den, men vi skal ikke blive ved med at hæge om minderne. For så fyldes vi af fortiden istedet for at bruge energien og pengene på nutiden og fremtiden.

Ellers ville der også være nok at mindes: Da vikingetiden begyndte i 792, da vi indtog Lindisfarne, nederlaget ved Stamford Bridge i 1066, Slaget på Grathe Hede i 1157, Nedslagtningen af venderne i 1169, Valdemar Sejrs sejr i Estland 1219, Kalmarunionen i 1397, Det Stockholmske Blodbad i 1520, Grevens Fejde 1534-36, Reformationen i 1536, Tabet af Skåne, Halland og Blekinge i 1658, Store Nordiske Krig i 1720, Slaget på Rheden i 1801, Tabet af Norge i 1814, Treårskrigen fra 1848-1850, Dybbøl 1864, Besættelsen 9. april 1940, Samarbejdspolitikens sammenbrud 29. august 1943, Befrielsen 4. – 5- maj 1945, diverse FN- og NATO-operationer over det meste af verden og især da Danmark gik i krig i Irak i 2003-2007 – og i Afghanistan 2002-idag.

Efter Danmarksbloggens mening er det derfor rigeligt at nævne de forskellige dage i kalendere, skrive artikler om dem o.lign. Men når det kommer til fejringer, så vil Danmarksbloggen opfordre til at se kritisk på, hvor mange midler der skal bruges – og hvad de bruges til.

Skåret ind til benet kan vi nemlig sagtens nøjes med at fejre Befrielsen d. 4. – 5. maj og Flagdagen d. 5. september. Det første fordi der blev danskerne igen herrer i eget hus, og det andet fordi det er en nutidig fejring af de unge mænd og kvinder, der i vor tid kæmper Danmarks sag i alverdens brændpunkter – og af og til betaler den højeste pris.

Flagdagen i september står nemlig i modsætning til fejringen af 1864 ikke for fjerne historiske minder. Flagdagen i september repræsenterer nutids virkelighed af kød og blod, død, lidelse, sorg, mareridt, stress og et Danmark, der er bedre til at fejre et 150 år gammelt nederlag – end vi er det til at hjælpe de soldater, der lever imellem os, og som har været i krig med alt, hvad det indebærer.

Og dét er i virkeligheden det største nationale traume ….

Og det mener Danmarksbloggen på en 9. april, som også er en mindedag, da det var den dag, hvor Tyskland for 74 år siden besatte Danmark.

Men det er som sagt længe siden, og det giver mere mening og mindre traume at leve i de levendes land og bruge ressourerne på de mænd og kvinder, der ligenu lever med krigens eftervirkninger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

Udgivet den af
1

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høflighed og gode manerer fører til fællesskab

Udgivet den af
1

Det lyder måske besynderligt, men skal vi have medmenneskeligheden og tolerancen tilbage i samfundet, så går vejen via høfligheden og de gode manerer.

For når vi behandler hinanden godt i det små, i hverdagen, så vil vi også være mere tilbøjelige til at behandle hinanden godt i det store, i den måde som vi indretter os og vores samfund på.

Høflighed og gode manerer fører simpelthen til fællesskab!!!

Lyder det underligt? I så fald, så prøv at høre historien om hvorfor kriminaliteten faldt i New York.

For 20 år siden var New York en by med megen kriminalitet og en hård tone mellem indbyggerne. Det var hver new yorker for sig. Survival of the fittest og alt det andet liberalistiske sludder, som kun skaber junglesamfund, hvor ingen har det godt på den lange bane. Og det var netop også, hvad der skete i den storbyjungle, der hed New York.

Men så kom den nye borgmester Rudolph Giuliani, som forlangte, at fodgængere ikke gik over for rødt lys, at man sagde undskyld, når man stødte ind i hinanden og en masse andre små – og på overfladen ligegyldige – ting. Men det var de ikke.

Giuliani var også manden, der i 1998 sagde til pressen: “Obviously murder and graffiti are two vastly different crimes. But they are part of the same continuum, and a climate that tolerates one is more likely to tolerate the other.”

For sådan er det. Tolererer man den lille overtrædelse, så starter en glidebane, så fodres uhyret – og så starter de mere alvorlige overtrædelser. Heldigvis sker det modsatte også: At fodrer man godheden og forventningen om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, så starter opturen.

Og ja, det virkede i New York. Kriminaliteten raslede ned – og idag er New York en levende, venlig og tryg storby.

Nu er der selvfølgelig forskel på kriminalitet, og på hvordan vi generelt er overfor hinanden og på måden, som vi indretter vores samfund på.

Og så alligevel. For når alt kommer til alt, så handler det stadig om, hvordan vi opfatter vores medmennesker – og hvordan vi opfatter vores rolle i det fællesskab, der hedder samfundet.

Mener vi, at vi har et ansvar for de andre? Eller er det istedet okay kun at tænke på os selv?

Hvis vi mener sidstnævnte, vil vi ikke kun mase os frem i en kø eller blive siddende i bussen, selvom en ældre dame står på og ikke kan finde en siddeplads. Vi vil også mene, at det er ok at skære ned på kontanthjælp, så vi selv kan spare (lidt) i skat. Vi vil give fingeren til dem, som vi føler generer os i trafikken, så vi ikke kan komme (lidt) hurtigere frem. Osv.

Mener vi derimod, at vi har et ansvar for andre – og at samfundet kun kan fungere, hvis vi er empatiske, vil vi give plads til andre på gaden, måske endda med et smil. Vi vil rejse os i bussen og i det hele taget prøve at sprede en god stemning, hvor vi er. Vi vil også vide, hvor vigtigt det er, at vi deles om goderne her i samfundet. Så selvfølgelig skal vi betale skat, så også de gamle, de syge, de arbejdsløse og børnene kan have det godt. Osv.

Og nej, der er ikke nogen mellemvej. Vi er nødt til at vælge, hvad for et samfund vi vil leve i – og så agere derefter. Og det starter med os selv. Hver gang vi er på gaden, på jobbet, i cafeen, i butikkerne og alle de andre steder, hvor vi færdes og mødes med vore medmennesker. Vores samfund defineres nemlig simpelthen af fra de mindste til de største ting, om vi møder folk med en fuckfinger – eller et smil.

Så hvad for et samfund vil vi leve i? Fuckfingerens og egoismens junglesamfund eller venlighedens og smilets varme fællesskab?

For det er hævet over enhver tvivl, at høflighed og gode manerer fører til fællesskab – også i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Udgivet den af
7

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindernes Internationale Kampdag & De Unge Piger

Udgivet den af
2

Kvindernes Internationale Kampdag er idag d. 8. marts.

Et klassisk spørgsmål er efterhånden – ihvertfald i den vestlige verden – om der overhovedet er brug for denne dag. Kvinderne er da forlængst ligeberettigede med mænd her i Vesten, lyder indvendingen.

Det er kvinder så bare ikke i praksis. Mænd tjener stadig markant mere for det samme arbejde og laver stadig en hel del mindre i hjemmet, tiltrods for at kvinderne i næsten ligeså høj grad som mændene har fuldtidsarbejde udenfor hjemmet.

Så der er stadig et stykke vej at gå. MEN – for der er et men. Ja, der er faktisk et par stykker.

Dels findes der også svage mænd, som der skal tages hånd om.

Og dels er andelen af unge piger, der har det dårligt med sig selv stigende.
Næsten hver femte unge pige i alderen 16 til 24 år mistrives og har det mere end skidt med sig selv.

Læs DR´s artikel om emnet her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/05/162045.htm

Dét er skræmmende læsning. De unge piger udvikler spiseforstyrrelser og skærer i sig selv, når de oplever, at livet gør ondt – og at de ikke er perfekte.

Psykolog og daglig leder af Girltalk.dk, der hver måned taler med tusindvis af unge piger, Anna Bjerre siger i artiklen fra DR: “For pigerne er en fejl ikke blot et bump på vejen, men en katastrofe. De skal score højt på mange parametre. Du skal være smuk, attraktiv, socialt kompetent, klog og have et spændende job. Det er en selviscenesættelse, som kører for fulde gardiner på Facebook og Instagram. Det handler ikke om at have det godt – de skal have det bedst.”

Citat slut.

Pigerne kan ikke perspektivere og reflektere ordentligt over deres liv – og de vil senere hen få store problemer med at håndtere den modgang og den smerte, som vi alle møder i livet, er konklusionen.

I Danmarksbloggens øjne er denne udvikling meget bekymrende.

Dels for den enkelte unge pige, hvor en så ensidig fokusering på eget liv (og i denne sammenhæng egne fejl) let kan betyde, at hun går en meget svær fremtid i møde.

Men også for samfundet som helhed er det et problem, at der kommer flere borgere, som ikke formår at forstå, at de er en del af et fællesskab – og at de skal bidrage hertil.

Det skaber med andre ord store problemer på alle planer, hvis man ikke lærer børn og unge om, hvordan livet og verden er – på godt og ondt. Men samtidig skal de også lære, at de både kan og skal gøre en forskel, også for andre end dem selv.

Så jo, der er stadig brug for en kampdag – på flere planer …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den blaa Anemone blomstrer igen

Udgivet den af
2

Den første forårsdag, den første marts, er i Danmark for evigt forbundet med digterpræsten Kaj Munk og hans vidunderlige vise om “Den blaa Anemone”, som man skrev det dengang.

I år er det 70 år siden, at Kaj Munk blev likvideret på grund af sine holdninger – og især udtalelser imod Hitlers nazi-regime foretaget fra prædikestolen i Vedersø.

Det må derfor være på plads at gengive ikke kun den version af “Den blaa Anemone”, som vi stadig synger – men også den oprindelige, som altså blev ændret lidt her og der.

Vi starter med den originale version: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? mit hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit dybblaa Flor et Stænk af Himlens Tone den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, en Hilsen fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø. Den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft sit fede Ler i denne fjendske Zone forgaar min Anemone jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker med Smil i Jyllands skarpe Grus ukuelig og sikker trods Havets Storm og Gus som om Alverdens Modstand her har givet den et større Værd en lille Amazone og dog min Anemone; jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg mindes, under Vinters Had jeg intet mere Haab besad. Gør med sin vaarblaa Krone den lille Anemone igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab der naadig la’r mig arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig ned mod Jord og kysser ømt dit Silkeflor en Flig af Naadens Trone du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

Og sådan kom den til at se ud i den trykte udgave: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden,” da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.

For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la’r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

—-
Der blomstrer iøvrigt stadig blå anemoner i skovene på Lolland – og også andre steder i Danmark efterhånden. Og så kan blå anemoner også købes i potter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk