Kategoriarkiv: Kunst & Kultur

Anmeldelse: “Rødes Første Jul”

Udgivet den af
3

Den hurtigste julekalender, kalder TV2 Zulu selv deres julekalender “Rødes Første Jul” om den gæve viking Røde, der efter 4 år i England vender hjem og opdager, at danskerne i mellemtiden er blevet kristne.

Se julekalenderen her: http://zulu.dk/roedes-foerste-jul

Og julekalenderen “Rødes Første Jul” er også hurtig – og morsom.

Cirka et minut varer hvert afsnit, der indtil videre udelukkende har bestået af dialoger mellem Røde og hans kone Signe, der er meget begejstret for kristendommen – og især for de 10 bud, som hun ihærdigt og gerne med diverse slag af grydeskeen prøver at få Røde til at forstå – og efterleve.

Men det kniber for vikingen Røde, der på sit skind-cv har både titlen banemand og livsgnist-udslukker, og som i al fredsommelighed holder af at myrde, plyndre, stjæle, voldtage –  og i det hele taget være en rigtig viking, der gerne ror hele vejen t/r England.

Som tv-seer storgriner man, samtidig med at man føler med Røde, der slet ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv, sit sværd og sin vikingeidentitet imellem konens guirlander, julelys og snak om, at der kun er en Gud – og at han hedder Gud.

Danmarksbloggen giver derfor “Rødes Første Jul” fem store vikingehjelme ud af fem mulige – og vel at mærke af den rigtige slags, nemlig den, som Røde havde på, da han vendte hjem i afsnit 1.

“Rødes Første Jul” er optaget i Sagnlandet Lejre ved Roskilde – og er på flere måder markant mere historisk korrekt end DR´s famøse “1964”. Om det siger mest om DR eller om Zulu – og Sagnlandet Lejre – må det være op til læserne at bedømme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Juleteater – del 2: “Et juleeventyr”

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen fortsætter sin adventsserie om teater og juletid med en af de mest elskede julefortællinger fra ikke kun Danmark, men hele verden:

Nemlig Charles Dickens ”Et juleeventyr”.

Historien handler om den pengegriske Scrooge, der i et på alle måder iskoldt London i 1800-tallets skarpt opdelte klassesamfund i løbet af éen eneste julenat møder først forretningspartnerens genfærd og derpå de tre ånder: Fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.

Tre ånder – og tre møder, der afgørende ændrer på Scrooge, og forvandler ham til en gavmild og god mand, der bruger resten af sit liv på at hjælpe sine medmennesker – og selvfølgelig især ved juletid.

“Et juleeventyr” spiller i en fordansket version i år på Frilandsmuseet ved Lyngby. Læs undertegnedes anmeldelse her: http://www.kristendom.dk/kristendom.dk/2014-11-20/et-juleeventyr-hjerter-genf%C3%A6rd-og-skygger-i-intenst-samspil-p%C3%A5

I Frilandsmuseets version fremstilles Scrooge – eller Festisen som han hedder her – derfor også som en klon af rettidig omhu og Liberal Alliance med et stænk af Venstre. Og det er noget, der kun er med til at gøre skikkelsen endnu mere uhyggelig.

For hvor skræmmende end ånder og genfærd og fremtiden kan være, så er det dog for de fleste svage, fattige og udsatte i Danmark den nuværende jul og det nuværende liv, der er den største forhindring, den største skræk.

Og her spiller de borgerlige partier en meget stor rolle i deres arbejde på at få Danmark kørt i sænk og tilbage til de onde, gamle dage med fattigkasse, fattighjælp og mange, der har så alt for lidt – mens overklassen har så alt for meget.

Og ja, vi er desværre godt på vej dertil i nutidens samfund – og i denne ellers så søde juletid, der for stadig flere danskere ikke længere er den glade forventning om hyggelige juledage.

For mange – både store og små – er julen anno 2014 noget, der giver ondt i maven.

Den voksne fattige mor eller far kan tænke sig søvnløs over, hvorfra pengene skal komme til børnenes julegave. Barnet, der vokser op i en hjem med alkoholmisbrug, kan være bange for, hvor fulde forældrene bliver juleaften. Og så videre og så videre.

Listen er desværre ligeså lang som den kæde, som Scrooge ved historiens start er igang med at lave for sig selv, fordi han tænker mere på penge end på mennesker.

Og ja, det er dejligt med julehjælp og alle gode menneskers intentioner. Men det, der virker for alvor, er kun, hvis vi laver strukturerne om i samfundet, således at vi fordeler goderne bedre. Alt andet er kun plastre på såret, hvor godt det end er for den enkelte udsatte. For selvfølgelig gør julehjælpen en forskel for den enkelte familie.

Men skal det batte noget, er det velfærd og en fair fordeling af goderne, der skal til. Og i øjeblikket går det den helt gale vej.

Derfor er historien om Scrooge også mere aktuel, end den har været længe. For vi er i rasende fart på vej tilbage til den virkelighed, som ”Et Juleeventyr” blev skrevet udfra i England i 1843.

Og dét er mere uhygeligt end alle genfærd og spøgelser tilsammen!

Læs de tidligere afsnit her:
Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”: http://danmarksbloggen.dk/?p=5854

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lars Løkke og “1864”

Udgivet den af
Svar

I den forgangne weekend er den længe ventede bog om Løkke bag facaden kommet på gaden – og DR sendte sidste afsnit af efterårets store dramaserie “1864”.

Umiddelbart har de to ikke noget med hinanden at gøre – og så alligevel ….

For i Bornedals meget udskældte serie ser vi, hvordan den martrede og brutale godsejersøn alligevel er ham, der vinder pigen og fremtiden til sidst. En anden kvinde end hende, der lykkeligt boltrede sig i bølgerne inden krigen – men trods alt hende og livet.

På samme måde beholdt Lars Løkke også magten i Venstre – trods alt – i sommers. Og som det ser ud nu, er det også ham – trods bilagene, drikkeriet og løgnene – der står til at blive statsminister i Danmark efter næste valg.

Det er ikke til at fatte. Har danskerne virkelig ingenting lært?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juleteater – del 1: “Når du ser et stjerneskud”

Udgivet den af
Svar

I år vil Danmarksbloggen hver søndag i advent sætte fokus på dansk teater og juletiden.

For juletid er også teatertid  – og som med alt andet ved juletid elsker vi gentagelser og traditioner, også når det kommer til teater.

Derfor vil Danmarksbloggen også i sin adventsserie i år beskæftige sig med fire teaterforestillinger, der på forskellig måde er en integreret del af den danske jul.

Vi starter med Anemoneteatrets ”Når du ser et stjerneskud”.

Historien er en slags moderne version af juleevangeliet med den gnavne og pengegriske husejer, den nisse-og-engle-fornægtende forfatter – samt den gravide og hjertensgode unge kvinde, der flytter ind i baggården – velvidende at der ikke må bo børn i huset.

For de larmer og er til besvær, mener såvel husejeren som forfatteren. Nissen og katten, som uset og illegalt også bor dér, er selvsagt af en anden mening.

Historien kan derpå tage fart med spas, humor og dybde – og til sidst fødes så barnet – og som altid så ændrer et barns fødsel afgørende på alle omkring sig, som det ændrede på alt i hele verden, da det lille Jesus-barn blev født. Præcis hvordan og hvad der sker i ”Når du ser et stjerneskud” skal dog ikke røbes her.

Se den selv – men skynd dig. For forestillingen, der i to årtier har været en fast juletradition på Anemoneteatret, spilles i år for allersidste gang.

Læs også anmeldelsen af forestillingen, som blev lavet af undertegnede for en del år siden – men hvert ord gælder endnu: http://www.kristendom.dk/anmeldelser/stjerneskuddene-flyver-p%C3%A5-anemoneteatret

Idag, d. 30. november, kan Anemoneteateret i øvrigt fejre 30 års fødselsdag.

30 år er mange år, kan man mene. Men se på Det Kgl. Teater og se på den danske jul – og så forstår man, at 30 år blot er et lille stjerneskud.

Danmarksbloggen ønsker Anemoneteatret tillykke og håber, at stjerneskuddene vil flyve på og fra teatret i mange år endnu. De er skønne i sig selv, og så er dér brug for deres varme og lys i vor på så mange måder mørke tid.

God 1. søndag i advent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli´s “Nøddeknækkeren”

Udgivet den af
1

I torsdags havde Tivoli repremiere på ”Nøddeknækkeren” i en speciel Tivoli-version.

Allerede på vejen gennem Tivoli, der glitrer og glimter af tusinder af julelys, fornemmer man eventyret: Store nøddeknækkere er opstillet. Det samme er juletræer, boder og sågar tre store svaner. Urets visere nede på Plænens Alpehus suser også rundt i rasende fart, og fortæller, at vi her i Den Gamle Have befinder os et sted mellem virkelighed og drøm.

En stemning, der forstærkes, når tæppet går, og man ser Dronning Margrethes og Tivolis balletmesters Peter Bo Bendixens “Nøddeknækker” folde sig ud i en farverig buket af danse og dansere, af danske juleskikke i borgerhjemmet og en aften i et illumineret sommer-Tivoli med indlagt rutsjebane, Tivoligarde og Tivoli-betjente.

For det er en sand jule-godtepose, som der serveres: En godtepose, hvor både juledrømmen og Claras drøm om kærlighed rystes sammen med virkelighedens Tivoli, der som bekendt altid er som aldrig før. Blandes, rystes og danses – og drysser ud på publikum som glitrende julesne så let som den candyfloss, der sælges lige omme på den anden side af Koncertsalen.

Clara – og vi andre – hvirvles således igennem en forestilling, der er en fejende, flot dans mellem papirsklip, snefnug og et bredt persongalleri, der også omfatter H. C. Andersen i en Drosselmeyer-rolle, hvor han med drømme og saks klipper eventyr som hans egen ”Fyrtøjet”. Her dog med heksen som en slags Musekonge med lang hale, der nedkæmpes af ikke Nøddeknækkeren – men Clara, der tro mod nutiden er en ganske handlekraftig ung dame.

Senere i 1. akt møder vi også H.C.Andersens ”Snedronningen” – og havde det ikke (igen) været for Clara´s mod og Pjerrot´s lamper, så var det ikke endt så godt. Men heldigvis kan alle – med Pjerrots hjælp – tage plads i Tivoliballonen og stige til vejrs.

Pjerrot leder så løjerne gennem hele 2. akt – præcis som han gør det på Pantomimen om sommeren. Der er også i de dansede blomsterpiger, kosakkerne og alle de andre dansere i 2. akt henvisninger til netop Pantomimen og især til Dronning Margrethes H.C. Andersen-forestillinger samme sted som fx ”Tommelise” og ”Den standhaftige Tinsoldat”.

Samt at alle de dansende hænger på juletræet hjemme hos Clara, der selvfølgelig tro mod Tivoli-temaet leger med en Harlekin- og en Columbine-dukke.

Smukke er også det nærmest royale par i de gyldne dragter – og apropos det royale, så er det som sagt Danmarks Dronning Margrethe d. 2., der har stået for både kostumer og scenografi, som begge er skabt i netop de klare og levende farver og former, som er så karakteristiske for Dronning Margrethe, der med sin streg og sit farvevalg er så eminent til at få personernes karakteristika udtrykt også i det visuelle.

Man mærker også Peter Bo Bendixens store passion for balletten. Tivolis “Nøddeknækkeren” handler nemlig ikke kun om jul og drømme. Den handler også om ballet, om glæden ved de smukke trin og pas-de-deuxer.

Men til dans hører også musik – og eneste minus i forestillingen er musikken, der nok kommer fra et glimrende anlæg. Men der mangler alligevel noget, som det siges i et andet H. C. Andersen-eventyr, nemlig ”Nattergalen”, hvor forskellen på den levende og den kunstige nattergals musik er en af krumtapperne i eventyret – og således også i Koncertsalen.

Levende musik er nemlig fuld af nu´ets sjæl og tone, som selv den bedste indspilning og elektronik ikke kan måle sig med – og en så hvirvlende opsætning som denne – baseret på en så helt igennem fantastisk musik som dette et af Tjajkovskijs mesterværker – fortjener den levende musik. Den musik, der giver drømmene – både dem om julen og dem om kærligheden – luft og vinger, så de kan blive til virkelighed – og virkeligheden til et eventyr – også i Tivoli.

Tivoli´s 2014-version af ”Nøddeknækkeren” er en godtepose fuld af farver, dans og eventyr. Danmarksbloggen giver fire nøddeknækkere ud af fem mulige.

Forestillingen spiller til og med d. 28. december 2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Stegt flæsk, muslimer og speltmødre

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der pt. optager danskerne meget:

Kan stegt flæsk være en nationalret?

Danskernes nationalret blev fundet igår. Det blev stegt flæsk med persillesovs, som vandt med overvældende flertal. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5905

Men ikke så snart var der trykket på enter, før de første kritiske kommentarer kom ind – og ikke fra dem, som havde stemt på nogen af de andre retter som fx hakkebøf eller smørrebrød.

Men fra dem, som mente, at man ikke kunne have en nationalret lavet af svin, da det kan muslimer ikke spise. I parentes bemærket var det ikke muslimerne selv, som kom med dén kritik – men andre på deres vegne.

Som Danmarksbloggen ser det, giver det ikke mening at rode religion ind i det her.

Der var flere retter at vælge imellem – og danskerne valgte (forhåbentlig) med smagsløgene og ikke med den stigende uvilje mod muslimer, som der er i Danmark – og som er et problem. Men hver ting til sin tid – og en afstemning om mad bør aldrig handle om religion, og der er heller intet som indikerer, at det har været tilfældet her.

Desuden så kan vegetarer og veganere føle sig ligeså meget udenfor, når hovedingrediensen er det fede grisekød – men ingen føler sig åbenbart kaldede til at tale deres sag.

Så er der selvfølgelig også den kreative klasse fra storbyerne. De var også ude med riven efter nationalretten: Ja, jeg ved slet ikke, hvordan det smager. Har ikke fået det, siden jeg som barn besøgte noget fjern familie langt ude på landet, kan man høre den ene speltmor sige over cappuccinoen, mens hendes veninde svarer med munden fuld af økologisk havregrød til 90 kroner for en portion: Ja, og det der persilleSAUCE … det ligner klister. Uf, siger jeg bare … lad os i stedet få noget hummus (som i parentes bemærket er proppet med kalorier på et niveau fuldt ud sammenligneligt med stegt flæsk med persillesovs, men det ved mange speltmødre ikke).

Men hvad siger du? Kan stegt flæsk med persilleSOVS være Danmarks Nationalret, når nu både muslimer, vegetarer, veganere og speltmødre ikke kan håndtere det?

I al fredsommelighed vil Danmarksbloggen dog gøre opmærksom på, at alle danskere – også muslimer, vegetarer, veganere og speltmødre – kunne have stemt på deres evt. anden favorit, mens kampagnen kørte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks nationalret: Svinet vandt!!!

Udgivet den af
2

Danmarks nationalret er lige blevet kåret. Det blev – som ventet – stegt flæsk med persillesovs, som fik næsten halvdelen af alle stemmer. Noget, som Danmarksbloggen også allerede forudså, da hele kampagnen om Danmarks nationalret startede for over to måneder siden.

Læs mere her: http://fvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/stegt-flaesk-er-kaaret-som-nationalret/

Og her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5466

Det interessante er imidlertid ikke, at Danmarksbloggen havde ret i sin forudsigelse (selvom det selvfølgelig altid er rart) – men at næsten samtlige retter i finalen baserede sig på kød fra svin.

For nok spiser danskerne mere og mere oksekød, lammekød og fisk. Men svinet er og bliver danskernes favorit, både som pålæg og som middagsret. Vi står altså mentalt – til trods for urbanisering, smarte ord og trends – stadig ude på landet og midt inde i stalden sammen med alle de små grisebasser.

Eller sagt med andre ord:

Svinet vandt

Den hellige grisebasse og dens frikadeller, bacon og flæskesteg er ikke sådan at slå af banen. Danskerne holder fast i deres svin.

Egentligt underligt at Dansk Folkeparti ikke har brugt dette i deres on-going-kampagne for Danmark for danskerne – og kun danskerne. Det ville ellers være lige i øjet – eller skulle man sige flæsket?! Valgflæsket!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 30: 1990´erne

Udgivet den af
Svar

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

1990´erne

1990´erne startede egentlig i 1989, nemlig d. 9. november 1989, hvor Berlinmuren faldt og en ny verdensorden blev indledt – og årtiet sluttede først d. 11. september 2001, hvor fire fly blev kapret i USA af islamistiske terrorister.

I de små 12 år, der var imellem de to skelsættende verdensbegivenheder, skete der meget i Danmark, især med den danske selvforståelse.

Siden 1864 havde Danmark været præget af småstats-mentaliteten, men nu begyndte vi igen langsomt men sikkert at tro på, at vi kunne spise kirsebær med de store, at vores ord og vores bidrag betød noget på den store verdenspolitiske scene.

Det hele både kulminerede og startede og sluttede i sommeren 1992, hvor vi i løbet af én eneste solrig juni-måned stemte nej til Maastricht-traktaten, der bl.a. ville betyde indførelsen af en ny fælles EU-mønt i Danmark, men vandt EM-mesterskabet i fodbold – og regentparret havde sølvbryllup.

Nationalismen havde kronede dage, og der findes næppe nogen nulevende dansker over 35 år, som ikke kan huske, hvad de lavede i netop de juni-dage.

De fleste kan også huske daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der med roligan-tørklæde om halsen kom til EU-møde og med sans for den rappe replik til de svære forhandlinger, der ventede pga det danske EU-nej, sagde: If you can´t join them, beat them.

For de danske fodboldfans, de berømte rooligans, der aldrig lavede ballade, men var søde og festlige i deres rød-hvide klaphatte, havde deres absolutte storhedstid i 1992, hvor det var endnu sommer og fællesskab i Danas have.

Men som bekendt bliver sommer til efterår, og året efter d. 18. maj i 1993, da vi stemte ja til de danske EU-forbehold, faldt skuddene på Nørrebro. Demonstranter og kampklædt politi kæmpede med brosten, jernstænger, skjolde og tåregas, da politiet trak våbnene og affyrede 113 skarpe skud direkte ind i folkemængden. Ved et mirakel blev ingen dræbt.

En anden – mere voldsom – virkelighed var blevet en del af Danmark.

Også retorikken blev også grovere – ført an af Dansk Folkeparti, der var udbrudt af og skabt af resterne af Fremskridtspartiet. Et parti med Pia Kjærsgaard i spidsen, der fik bragende succes med at gøre indvandrere og flygtninge til syndebukke for alskens dårligdomme i det danske samfund.

Daværende statsminister fra Socialdemokratiet Poul Nyrup sagde derfor også de berømte ord om partiet: Men stuerene det bliver I aldrig. Det er der så mange danskere, der mener, at partiet er i dag. Ja, det er oven i købet dem, som syntes, at Dansk Folkeparti ikke er muslim-kritiske nok!!!

Men 1990´erne bestod også af andet og mere end blind nationalisme.

Det var også dét årti, hvor computere og anden IT for alvor slog igennem. Hvor vi lærte at bruge internettet og at skrive mails, hvor hele vores kommunikations- og vidensformidling oplevede den største revolution siden Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten.

Det påvirkede selvsagt også erhvervslivet, og især de kreative og vidensbaserede erhverv kom i vælten. Nu skulle der bygges broer mellem erhvervslivet og universiteterne, både vidensbroer og fysiske broer som Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der ikke kun afkortede rejsetiden dramatisk, men som også har bevirket, at det for alvor er blevet let at komme rundt overalt i Danmark – og til de gamle danske lande mod øst, der i dag udgør Sydsverige.

Der var hele vejen gennem 1990´erne en klippefast tro på, at viden og kultur ville føre os ind i et bedre samfund med ingen krige og ingen konflikter – i hvert fald ikke i vores del af verden.

Det var så en forkert antagelse. For 1990´erne var en parentes, en periode på 12 år, hvor mange troede, at vi i Danmark levede – og ville fortsætte med at leve – i et harmløst lykkeland uden krige og trusler, hvor folk kunne tumle nydende rundt. De mere militært bevidste var imidlertid på vagt som aldrig før efter Berlinmurens fald. For de vidste, at et kaos og et tomrum ofte er langt mere farligt end en defineret fjende.

En ny fjende skulle også vise sig. En fjende, som selvom det ikke var et direkte angreb på Danmark, også blev en dansk fjende. For i en globaliseret verden som vores hænger alle lande og alle verdensdele mere sammen end nogen siden før.

Det var en fjende, der helt uventet kom fra himlen en solrig septemberdag i New York og Washington D.C. 11. september 2001. En fjende, som vi stadig slås med både på indre og ydre planer.

Og netop 11. september 2001 skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395
Industrialisering, arbejderbevægelse
og andelsbevægelse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5434
Parlamentarisme og kvindernes stemmeret: http://danmarksbloggen.dk/?p=5476
Første Verdenskrig, Genforeningen
og Påskekrisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=5518
Brølende 20´ere og kriseramte 30´ere: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548
Anden Verdenskrig, besættelse
og befrielse: http://danmarksbloggen.dk/?p=5589
Kold krig og velfærdssamfund: http://danmarksbloggen.dk/?p=5611
Ungdomsoprør, Dronning Margrethe d. 2
og EF: http://danmarksbloggen.dk/?p=5613
1970´erne og 1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=5719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Miljøduksen Danmark: Vision eller nød?

Udgivet den af
1

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er afgørende for os alle sammen og vore planet:

Miljøet

Danmark er – i hvert fald ifølge ministre og andre med interesse i Danmark som foregangsland på miljøområdet – en rigtig klimaduks og et lysende eksempel for alle andre lande at følge, når det drejer sig om at leve grønt og bæredygtigt.

Danmarksbloggen tvivler så på det med den danske dukse-natur. Ord er billige – og meget lettere end handling.

Omvendt så vil vi – når havstigningerne kommer – være et af de lande, som rammes rigtigt hårdt, da vi har meget kystlinie og mange lavtliggende områder som fx Roskilde og Købehavn.

Så måske det er rigtigt nok, det med den danske duksenatur. I så fald skyldes det nok mere nødvendighed end en høj moral. Mennesket er som bekendt dovent og gør først noget, når der er grund til det.

Og nu er der grund til det på klimaets vegne.

Desværre så smelter indlandsisen på Rådhuspladsen i København i takt med de gode intentioner, som politikerne kommer med i kølvandet på meldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), der i øjeblikket er i København for at afslutte og offentliggøre verdens klimastatus inden COP20-mødet i Peru til december.

Læs mere om det her: http://www.dr.dk/Nyheder/Vejret/2014/10/24/084726.htm

For skal det batte noget med miljøet, skal vi alle sammen være villige til at lave store ændringer. Og det vil de store lande ikke, heller ikke selvom Danmark åbenbart som en anden tapper landssoldat går forrest og svinger med en kvist fra et sygt kastanietræ og synger en sang fra de varme lande, der i fremtiden også kan blive Danmark.

En udvikling som i øvrigt er blevet en anelse mere fremskyndet ved Olafur Eliassons nyeste installation: Indlandsisen på Rådhuspladsen, som det har kostet unødvendige brændstoffer at få transporteret til Danmark.

Men Eliasson har det åbenbart med at lege skaber i disse tider, hvor han også har smidt diverse sten ind på en fløj af Louisiana og dér skabt hans såkaldte ”Riverbed”. En udstilling udelukkende bestående af sten og lidt vand.

Men uanset om det er sten eller is, som den kendte kunstner har arbejdet med, så må jeg citere min datter Anna, der ved synet af Eliassons ”værker” citerede fra Brorsons salme ”Op af al den ting”, hvor man i strofe 2 synger: Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Anna og Brorson har ret. Vi kan ikke skabe en ny verden. Dét har vi hverken magt, vælde eller teknologi til. Men vi kan – og skal – passe på den verden, som vi har – uanset om vi tror på Gud, kunsten eller noget helt tredje.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Udgivet den af
1

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk